Kan krigsfilm få os til at elske veteraner?

I TV og film ser vi krigsveteraner kæmpe med sår på sjæl og krop. Efter flere års tavshed er den hjemvendte soldat nemlig blevet tidens type. Det er ved at tage overhånd, mener tidligere udsendt, der er træt af »krøblingemyten«. Men måske viser det også, at vi endelig er klar til at tale om, hvordan vi håndterer de tidligere udsendte

Krigsveteranerne præger både film (som I Krig og Kærlighed til venstre), streamingserier (som Bodyguard i midten) og danske TV serier (som Kriger til højre)
Krigsveteranerne præger både film (som »I Krig & kærlighed« til venstre), streamingserier (som »Bodyguard« i midten) og danske TV-serier (som »Kriger« til højre). Fold sammen
Læs mere

Du så ham i »Bodyguard« på Netflix. Sammenbidt, kontrolleret – og angstpræget. Eller med rystende hænder i den tyske serie »Babylon Berlin«, der netop nu vises på DR2. Han var også omdrejningspunktet for »Kriger« på DR2 og i midten af den store danske spillefilm »I krig & kærlighed«, der havde premiere torsdag.

Krigsveteranen er nemlig alle steder lige nu, hvor han (og det er altid en han) kæmper og lider sig igennem både film og TV. Forklaringen er den enkle, at fiktionen har det med at afspejle, hvad der optager os i samfundet, siger lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet, Casper Tybjerg.

»Efter de store krige som Første Verdenskrig og Anden Verdenskrig har man set store bølger af film, der på forskellig vis berørte de udsendte soldater. Nu har især USA ligget i krig i mange år, og det genererer jo mange veteranfigurer. Det nye er, at vi også ser det herhjemme, hvor man ikke har så meget fokus på det heltemodige,« siger Casper Tybjerg.

Han suppleres af en mand, der er mere direkte i sin kritik. Redaktør Peter Ernsted Rasmussen er tidligere infanterist, reserveofficer og delingsfører ved Den Kongelige Livgarde. I 90erne var han med på det første hold af danske soldater, der blev sendt til Bosnien. Siden var han i Irak som presseofficer.

Esben vender hjem fra Første Verdenskrig i »I krig & kærlighed«. Fold sammen
Læs mere

»Der er enormt mange krigsveteraner i mange film og i TV lige nu. Men veteranmyten er også blevet en krøblingemyte. Man får på fornemmelsen, at alle veteraner ender med at få PTSD. Det er helt absurd, for der er masser af unge mennesker, som kommer tilbage og er styrket af deres udsendelser. Hvis man først har stået i Irak og skullet hjælpe nogle mennesker, bliver dagligdagsudfordringerne med at nå i Netto inden lukketid meget små. På den måde sætter en udsendelse også tingene i perspektiv. Det viser filmene sjældent.«

Vietnam-krigen skød hul i lærredet

Filmens hjemvendte soldater går selvfølgelig langt tilbage.

Efter især Anden Verdenskrig havde amerikanerne travlt med at beskrive familiefædrene, der vendte tilbage fra slagmarken. Skal Casper Tybjerg nævne den mest kendte, bliver det »The Best Years of Our lives«, der vandt en Oscar som bedste film i 1946. Filmen om de tre krigsveteraner var sigende for en periode, hvor man gerne ville vise, »at de hjemvendte havde problemer, der kunne løses«, som Casper Tybjerg forklarer.

Casper Tybjerg, lektor

»Jeg kan ikke komme på nogen film, som bruger karakterens baggrund til at vise, at han er blevet et bedre eller stærkere menneske af krigen.«


»Efter de store verdenskrige havde Hollywood svært ved at ignorere katastrofens omfang. Men i stedet for at være alt for pessimistisk gjorde man det ved at vise, at folk – trods vanskeligheder og handicap – kunne finde tilbage i det civile liv,« forklarer Casper Tybjerg.

Det ændrede sig brat med en anden voldsom krig.

60ernes Vietnam-krig var så upopulær, at 58 procent af amerikanerne mente, at deres tropper skulle trækkes hjem, da Gallup spurgte dem i 1968. Da soldaterne endelig kom retur i 1974, var mere end 58.000 af deres kammerater døde i konflikten.

I »The Best Years of Our Lives« vender sergenten Fredric March hjem til kone, børn og problemer, der er til at løse. Fold sammen
Læs mere

Traumerne kunne ses i biografen. »The Deer Hunter«, »Taxi Driver«, »Rambo«. Listen er lang, og filmene tragiske. Faktisk blev »The Dear Hunter« kontroversiel, fordi den også turde hylde krigsindsatsen. Holdningen tippede næsten over. Krigen var entydig ond.

»Siden da har den plagede soldat været en fast stereotyp, der stadig er i fuldt vigør. Man kan sige, at tanken om, at soldaterne er blevet gjort voldsparate på en måde, hvor de er farlige og psykopatiske, bliver født med Vietnam-krigen. Det er også blevet en meget effektfuld og dramatisk karakter.«

Dansk opmærksomhed efter Irak og Afghanistan

Her til lands er der ikke mange filmiske krigsveteraner, før vi nærmer os nutidens krige. Casper Tybjerg nævner et par film fra 40erne. Der er også film, som viser eftervirkninger af samarbejdspolitikken, men det er først efter krigene i Irak og Afghanistan, at soldaten for alvor får opmærksomhed. Og sjældent som en stærk og lysende helt.

»Jeg kan ikke komme på nogen film, som bruger karakterens baggrund til at vise, at han er blevet et bedre eller stærkere menneske af krigen. Det er nok svært for filmskabere at appellere til en stolthed over, at vi har været i Irak eller Afghanistan, fordi befolkningen som helhed har været kritisk over for de krige. Det er i hvert fald svært at finde nogen, der mener, at vi gjorde tingene meget bedre for lokalbefolkningen, og det er jo nok det, der skal til, hvis man ligefrem skal fejre veteranerne.«

Robert De Niro var – vist nok – veteran i Martin Scorseses »Taxi Driver«. Psykopat var han i hvert fald. Fold sammen
Læs mere

Der kan også være en anden forklaring. Nemlig den, at nyere stereotyper som regel skal bruges et par gange, før man tør ændre på det. Jenny Lund Madsen, der er medlem af Danske Dramatikere, drager en parallel til de brune skuespillere, der skulle spille mange grønthandlerroller, før de fik lov til at indtage lærredet som almindelige familiefædre.

»Typisk skal veteranen jo bruges til at vise en karakter, der er lidt ude af balance. Man kan heller ikke sige, at det er grebet ud af den blå luft, for mange kommer jo hjem med skader. Men det er også bare en nem måde at forklare en kompliceret karakter på,« siger Jenny Lund Madsen og uddyber:

»Som forfatter skal du lave en karakter, der er nem at afkode. Og en veteran er vi vant til at se som en person, der er plaget af mareridt og alkoholmisbrug. Det er måske ikke så nemt at installere den slags følelser i ham uden at skulle fortælle en lang og kompliceret historie først.«

Når ting bliver synlige, sker der noget

Selv om det kan være træls at se udsendte soldater lide og kæmpe, er der måske grund til at glæde sig over, at vi endelig ser veteraner i danske film og serier.

Ifølge Casper Tybjerg viser det nemlig, at  veteranerne »repræsenterer et offentligt problem, som er til genstand for diskussion i tiden«.

»Det underliggende tema er jo, hvordan vi hjælper disse mennesker, og hvordan vi som samfund skal forholde os til dem? Den slags tanker kommer af, at veteranerne bliver synlige,« siger Casper Tybjerg.

Det er Peter Ernsted Rasmussen enig i. Selv om han er træt af at se de nedbrudte krigsveteraner, understreger han også, at de er del af noget større. De er nemlig et bevis på, at danskerne har erkendt, at vi er aktive i krige. Og at nogle af dem, der kommer hjem, har store problemer.

Jenny Lund Madsen

»For forfatterne handler det jo om at lave en karakter, der er nem at afkode. Og en veteran er vi vant til at se som en person, der er plaget af mareridt og alkoholmisbrug.«


»Problemer, som vi stadig ikke rigtig har fundet ud af at håndtere rigtigt,« som Peter Ernsted Rasmussen siger.

Måske kan filmene være en del af løsningen.

»I det øjeblik, tingene bliver synlige, begynder der også at ske noget. Da jeg kom hjem fra Bosnien, skulle man nærmest undskylde eller i hvert fald forklare, at man havde været sendt ud. Folk vidste ikke så meget, og mange havde fordomme. I dag mærker jeg en anden respektfuld tilgang. Der er kommet en forståelse af, at her er et menneske, der har udført en opgave, som staten har pålagt ham.«

Eller som de siger i krigsfilmen »Black Hawk Down«, der skildrede de amerikanske soldater i Somalia:

»Når jeg kommer hjem, vil folk spørge mig: »Hvorfor gjorde du det? Er du krigsjunkie?« Ved du så, hvad jeg vil svare? Ingenting. For de vil alligevel aldrig forstå det. De vil aldrig forstå, at det handler om ham, der står ved siden af dig – og at det er det.«