»Barnaby er ikke død, han er bare på speed og automatvåben!«

Titlen alene vil aktivere et nærmest pavlovsk ubehag hos de fleste filmconnaisseurs, men heldigvis har den britiske serie »Bodyguard« intet som helst at gøre med blockbuster-makværket »The Bodyguard« fra 1992 med Kevin Costner og Whitney Houston. Det her er intenst britisk actiondrama midt i en terrortid. Heldigvis!

Den centrale figur i »Bodyguard«, David Budd, er ansat ved Londons politi i afdelingen kendt som intet mindre end »Specialist Protection Officer for the Royalty and Specialist Protection Branch«, som er politiets særlige afdeling for specialtrænede politifolk, der agerer livvagter for samfundets øverste VIPs. Det giver Budd en interessant dobbeltrolle. Han kan agere livvagt, men også begå sig i almindeligt opklarende politiarbejde.

Krigsklar

Budd spilles af skotten Richard Madden, der er mest kendt for rollen som Robb Stark i »Game of Thrones«. Han leverer en stærk præstation med en underspillet dirrende sårbar og samtidig agressiv maskulinitet, der gør karakteren let foruroligende samtidig med, at man føler sympati med Budd, som er tidligere krigsveteran.

I denne verden er projektiler ikke noget, som giver selfie-skrammer, men metal, der med overlydshastighed knuser ben, flænser kødet og dræber. Det er tydeligvis noget Budd har prøvet på egen krop, og hele hans væsen gennemsyres af det. Her er ingen voldsromantik, kun vold.

Davids figur virker umiddelbart primitiv og maskinel på overfladen, men der raser en indre krig i veteranen, som qua sin funktion tvinges til at forsvare principper og politk, han personligt afskyr. Det er ikke uden omkostninger.

Magt-erotik

Efter i første afsnit at have forhindret en terroraktion med mod, overskud og overblik, stiger David i hierarkiet og bliver personlig livvagt for den magtfulde og ambitiøse indenrigsminister Julia Montague, spillet med troværdig overlegenhed og intelligens af Keeley Hawes.

Der skal ikke afsløres for meget, men Montagues politiske ambitioner og en overhængende terrortrussel, skaber en medrivende handling, hvor intet er sort og hvidt. Det intellektuelle engagement, serien kræver af seeren, belønnes i rigelig grad med adskillige overrumplende og voldsomme actionsekvenser og en knivspids forbudt magt-erotik, der driver det komplekse plot.

De mange mere eller mindre klandestine sikkerhedstjenester bekæmper hinanden på kryds og tværs, ofte med dystre motiver. I dette moralske morads boltrer seriens mange magtfulde kvinder sig – der alle tituleres med et agtværdigt »ma'am« af deres underordnede. Men bemærk, at det sædvanligvis gennemtyggede kønsmæssige aspekt stort set er fraværende i serien – det her handler om magt og vold, men ikke om køn. Og kvinderne viser med al tydelighed, at kynisme ikke er særlige maskuline discipliner.

Farvel til tweed

»Bodyguard« giver baghjul til den klassiske engelske krimifortælling, der lugter lidt af grynede billeder og hengemt tweed, men man beholder heldigvis det særlige engelske talent for komplicerede og medrivende plot. Når den rette dosering af engelsk klassesamfund og de mange subtile fornærmelser afleveres med formfuldendt, perfid Oxford-diktion, er det altid en ekstra bonus. Så Barnaby er ikke død, han er bare på speed og automatvåben!

Selve produktionen er et meget vigtigt element ved seriens høje kvalitet. Man har adapteret den dyre high end produktion, man typisk kender fra de store succesrige amerikanske TV-serier, men beholdt den særlige, let gnidrede euro-stemning, der højner realismen og troværdigheden i fortællingen. Det er et virkeligt kvalificeret match mellem det bedste fra begge sider af Atlanten.

Overraskende drab

På trods af et persongalleri, byzantinsk i vælde, lykkes det kompetent serien at holde seeren fanget i den intense fortælling, som også har den fordel, at der ikke optræder nogen store filmnavne, hvilket gør det mindre åbenlyst, hvem der er den gode, onde eller grusomme – og allerede kort inde i serien kommer det første overrumplende dødsfald. Det er et klogt fortælleteknisk trick, der holder tilskueren på pinebænken i forhold til, hvad der venter om det næste hjørne, men som også gør, at man i den grad lige skal se, hvad der nu gemmer sig om hjørnet.

Der er enkelte gange, hvor manuskriptet står lidt svagt mod afslutningen, men de seks episoder er elementært spændende og medrivende. Og den grå, engelske dystopiske stemning, der gennemsyrer ikke bare England og TV-serien, men også den virkelige verdens Europa, giver serien en ubehagelig realisme, men også det nærvær, som gør, at man hurtigt kan bruge en fridag på at se de seks afsnit i rap.

Bodyguard

Serie på seks afsnit. Kan ses på Netflix.