Ekstase, ekspressionisme og erotisk energi i store udladninger!
»Babylon Berlin« kører i fuld fart på DR2 og millioner af fladskærme over hele verden. Den tyske successerie følger kriminalkommissæren Gereon Rath og skrivedamen Charlotte Ritter gennem farlige laster og endnu farligere lyster:
En sag om afpresning sender den dybt traumatiserede krigshelt og hans modige heltinde ind i et labyrintisk Berlin anno 1929 og ned i en underverden af sex, stoffer og yderliggående politik på begge sider af spektret.
Handlingen udspiller sig under Weimarrepublikkens sidste krampetrækning. Man vover sig ind i det brølende årti med slanke cigaretrør, med korte pageklip og korte skørter, med stilfulde herrer og evigt dansende drengepiger.
Prøjsens hovedstad er vokset eksplosivt frem mod århundredskiftet og blevet et hovedsæde for arbejderbevægelsen og dermed for politisk debat i almindelighed.
Café Bauer på hjørnet af Friedrichstrasse og Unter den Linden holder hele 800 dagblade fra indland og udland og gør sig til højborg for både de dekadente med kölnerwasser i badekarret og de nye ekspressionister med østligt inspirerede pangfarver.
Så kejser Wilhelm 2. kan snart se ud over en by i forvandling. Berlin ligner allerede i 1906 en »kropslig drøm med vellystigt åndedræt«, skriver poeten Robert Walser med diagnosen skizofreni. Prøjsens perle har taget hul på en mageløs metamorfose fra smuk kejserstad ved Spree til et »Babylon Berlin« og mangler nu kun to årtier med kaos.
Rejser sig som en Fugl Føniks
En dramatisk udvikling lige i halen på Første Verdenskrig sender allerførst byens børser og beværtninger til tælling:
Fremmede magter pålægger Tyskland en krigsskadeerstatning på op mod 3.000 milliarder kroner og fjerner kejser Wilhelm til fordel for den såkaldte Weimarrepublik med virkning fra februar 1919.
Republikken forhandles på plads i byen Weimar langt fra Berlin og bliver teoretisk set Tysklands første demokrati. At kalde det kunstige land for »Weimarrepublikken« er så godt som sikkert et påfund af Adolf Hitler og under alle omstændigheder af nyere dato: Samtidens damer og herrer har selv talt om det »Tyske Rige« og ellers danset videre til den nye jazz under »negerrevyen Chocolate Kiddies« på Zentral-Theater i Kreuzberg.
Traktatens bagside viser sig tidligt i 1923. Republikken ejer ikke de svimlende summer til erstatningen og må se franskmændene gå på straffeaktion i Ruhr med alle fabrikkerne. Og regeringen vil dæmpe folks vrede plus larmen fra en ung Adolf Hitler nede sydpå og pumper derfor pengesedler uden dækning ud i gaderne. Krigsskadeerstatningen og den fejlslagne pengepolitik fører til et af verdenshistoriens værste eksempler på hyperinflation og fordobler priserne på mad hver anden dag.
En redningskrans arriverer i form af kansleren Gustav Stresemanns såkaldte »Erfüllungspolitik«: Tyskerne vil slet og ret vise deres gode vilje over for verdenssamfundet og dermed afsløre resten af de oprindelige krigsskadeerstatninger som urimelige.
Planen går over al forventning og fører til franskmændenes retræte fra Ruhr og til vældige investeringer fra udlandet med en længe savnet stabilitet i økonomien til følge.
De tre år fra 1926 til depressionen begynder i 1929 med fornyet arbejdsløshed over hele kloden bliver derfor et historisk højdepunkt af økonomisk aktivitet og kunstnerisk intensitet - og »Babylon Berlin« udspiller sig så i de allersidste måneder af samme opgangstid.
Den blå engel
Når vi i dag tænker på »avantgarden« og »det moderne«, tænker vi meget ofte på fænomener fra præcis de måneder:
Billedkunstnere kaster sig ud i ekspressionisme. Alfred Döblin får udgivet romanen »Berlin Alexanderplatz« om den gryende nazisme. Og man begynder optagelserne til biografsuccesen »Der blaue Engel« med Marlene Dietrich som letlevende kabaretsangerinde.
Alle de kreative plus nye og gamle skikkelser inden for politik mødes på Berlins gigantiske etablissementer og drikker dus til den lyse morgen.
Selv senere arvefjender har rusen til fælles. Man sværmer for de samme netstrømper og tager samme narkotika: liberalister og nazister, konservative og kommunister, romantikere og ekspressionister.
Fronterne eksploderer ikke desto mindre i afgrundsdyb strid og skal snart sprænge den halve verden i luften.
Tænk bare på Ernst Jüngers skæbne: Den tyske soldat havde udgivet romanen »I stålstormen« i 1920 med dens frastødende og alligevel fascinerende erindringer fra Første Verdenskrigs skyttegrave. Han udvikler med årene en vis varme for den nazistiske sag og sender sine stadig mere glødende skrifter til partiets organer og sommetider til Adolf Hitler personligt.
Altså lige indtil han en dag i oktober 1929 har langet ud efter nationalisternes jødehad. »Vi debatterer ikke med overløbere, der udsætter os for uforskammede påstande i jødiske landsforræderes smudsblade,« svarer Joseph Goebbels i naziavisen Der Angriff få dage senere. »Herr Jünger er dermed et afsluttet kapitel for os.« Veteranen selv falder tilsyneladende tilbage i antisemitismens mørke og forbliver en kontroversiel skikkelse helt frem til sin død i 1998.
Weimarrepublikkens historie er uundgåeligt historien om dens undergang.Karl Dietrich Erdmann
Så vejen fra glasklangscaféer til sønderskudte banegårde viser sig frygtelig kort. »Weimarrepublikkens historie er uundgåeligt historien om dens undergang«, skriver historikeren Karl Dietrich Erdmann så tidligt som i 1955.
Nazisternes tilslutning havde ligget på 2,6 procent i 1928 og skal vokse til 43,9 procent ved det endegyldigt sidste valg i Weimarrepublikkens historie. Adolf Hitler slår sig sammen med det nationalkonservative Deutschnationale Volkspartei og kan nu regere med komfortable 52 procent af rigsdagens pladser.
Kansleren foretrækker en hverdag uden de nationalkonservatives indblanding og får gennemført Bemyndigelsesloven af 24. marts 1933. Lovens indførelse af diktatur kræver to tredjedeles flertal i rigsdagen og realiseres ved signalpolitik med højdepunkt i et løfte om katolske skolers fortsatte eksistens.
Adolf Hitler kommer altså ikke til magten på et valg i demokratisk forstand. Tysklands naive præsident udpeger ham bare som leder af forhandlingerne efter et uklart rigsdagsvalg i november 1932. Nazisterne udsteder siden to dekreter med udelukkelse af først de røde og siden de nationalkonservative fra valgkampen og kan dermed gå til urnerne uden effektiv opposition.
Frisind til i dag
Hovedparten af de mange millioner tyskere har levet relativt upåvirket af Babylons frisind. Film om store følelser har fremdeles trukket langt flere i biografen end eksempelvis Fritz Langs klassiske »Metropolis« fra 1926. At forbinde Weimarrepublikken med kokain og crossdressing på kostbare cafeer døgnet rundt forbliver et moderne fænomen.
Men selv byens bedsteborgere har mærket ét og andet. Tidens overflod af nøgenhed har ikke »kun« handlet om samkvem på tværs af køn. Kroppen uden tøj bliver - med teaterhistorikeren Karl Toepfers ord - et vigtigt våben i tidens almindelige kamp for frigørelse. Strippere og gymnaster med Bess Mensendieck i front lader udsigt til former være symbol på kvindens nye magt over sin egen krop og dermed sin identitet.
Alle får også moderne ideer i vores forstand. Folk havde få år før talt om Første Verdenskrig som en krig mellem hærchefer og deres respektive styrker. Vor tids fokus på hin enkelte i skyttegraven vokser først frem under Weimarrepublikken og kan i sig selv ligne lidt af en revolution i europæisk mentalitet.
Og både rig og fattig har kendt til »Laser og pjalter« af Bertolt Brecht og Kurt Weill med premiere i august 1928. Digteren og komponistens succes fører til musicalen »Happy End« i september 1929 med det eviggrønne spørgsmål: »Hvem er den største skurk: Manden der røver en bank - eller ham der grundlægger den?«
