Dansen om den gyldne statuette

Natten til mandag uddeles den amerikanske filmpris Oscar for 87. gang. Selv om der efterhånden er stramme regler for, hvordan filmselskaberne må fedte og reklamere, hjælper det at have et stort annoncebudget.

Det er ham, der kæmpes om. Men ikke alle kneb gælder. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selv om en af hovedfærdselsårerne i Hollywood – Hollywood Boulevard – gradvist bliver spærret mere og mere af i ugen op til Oscar-festen, så man skulle tro, filmbyen ikke kunne ånde, er der lokal glæde. For Oscar-showet, der løber af stablen natten til mandag dansk tid, trækker arbejde til byen, hvor der rent faktisk laves stadig færre film. Lys- og lydfolk, limousinechauffører og alle de andre kræfter, der skal til for at få et show af den kaliber til at løbe rundt, har kronede dage.

Men ét er de penge, som begivenheden generer, noget andet er dem, der skal til for at blive nomineret, ja ligefrem vinde, en Oscar, som uddeles af det amerikanske filmakademi, der tæller cirka 6.000 medlemmer fra alle dele af filmbranchen.

Før nomineringerne bliver offentliggjort medio januar, må filmselskaberne gøre, hvad de vil for at få medlemmerne af det amerikanske filmakademis opmærksomhed.

I perioden mellem nomineringerne og det endelige show strammes reglerne, for hvad man må og ikke må. For eksempel må en films skuespillere og instruktør kun optræde offentligt fire gange i forbindelse med en visning af hver film, og man må ikke længere servere mad og stærk alkohol i forbindelse med filmvisningerne.

Paradoksalt nok sætter disse begrænsninger endnu mere gang i annoncer i aviser og filmbrancheblade, fordi der ikke er noget loft.

»Jo flere penge man har, jo flere annoncer kan man købe, men man kan også risikere at overdrive kampagnerne, så det giver bagslag. Jeg bakker op om reglerne, som de er i øjeblikket. Løbet er nogenlunde rent. I gamle dage lokkede man akademimedlemmerne med dyre luksusrejser og master classes med for eksempel Steven Spielberg, så det var en mere ulige konkurrence,« siger den danske filmproducent Kim Magnusson, der har personlig del i fem danske Oscar-nomineringer gennem tiderne, og som har vundet for kortfilmene »Valgaften« og »Helium«, instrueret af Anders Walther, der vandt sidste år.

Kolosale kampagnepriser

Filmproducenterne må maksimalt maile til akademimedlemmerne én gang om ugen, og omslagene på de DVD-udgaver af filmene, man sender til akademi-medlemmerne må kun være trykt i én farve, og hvis ikke reglerne følges, kan en film blive diskvalificeret.

Da Kim Magnusson sidste år havde »Helium« med i konkurrencen måtte han da også til lommerne undervejs. Det blev til en kampagne på omkring 20.000 dollar, hvilket svarer til 130.000 kr. I betragtning af at det er svært at sælge kortfilm, lyder det af meget, men i Oscar-sammenhæng er det pebernødder.

»Vi var ovenikøbet heldige, at flere danske film var nomineret – både spillefilm og dokumentarfilm – så vi kunne splejse om annoncerne med Det Danske Filminstitut og Producentforeningen. På den måde fik vi meget for pengene, og dansk film blev samtidig brandet vældig godt. Ud over synlighed ved reklamer er man også nødt til at have tilknyttet en agent,« siger Kim Magnusson.

Reklamerne for årets film fylder i flere uger de mere erhvervsrettede brancheblade som Variety og de blødere som Entertainment Weekly. »Risk. Above All« står der i helsidesannoncen for »Birdman«, og »The Best Film of the Year« står der om »The Imitation Game« lige oven over et billede af skuespilleren Benedict Cumberbatch, mens der i journalistiske artikler spekuleres i, om Clint Eastwoods »American Sniper« er på vej frem fra en plads bag i feltet. En helsidesannonce koster omkring 400.000 kr. i højsæsonen.

Hvor meget filmselskaberne sammenlagt bruger på at annoncere er hemmeligt, men blandt andre avisen the New York Times har for nylig regnet på det. Her lyder vurderingen, at den gennemsnitlige investering i markedsføring for en Oscar-nomineret film er mellem fem og otte mio. dollar.

Beløbet bruges på annoncer, særvisninger af filmen og publicister samt DVD-skiver til medlemmerne af akademiet. I alt svinger udgifterne mellem 200 mio. dollar og 400 mio. dollar hver sæson, mener iagttagere – tal der kan oversættes til omkring to milliarder danske kroner.

Forbudt at sælge statuetten

Kun hvis man vinder en Oscar, får man nogle af udgifterne igen, men det er kun omkring halvdelen - det vil sige tre mio. dollar. De fleste Oscar-kandidater er nemlig spillet færdig i biograferne, når man når hen til slutningen af februar, fordi de skal have haft premiere inden december sidste år.

Ganske få private samlere har gennem tiden forsøgt at købe en aflagt Oscar-statuette, men det er blevet stadig sværere. Siden 1950 har vinderne skullet skrive under på en klausul om, at statuetten ikke må sælges videre, uanset om man er i live eller ej. Oscar-akademiet har altid ret til at købe statuetten tilbage for én dollar.

De, som har forsøgt at sælge statuetterne, er blevet sagsøgt. Også hvis de er uddelt før 1950. Alligevel vurderer eksperter, at der er solgt omkring 150 af de indtil videre lige knap 3.000 uddelte statuetter. Den højeste pris har været halvanden mio. dollar og prisen kommer sjældent under 60.000 dollar.

Juraeksperter er dog uenige om hvorvidt akademiet har loven på sin side. Den klausul, som modtagerne skriver under, er kun på en enkelt side, og selv om den er bindende, kan den først håndhæves i det øjeblik statuetten er solgt. Og hvilken erstatning kan akademiet egentlig forlange, når det samtidig selv påstår, at værdien kun er én dollar? spørger en professor fra Harward Law School.

En del amerikanske filmfolk har købt Oscar-statuetter på auktioner for deres egne penge og har givet dem tilbage til akademiet, mens private samlere uden for filmindustrien har nægtet at adlyde.

»Det betyder noget«

En af dem er tryllekunstneren David Copperfield. Han købte den Oscar-statuette, der blev tildelt instruktøren af »Casablanca« (1942), og selv om han respekterer akademiets holdning, fastholder han, at den slags symboler bør stå, hvor de gør mest gavn - med henvisning til, at akademiets statuetter sjældent vises frem:

»Statuetten gør mere gavn hjemme hos mig end i et skab hos akademiet. Den er symbolet på det excellente og inspirerer mig i mit arbejde«.

Der er også skrappe regler, når det gælder deltagelsen ved Oscar-uddelingen, hvor der bag afspærringerne på Hollywood Boulevard er 3.332 sæder i The Dolby Theatre. Er man nomineret til en Oscar, kan man få en gæst med, men navnene er skrevet med noget, der ligner autolak på billetten, så den er personlig og kan ikke gives eller sælges videre. Man kan altså hverken købe sig til en Oscar-statuette eller en billet til showet uden at begå noget ulovligt. Eneste mulighed er selv at vinde.

Kim Magnussons senest vundne statuette står i øjeblikket på hans kontor.

»Nogle gange står den derhjemme og andre gange, hvor den står nu, fordi den har været med i »Aftenshowet« for nylig. Jeg sidder ikke og kigger på den, og svømmer hen og drømmer, men den betyder da noget for mig. At vinde en Oscar er det ypperligste man kan i vores branche. Mange siger, at det rent kreativt er finest at vinde Den Gyldne Palme i Cannes, men for mig er det største en Oscar, fordi det er en branchepris. Det er en hædring af ens arbejde, og de bedste i branchen har været med til at stemme om prisen, hvor en pris på en filmfestival er en mere subjektiv holdning,« siger Kim Magnusson.

TV 2 sender direkte fra årets Oscar-show – udsendelsen begynder søndag klokken 22.55.