Den vestindiske skole

Det er overraskende lidt, man i dag ved om skole- og undervisningsforholdene i det gamle Dansk Vestindien. Skolehistorikere har gravet i arkiverne, og der er dukket et forunderligt fragmentarisk billede frem. Det er en spændende udstilling, der gør det af med ens forudfattede lettere romantiske forestillinger. Men Albert Løvmands skoler var nu kønne.

Det meste, der er skrevet i skolerne i den danske koloni De Dansk Vestindiske Øer, er skrevt i sand. Særligt opvakte drenge - og piger - fik senere lov til at skrive på vokstavle. I det store og hele er det forbløffende lidt historisk viden, man i dag har om skolelivet i det dansk-vestindiske samfund fra den første overtagelse i Christian den Femtes dage i 1671 og frem til salget i Christian den Tiendes femte regeringsår i 1917.

Animeret af opfordringer fra Dansk Vestindisk Selskab gik Dansk Skolemuseums leder Keld Grinder-Hansen og den interesserede studentermedhjælper Rune Clausen i fjor i gang med deres undersøgelser i Rigsarkivet, forespørgsler hos private med forbindelse til de caribiske jomfruøer samt andre museer.

»Skolen i palmernes skygge« om det vestindiske samfund og skolen i de næsten 250 år, stedet var dansk koloni, står nu som en fint opstillet udstilling i Dansk Skolemuseums fornemme, lyse hjørnelejlighed på 2. sal i den 205 år gamle ejendom i Rådhusstræde i København. Emnet er eksotisk og spændende, men ser man rigtig godt efter med sine nutidsøjne, er det faktisk en grufuld historie, der har udspillet sig i det tordnende hede tropeland, der blev intenst dyrket af importerede, ulønnede sorte mennesker og deres efterkommere, der først på det seneste - noget før men dog i forbindelse med generalguvernør Peter von Scholtens frigivelse af slaverne (uden Christian VIIIs samtykke) i 1848 - blev regnet som mennesker.

Til udstillingen er der fundet adskilligt ikke-publiceret materiale frem af arkiverne. Blandt dem er protokollerne fra de engelsk inspirerede Lancasterskoler, der byggede på indbyrdes undervisning. Elevernes navne står med sirlig brun blækskrift skrevet ved deres numre. Eleverne, hvad enten de hed Bruun, Oxholm, Abbot, Jackson eller Hornemann til efternavn, skulle i skoletiden kun kaldes ved deres nummer.

I tidens løb er der med skiftende held søgt organisering og højnelse af undervisningen på Sankt Thomas, Sankt Croix og Sankt Jan. Største samlede initiativ blev taget på von Scholtens initiativ i 1839, da der blev truffet beslutning om anlægning af såkaldte landskoler, i daværende dansk folkemunde kaldet slaveskoler.

Det er flotte huse at se på, og Henrik Wichmann har i fjor fotograferet de bevarede huse såvel som ruinerne af dem. De var tegnet af arkitekten Albert Løvmand (1806-1847) elev af C.F. Hansen, lillebror til de to kendte og i dag højt betalte blomstermalerinder Christine og Frederikke Løvmand. Hvad der skete inden for murene, må man nærmest gætte sig til, men det er interessante stumper, der er taget med på udstillingen. Kopier af fotografier, der er fundet for nylig i arkiverne, virker stærkt og taler deres tydelige sprog om de fattige kår.

Det er en udstilling med kontraster og glimt af særlige personligheder med både lys og mørk hud. Desuden stærke, originale genstande. Den mest kvalmende er en skarpretterøkse lånt på Handels- og Søfartsmuseet. Anvendt til halshugning af ulydige slaver. Men anrettet på von Scholtens trykte proklamation med frigivelsen. Man får næsten kvalme.

I mange menneskers opfattelse ligger der sikkert en romantisk opfattelse af livet på øerne med de smukt møblerede plantageejerhuse og hvide lette gardiner, der lufter i den milde tropevind. Det var også et sted med orkaner, tvang, sygdom og lidelse.

Det springer frem flere steder på udstillingen. Museumsleder Keld Grinder-Hansen har tydeligvis et godt forhold til kolleger i museumsverdenen, og hans museum har fået lov at låne fine ting. Blandt dem dele fra Nationalmuseets gennem flere år lukkede vestindiske stue.

Der vises møbler fra den sidste generalguvernør (1912-1916) Lars Christian Helweg-Larsens dagligstue. Og på glasset udenfor står nogle af hans synspunkter refereret. Man rødmer uvægerligt, når man erfarer hans menneskesyn.

Og man røres, når man ser fotografier og får historien om Alberta og den faderløse Victor, der på initiativ af skoleadministrator O. Rübner-Petersen blev sendt til København. Først udstillet i Tivoli på koloniudstillingen i 1906 sammen med islændinge, færinger, og grønlændere, senere uddannet på Vajsenhuset. Alberta døde ti år senere, men Victor Cornelins blev. Han kom aldrig tilbage til øerne efter sin lærereksamen fra Jonstrup, men blev viceskoleinspektør i Nakskov. Han døde i december 1985.

Til november udgiver skolemuseet på Odense Universitets forlag en bog med ti artikler om emnet. Blandt forfatterne er Ole Feldbæk.

Udstillingens konklusion er, at der aldrig blev tale om en dansk skole på øerne, men om en vestindisk-dansk skole. Den havde indflydelse fra England og Tyskland, gennem herrnhuterne, samt katolske islæt. Sproget var mest kreolsk og engelsk, og dansk havde en særlig høj prioritet. Der er planer om at omarbejde udstillingen til plancher, der skal vises på øerne til næste år.

»Skolen i palmernes skygge«. Særudstillingen varer til 31. december. Rådhusstræde 6, København. Åbent mandage til fredage kl. 10 til 16. Søndage kl. 12 til 16. Lørdag lukket. Entré 25 kroner.