Ingen tårne var rundere end det - og så blev det bygget til at se på stjerner

Kirketårn og observatorium. Flere formål mødes i Rundetårn i Købmagergade, der blev til efter idé af Christian IV på et tidspunkt, da København var en lille by uden andre høje bygninger end kirketårne

Egentlig skulle Københavns observatorium i 1600-tallet have været placeret uden for byen - men Christian IV slog en række funktioner sammen til en bygning - en kirke, et bibliotek og et observatorium - og placerede en inskription for sig selv på tårnet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pressefoto

Det må have været noget af et syn, da Rundetårn i slutningen af 1630rne og begyndelsen af 1640rne rejser sig over byens lave tage. Sten på sten lagt af murermester Jørgen Scheffel og hans svende.

Nok var der kirketårne i hovedstaden, der ragede op over bygningsmassen for at erindre om Guds storhed og religionens betydning. Rundetårn var også en slags kirketårn men havde en anden funktion: En bygning hvorfra man kunne kigge på himmelrummet. Men hvorfor anlægge et observatorium midt i København med alt »det røg der udspys fra byens brændeovne,« som astronomen Christen Sørensen Longomontanus udtrykte det. Hvorfor ikke placere det på Hvem, hvor Longomontanus’ læremester, Tycho Brahe, havde haft sine observatorier? Eller i det mindste på Valby Bakke som det havde været foreslået flere gange. Den lå langt uden for København.

Fordi kongen – Christian IV – bestemte. Og kongen bød, at der på matriklen skulle samles tre funktioner i én bygning. En kirke til studenterne på Regensen. Mere plads til universitetsbiblioteket. Og et observatorium. Og sådan blev det. Kongen lagde selv grundstenen den 7. juli 1637. Han nåede også at se observatoriet færdigt seks år senere, mens Trinitatis Kirke først blev taget i brug i 1656, og da havde Christian IV været død i otte år.

Kryptisk inskription

Som andre danske monarker havde også Christian IV et motto. Det var »Fromhed styrker rigerne« – men det er nu ikke det, der står skrevet på en blanding af latin, hebraisk og nogle kryptiske tegn oppe på det godt 35 meter høje tårn.

Ifølge opslagsværket »København før nu – og aldrig« er en slags officiel oversættelse: »Styr lærdom og retfærd, Jehova, i den kronede konge, Christian IV (s hjerte)«. Det er af en eller anden grund i folkeviddet blevet udlagt som »Doktorens Trine med den lange kniv rager krimskrams i hjertet på Christian Firtal«. Og mens vi nu er dér, ligger der også en historie om turisten, der kigger op og ned ad tårnet med et anerkendende nik - og så alligevel er nødt til at sige: »Hvis det var bygget hjemme hos os, havde det været højere - og rundere«.

Det er ikke blot udvendigt, at Rundetårn er en bygning, der adskiller sig fra de fleste andre. Det er også indvendigt på grund af den spiralsnoede gang, der har 7 ½ vindinger og er 210 m lang. Fra platformen er der en flot udsigt over København, og efter der i 1890 blev opsat et højt sikkerhedsgitter, var det ikke længere et yndet udflugtsmål for mennesker, der ville tage livet af sig selv. På tirsdage og onsdage er det i vinterhalvåret muligt at besøge observatoriet mellem 18 og 21, skønt Københavns Observatorium i 1861 flyttede til Østervold og blev nabo til Botanisk Have. Senere blev stjernekikkeri på grund af storbyernes lysforurening flyttet til mere øde egne på jordkloden

Rundetårns sneglegang fører til bygningens tag, hvorfra der til begyndelsen af 1860erne blev kigget på stjerner. Så flyttede observartoriet - men to aftner om ugen i vintermånederne kan man stadig besøge observatoriet på toppen af Rundetårn., Fold sammen
Læs mere
Foto: Pressefoto.

Rundetårn blev aldrig et kirketårn for Trinitatis, der i begyndelsen hed Trefoldighedskirken, men tårnet er sammenbygget med Trinitatis, hvis klokker i stedet findes i en såkaldt tagrytter; en lille bygning på kirkens tag. I den modsatte ende af kirken, i krypten, er en række kendte skikkelser begravet. Blandt dem arkitekten Lauritz de Thurah, der tegnede Eremitageslottet og også vil være kendt for det snoede spir til Vor Frelser Kirke.

Den stille plads

Ved kirkens bagside finder man en lille pladsdannelse, der snarere er en passage mellem Købmagergade og Pilestræde. Sådan et lille, forholdsvis roligt pauserum i byen, hvor man uvilkårligt sætter farten lidt ned og bliver stille. Ikke så meget fordi det er en tidligere kirkegård, for det er længe siden. Men fordi her ofte er ro og fred. Storbyens hektiske puls er en af Københavns kvaliteter. Energi, inspiration, virkelyst, den slags. Men metropolens hastighed fordrer også sin modsætning, og det kan man undertiden opleve på Trinitatis Kirkeplads, hvor der heldigvis også står nogle træer og er et lille anlæg med gravsten for blandt andre tobaksfabrikanten Iohan Charl Bock, brændevinsbrænderen Morten Knudsen Gebauer og filosoffen Friedrich Christian Eilschov, der døde i 1750 og angiveligt var den første herhjemme, som »talte Dyrenes Sag«.

På pladsen finder man også et monument med følgende inskription: »Ved denne kirkes mur hviler støvet af digterne Ewald og Wessel, der samtidig »gave alvor og skjemt et levende udtryk til glæde for folket til fremme for vor digterkunst.« Med indhuggede mindedigte for dem skrevet af Oehlenschlæger og Baggesen. På pladsen ses plinte, der ikke er en del af terrorsikringen, men er frønnede konsolsten, som tidligere indgik i Rundetårns balustrade. De ligger der som dekorative skulpturer med mejslede dyremotiver - men ikke engang dét kan skåne dem for graffitien, der undertiden breder sig som kræft på muren.

Bibliotekssalen, som der er adgang til via sneglegangen, er for længst ryddet for bøger. I stedet vises kunstudstillinger i det store lyse rum. Netop i denne weekend åbner en udstilling med en større gruppe guld- og sølvsmede, der kan ses til 13. januar.