Nu åbner stort møbelhus i et gammelt pengeinstitut midt i København

Møbelhuset Paustian er tilbage i København. I dag åbner en stor forretning med god smag tæt ved Gråbrødre Torv.

Paustians nye møbelhus i Københavns centrum er indrettet i en tidligere bank. Hvor der tidligere blev tjent penge, er det nu et sted, hvor man kan bruge dem. Pressefoto

Financial Times har i 130 år dag efter dag, uge efter uge skrevet spalte efter spalte om, hvordan man tjener penge. Og så er det da sjovt, at den britiske avis også udgiver et livsstilsmagasin med den underspillede titel »How to spend it«.

Det er det samme charmerende paradoks, man kan møde i Paustians nye afdeling centralt i København. Den 1300 kvadratmeter store forretning er indrettet i lokaler, hvor der har været pengeinstitut. Så de sale og rum, hvor alt i mere end 130 år har drejet sig om opsparing og investering, er nu blevet til et hedonistisk tempel, der forfører til at bruge af opsparingen og udskyde investeringerne. For Paustian er et orgie af smukke møbler, lamper og et utal af lækre designobjekter, man ikke vidste, man havde brug for, men oprigtig talt i mange tilfælde har lyst til at købe og tage med hjem og glæde sig over funktionaliteten eller opfindsomheden i genstandene, der både kan være anerkendte designklassikere og nye påhit.