»Man freder ikke bygninger, fordi de er smukke. Det er der mange, der tror, men sådan er det ikke. Man freder bygninger, fordi de har en historie at fortælle.«
Arkitekturhistorikeren Jannie Rosenberg Bendsen ved, hvad hun taler om. Sammen med professor, arkitekt Mogens A. Morgen har hun begået et nyt, omfattende værk, »Fredet«, der handler om dansk bygningsfredning fra vedtagelsen af bygningsfredningsloven i 1918 til i dag, og det dokumenterer til fulde ovenstående udsagn.
Men hvad så med æstetikken, kunne man spørge? Er den ikke også vigtig? Hvorfor er det ikke den, der har spillet og stadig spiller hovedrollen?
»Opfattelsen af, hvad der er smukt, ændrer sig gennem tiden,« forklarer hun.
»Derfor bliver man nødt til at se ud over, hvad der er smukt, og ud over, hvad der efter ens egen tids mening er god smag.«
Men er der ikke mange steder rundt omkring, som vi bare alle sammen kan blive fuldstændig enige om er smukke og dejlige, og som alene af den grund vel bør fredes?
»Altså, stort set alle synes, at Nyhavn er helt fantastisk idyllisk - når man ser bort fra alle turisterne - men igen: Det er ikke altid det, der er smukt, som det er værd at frede.«
Kan du nævne et eksempel på det modsatte, altså fredning - eller ønsket om fredning - af det »usmukke«?
»Ja. Rigtig mange mennesker har haft svært ved at forstå, at der var nogen, der ville frede Vikingeskibshallen, som lige er blevet affredet. De synes, at det er en grim og brutal bygning, og der er da heller ikke meget romantik over den. Men vi er en del, der gerne ville beholde den. Eller tag sådan noget som bindingsværk. For 100 år siden syntes folk ikke, at bindingsvæk var smukt. Det var en byggemetode for de fattige, så man gjorde alt for at skjule bindingsværket, og hvis man ikke havde haft bygningsfredningsloven til at frede bindingsværkhuse, fordi de fortæller en interessant historie, så var en stor del røget.«
Så bygningsfredning er vigtig, ellers kan det gå grueligt galt, det er Jannie Rosenberg Bendsens pointe, og ifølge hende er der lige nu, i jubilæumsåret 2018, tre store knaster, hvad bygningsfredning angår:
»Man kan sige, at der rent fagligt fandtes to grupper: Der var dem, der gik ind for bevaring, og der var dem, der var for udvikling. Der var bygningsfredningsloven, der handler om at bevare, og der var modernismens krav om sunde boliger og byer og lys og luft.
Den ene handler om, at der ikke er hjemmel i bygningsfredningsloven til at frede kulturmiljøer, men kun til at frede enkeltbygninger. Den anden handler om, at vi af samme årsag har et kæmpe efterslæb, hvad angår bygninger fra velfærdssamfundets tidlige periode, altså perioden efter Anden Verdenskrig og frem til sluttresserne. Her er det nemlig ofte ikke enkeltbygninger, men de ikke fredbare helheder, der er interessante og bevaringsværdige. Et godt eksempel på dét er Bellahøjhusene:
»Her er der 1.300 lejligheder fordelt på en række forskellige bygninger, og med den måde, man freder på i dag, og med den måde, man administrerer fredningerne på, vil systemet slet ikke kunne klare at forholde sig til så mange forskellige enheder,« forklarer Jannie Rosenberg Bendsen. Hun nævner samtidig, apropos Bellahøj, at vi danskeres evne til gennem tiden at bygge gode huse til almindelige mennesker faktisk har været unik i international sammenhæng.
»Mange andre steder i verden var det, man byggede til folket, af en så dårlig kvalitet, at det i dag fremstår som slum. Herhjemme har det ofte været helt anderledes. De bedste arkitekter, folk som Kay Fisker og Arne Jacobsen, har været med til at bygge almene boliger, og den store udfordring nu er så, at man ikke sætter »overfrakker« på husene i form af en ny isolering og ikke erstatter de originale vinduer med nye vinduer og den slags. Men det er en svær udfordring, og det vil blive frygtelig dyrt at renovere et sted som Bellahøj med den fornødne respekt«.
Og her er vi så fremme ved det, der ifølge Jannie Rosenberg Bendsen udgør den tredje aktuelle knast, hvad fredning angår, nemlig det forhold, at hverken landspolitikere - med Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, som en markant undtagelse - eller lokalpolitikere rundt omkring synes at være det fjerneste interesserede i bygningsfredning og i at betale, hvad det koster, hvad enten det så er bygningsfredningsloven eller lokalplanerne, der bliver sat i spil. Og det er altså virkelig et problem, mener Jannie Rosenberg Bendsen, for det kan godt være, at fx Bellahøjhusene ikke ligefrem er nedrivningstruede lige nu, men hvad med om fem år eller om 10 år? Måske vil der til den tid være nogen, der synes, at man kan benytte de attraktive byggegrunde til noget meget bedre end at istandsætte noget slidt velfærdsstatsarkitektur.
»Tænk også på sådan noget som Lægeforeningens boliger på Østebro,« siger Jannie Rosenberg Bendsen.
»De blev fredet i 1960erne, men dengang var der mange, der gerne ville have dem revet ned, de var i virkelig dårlig forfatning, næmest slum. Men fredningsmyndighederne fik dem bevaret, for her var der noget, vi skulle give videre til fremtiden, syntes de, og i dag er folk jo utroligt glade for at bo der - og de spiller en vigtig rolle i forståelsen af både Københavns historie og dansk arkitekturhistorie.«
Man kan også, siger Jannie Rosenberg Bendsen, nævne sådan noget som historicismen og nationalromantikken, som man finder mange eksempler på i et kvarter som Gammelholm, og som er repræsenteret af så markante bygninger som Københavns Hovedbanegård, Det Kongelige Teater og Københavns Rådhus - foruden talrige andre bygninger i kongeriget:
»Modernisterne hadede historicismen, og i en stor del af det 20. århundrede syntes de fleste, også i fagkredse, at den var overpyntet, grim, gammeldags og tilbageskuende, men i 1970erne begyndte man at frede arkitekturen fra perioden,« fortæller Jannie Rosenberg Bendsen, og det er hun glad for. Vi taler også om, at efterkrigstiden i det hele taget er fyldt med vanvittige eksempler på nybyggerier og nedrivninger, der blev ført ud i livet, og på ting, der nær var gået helt galt. Hvad var det lige, der skete?
»Man kan sige, at der rent fagligt fandtes to grupper: Der var dem, der gik ind for bevaring, og der var dem, der var for udvikling. Der var bygningsfredningsloven, der handler om at bevare, og der var modernismens krav om sunde boliger og byer og lys og luft. De to ting kørte parallelt, og de kæmpede mod hinanden, og i tilfældet Adelgade/Borgergade-kvarteret i København, var det modernisterne, der vandt. Tilbage i 1600-tallet var kvarteret det hotteste af det hotte, og det overlevede både Københavns to store brande og englændernes bombardement, men så forfaldt det, og til sidst boede der næsten kun ludere og lommetyve, og folk blev syge af at bo der. Den eneste mulighed, i manges øjne, var at rive hele skidtet ned og lave brede gader og nye sunde huse med større lejligheder, så det gjorde man.«
Men det kunne være endt endnu værre?
»Ja. Kronprinsessegade, der også var en del af kvarteret, var lige ved at ryge med i købet. Gaden blev så heldigvis fredet i 1944, fordi nogle forstod, at denne »væg« ud mod Kongens Have var så vigtig, men tænk, at nogle engang foreslog, at man hev hele den fantastiske gade ned! Tænk, hvis det havde været i dag! Men det var logisk at tænke sådan i en samtid, hvor man for eksempel også valgte at anlægge Thomas B. Thriges Gade tværs gennem Odenses gamle bydel, og hvor der var seriøse planer om at bygge en ringvej der, hvor Søerne i København ligger.«
Det var virkelig langt ude?
»Ja, det var langt ude, men det var den måde, man tænkte på dengang, og når man engang ser tilbage på vores tid, vil mange sikkert også tænke, at hvorfor rev vi Slagtergårdene på Vesterbro ned, og hvorfor vil Københavns Kommune af med forhuset ved kunstneren Astrid Noacks atelier på Nørrebro, og hvorfor kan vi ikke beholde Vikingeskibshallen?«
Men er vi, der går ind for fredninger, i virkeligheden ikke også lidt bagstræberiske?
»Nej, for vi vil ikke sætte udviklingen i stå. Det er slet ikke det, det handler om. Det handler om at forholde sig til det givne og tænke over, hvordan man både kan bevare og udvikle. På én gang.«
Jannie Rosenberg Bendsen og Mogens A. Morgens »Fredet. Bygningsfredning i Danmark 1918-2018« er på 368 sider og rigt illustreret. Bogen er udgivet af Strandberg Publishing.
