Den glemte Første Verdenskrig bliver nu en del af danmarkshistorien

Første Verdenskrig blev glemt i dansk historie. Den blev overskygget af 1864-krigen og Anden Verdenskrig. Ikke mærkeligt, for vi var slet ikke i krig. Men dansksindede deltog i krigen. I år er det 100 år siden, krigen sluttede, og omsider er krigen blevet en del af vor fælles erindring. Bøger, artikler og film om krigen viser, at krigen nu ikke mere er glemt.

Der døde 648 danske søfolk under Første Verdenskrig.  Til deres minde rejste man i 1928 Svend Rathsacks mindesmærke ved Langelinie.Scanpix  Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Første Verdenskrig er blevet en underlig glemt størrelse i dansk historie, klemt inde mellem 1864-krigen og Anden Verdenskrig. Det er ikke mærkeligt, for mens Danmark var direkte involveret i 1864-krigen og Anden Verdenskrig med store tab til følge, så var vi ikke direkte impliceret i Første Verdenskrig. Og dog alligevel, for Danmark blev stærkt påvirket af krigen, og danskere og danksindede deltog faktisk i krigen.

Danmark og krigen

Danmark involverede sig i en storstilet krigsfangehjælp, der reddede tusindvis af fangers liv, og aldrig før eller siden var Danmark ansvarlig for så mange menneskers liv som under krigen fra 1914 til 1918. Denne krigsfangehjælp var med til at holde os ude af krigen. Direkte involveret blev derimod de ca. 35.000 dansksindede tyskere, der efter 1864-krigen og indtil grænseafstemningen i 1920 var tyske statsborgere, og som derfor blev rekrutteret til tysk krigstjeneste. Af disse ca. 35.000 dansksindede tyske soldater deserterede godt 2.500, og ca. 6.000 døde i krigen på Vestfronten og på Østfronten. Der var faktisk større tab end under 1864-krigen og Anden Verdenskrig, men disse dansksindede mennesker døde som tyske soldater, og derfor blev deres skæbner skubbet ud af den danske erindringskultur.

Tyske soldater fra et regiment med mange dansksindede soldater. Fotografiet er taget af en dansksindet nordslesviger i 1916 og viser hans dansksindede kammerater.Scanpix.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Bo Noerregaard.

Men det vil være for snævert kun at fokusere på de dansksindede nordslesvigeres krigsdeltagelse, for krigen havde mange flere danskere og dansksindede soldater, og på mange områder påvirkede krigen direkte det danske samfund. Den omfattende hjælp til krigsfanger resulterede i baraklejre i Horserød i Nordsjælland og Hald i Jylland. Den medførte danske frivillige læger, sygeplejersker og sanitetsfolk, der drog ud til fjerne afkroge af verden. Den betød indkaldelse af 140.000 mænd til den danske sikringsstyrke, hvilket påvirkede en stor del af samfundet. Der omkom 648 danske søfolk, fordi 102 danske skibe blev sænket, og billedhuggeren Svend Ratsach lavede et smukt minde for dem med et monument ved Langelinie, der blev rejst i 1928.

Danskere og dansksindede i krig

Og så er det mest overraskende, at de dansksindede nordslesvigere i den tyske hær ikke var de eneste dansksindede, der deltog i krigen. I Bjarne S. Bendtsens bog »Mellem fronterne« (2018) vurderes det, at ca. 30.000 danskere og dansk-amerikanere deltog i den amerikanske hær. Det vil sige, at stort set lige så mange dansksindede soldater deltog i den tyske hær som i den amerikanske. På fransk side kæmpede næppe mere end 150 danskere. Der var heller ikke mange i den britiske, australske og canadiske hær, men der var dog nogle, og flere faldt. Thomas Dinesen, Karen Blixens bror, var en af de kampberedte danskere, der kæmpede for canadierne og beskrev det i sin bog »No-Mans-Land. En dansker med Canadierne paa Vestfronten« (1929).

USA blev krigsdeltager i Første Verdenskrig og mange dansksindede og danskere meldte sig som soldater. Tallene er usikre, men Bjarne S. Bendtsen vurderer i sin bog »Mellem fronterne« at helt op til 30.000 deltog. Fotografiet viser korporal Howard Thompson og James H. White, der i marts 1918 fangede adskillige tyske soldater. Thompson holder en pistol, som han tog fra en dræbt tysk soldat.Scanpix.   Fold sammen
Læs mere
Foto: HANDOUT.

Men der var desuden frivillige på Centralmagternes side. En interessant skikkelse var forfatteren og instruktøren Stellan Rye. Rye var egentlig premierløjtnant i den danske hær, men forlod hæren og satsede på en forfatter- og instruktørkarriere. Hans succes stoppede efter en dom for homoseksualitet, hvorpå han rejste til Berlin. Her blev han filminstruktør og instruerede klassikeren »Studenten fra Prag« (1913), der stadig regnes for en af europæisk films hovedværker. Da Første Verdenskrig brød ud, meldte Rye sig som menig på tysk side. Han blev snart forfremmet til korporal og modtog jernkorset. I et af slagene ved Ypres i Belgien blev han alvorligt såret, taget til fange af franskmændene og døde kort efter på et fransk feltlazaret. Ryes ven, skuespillerinden Clara Pontoppidan, fortæller om ham i erindringsbogen »Eet Liv - mange Liv« (1949).

Puslingelandet, der hyggede sig i smug

Selvom krigen altså i høj grad blev en del af danskernes liv, var krigen alligevel et mærkeligt mummespil i kongeriget. Jeppe Aakjær skrev i 1916 skarpt om Danmark: »Du Pusling-Land, som hygger sig i Smug, mens hele verden brænder om din Vugge«.

Danmark tjente store penge på eksport til de krigsførende lande, hvoraf navnet gullaschbaroner blev skabt, fordi mange tjente penge på kød, der gik til gullasch og lignende mad til bl.a. den tyske hær. I de år blev der bygget store palæer, der blev rejst på penge tjent på krigens ulykker, og som stadig kan ses rundt omkring i landet. Ja, perioden blev ligefrem kaldt gullaschtiden, og en hel litterær genre, gullaschromaner, opstod.

Skildringer af soldaterlivet

Selvom danskerne hyggede sig i smug, og der blev tjent store penge på krigens ulykke, var danskerne ikke uvidende om rædslerne og de dansksindede nordslesvigeres kamp. Der udkom romaner og soldatererindringer, der solgte massivt.

Erich Erichsen var egentlig en forfatter i den hyggelige genre som Morten Korch, men hans barske roman om en dansksindet soldats tragiske skæbne i krigen blev en af tidens mest sælgende romaner. Den hed »Den tavse Dansker« (1916) og fulgte en ung soldat, som fik sprængt armen af: »Det var Rædslernes Rædsel, du. I begriber det slet ikke, I, der lever trygt på hjemlig jord og tjener Guld på andres Elendighed. I aner ikke, hvilken skrigende Jammer, hvilken bundløs Fortvivelse, hvilken grufyldt Umenneskelighed, vi har maattet opleve ... vi der skulde slaas for det Land, der tog os med magt ...« Romanen udkom i flere oplag og fik en overstrømmende modtagelse i England.

Dansksindede krigsfanger i Rusland fotograferet i 1917. Yderst til højre ses den senere danske nazileder, Frits Clausen.Scanpix. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Bo Noerregaard.

En anden populær roman var Marius Møllers »Han gjorde sin Pligt« (1916), der fulgte to dansksindede nordslesvigeres krigsdeltagelse. Romanen indeholdt grumme krigsscener: »Forleden Dag vi stormede, kom der en Flok franske Sorte imod os, en stor djævelsk Karl knuste hovedet på en Nordslesviger med sin bøssekolbe. Jeg styrtede mig over ham og jog Bajonetten gennem Hjertet på ham, saa den gik ud af Ryggen. Jeg maatte sætte min Fod paa den Sortes Bryst for at faa bajonetten tilbage.«

Dertil kom de dansksindede nordslesvigeres egne beskrivelser i breve og bøger. Claus Eskildsen beskrev i bogen »Østfront-Vestfront« (1929) sin egen og sine kammeraters krigsdeltagelse. Eskildsen lagde ikke skjul på, at også de dansksindede drog afsted med krigsbegejstring og eventyrlyst, men han sluttede bogen bittert: »Vi kendte jo ikke Krigens sande Aasyn.« Romanen viste dog, at billedet af alle de dansksindede som indædte modstandere af den tyske krigsindsats ikke var dækkende.

Populær blev Kristian Tastesens bog »En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen« (1921), der udkom i flere oplag. Tastesen var med fra 1914 og deltog i krigen på både Østfronten og Vestfronten. Her var krigens gru tydelig: »Foran vort Pigtraad laa ligefrem Dynger af Lig. De fleste af de Saarede var frosset ihjel, da det var 5 Dage siden Stormløbet. Enkelte var dog endnu i Live, de, der havde været saa heldige at komme til at ligge under nogle Døde eller Saarede. Det var rædselsfuldt Arbejde, naar man slæbte en Død væk, kunde man maaske se en Saaret, fuldstændig gennemblødt af Blod og Øjnene og Ansigtet fordrejet – og ofte var de gaaet fra Forstanden. Andre steder kunde man finde Dynger af afskudte Ben, Hoveder, Hænder og Indvolde.«

Under krigen iværksatte den danske stat og hjælpeorganisationer en omfattende hjælp til krigsfanger og civile. Hjælpen var med til at sikre den danske neutralitet. Danmark fik således ansvaret for nogle millioner krigsfanger i det russiske rige og mange ekspeditioner sendtes afsted med læger, sygeplejersker og sanitetsfolk. Det er vel nok det største hjælpearbejde, som Danmark nogensinde har udført. Desuden byggede man i Hald og Horserød barakbygninger til syge krigsfanger. Fotografiet viser danske kvinder fra Dansk Røde Kors hjemvendt fra krigen.Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: ukendt.

Danske forfattere

En interessant stemme i krigsdebatten var digteren Johannes Jørgensen. Han var pennefører for symbolismen i Danmark og var et internationalt anerkendt forfatternavn – kun overgået i berømmelse af Georg Brandes. Hans bog »Klokke Roland« fra 1915 blev den bedst sælgende krigsbog i Danmark og storsolgte også i resten af Europa. Han støttede Frankrig og Belgien i opgøret mod Tyskland og skrev flammende mod den tyske besættelse af Belgien.

En  kvinde i krigslitteraturen var den kendte forfatterinde Olga Eggers. Hun var et stort navn i Danmark og knyttet til Georg Brandes og den kulturradikale bevægelse. Hun var antitysk og skrev om mødrenes angst for at møde deres sønners død: »Den Lidelse, der fødes på Slagmarken, er som en mangegrenet Polyp, der strækker sine Arme ud til alle Sider, borer sig ind overalt, og rammer og forgifter uberegneligt.« Hun var en humanistisk stemme i perioden, men Eggers blev senere jødehader og nazist og spillede en rolle som propagandist for Nazityskland under besættelsen.

Vestfronten og Østfronten

Det var Vestfronten, der var i centrum for fortællingen om krigen, men faktisk kæmpede mange dansksindede også på Østfronten. I bogen »Fra verdenskrig til borgerkrig. Østfronten 1914-1924 set med danske øjne« (2018), skrevet af tre historikere, gives et nærgående billede af de dansksindedes oplevelser på Østfronten.

Sønderjyden Jens Møller skrev således i sin dagbog 18. marts 1916: »Det er helt forfærdeligt, som kanonerne går derude i dag, i ét væk hele tiden, så der må være noget nyt derude ved fronten.« Godt 10.000-12.000 dansksindede kæmpede østpå, og tabene for de dansksindede var store. Sønderjyden Hemming Skov skrev: »De fleste af ens bedste kammerater fra to år i kasernen fandt døden den dag. Vor komp. blev på denne ene dag halveret fra 250 mand ned til 130 mand.«

Ødelæggelserne var omfattende, og civilbefolkningen led. Sønderjyden Iver Henningsen skrev i februar 1915 følgende ved den tysk-russiske grænse: »Alt på tysk grund er fuldstændigt afbrændt og udplyndret. Smukke byer med elektriske strassenbaner, store hoteller, varehuse, kirker er en stor grushob.«

Hjemvendte nordslesvigske krigsfanger under deres besøg i København. Her besøger de dog Frederiksborg Slot i Hillerød efter at være ankommet med skibe til Skovshoved havn i 1919.Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Thorvald Larsen.

Bitterhed i Sønderjylland

I 1920 kom en del af Sønderjylland tilbage til Danmark, men mange sønderjyder følte sig efter krigen svigtet af resten af Danmark. Forfatteren Erling Jepsen, hvis bedstefædre begge deltog i krigen, formulerede det sådan: »Første Verdenskrig var en meget større tragedie for os sønderjyder end 1864. I 1864 døde der godt 3.000, mens ofrene under Første Verdenskrig var langt større. Anden Verdenskrig gik hen over os danske sønderjyder uden større tab, så det er Første Verdenskrig, der blev vor store tragiske begivenhed«.

Følelsen af at være svigtet af danskerne og blive glemt efterlod hos mange sønderjyder, ifølge Erling Jepsen, en følelse af vrede: »Mange sønderjyder var glade for 9. april – ikke fordi de støttede Tyskland, men fordi de hørte, at København ville blive erobret, så skadefryden var, at nu kunne københavnerne, som man havde følt sig svigtet af, prøve det, sønderjyderne havde været igennem, på egen krop.«