Danmarks sidste minefelt

60 år efter at russiske krigsfanger med løs hånd strøede miner ud over et af Danmarks mest værdifulde naturområder, har myndighederne spærret en del af området med pigtråd. Danmarks sidste minefelt er stadig farligt.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Selvfølgelig bliver man lidt bekymret. Er der virkelig miner på stranden«, spørger Mathias Wehling fra Hamburg.

Han og hans kone og to sønner har smidt håndklæderne ved pigtråden, der går fra Skallingens klitter ned over den hundrede meter brede, bløde hvide strand. Lige nu er der lavvande, og sønnerne og deres far kan nemt smutte uden om pigtråden og gå mod syd.

Men hvis de gør det, er der en risiko for, at de træder på en af de personelminer, som tyske soldater under verdenskrigen satte russiske krigsfanger til bogstaveligt talt at strø ud over et af Danmarks mest værdifulde og fredede naturområder. Skallingen og det lave vand foran stranden var og er velegnet til at landsætte soldater i den invasion, som tyskerne frygtede og som fik dem til at bygge bunkers og udlægge landminer langs hele den jyske vestkyst.

På pigtråden bag ved familien Wehling advarer røde trekantede skilte om minefare. Store gule skilte fortæller på dansk, tysk og engelsk om de 10.000 gamle miner, som myndighederne, nu 60 år efter 2. Verdenskrigs afslutning, lige pludselig er kommet i tanke kan være farlige. Adgang Forbudt, Betreten Verboten, No Trespassing, står der.

På niveau med Balkan
Herfra, nogle kilometer syd for Blåvand og fem kilometer længere mod syd, lige så langt halvøen Skallingen strækker sig mod syd, er stranden og klitterne mennesketomme. Danmark er - igen - blevet et mineplaget land og dermed kommet ned på niveau med de - få - europæiske lande på Balkan, som ikke har magtet at befri deres natur og befolkninger fra truslen om at blive sprængt i luften. På listen over mineinficerede lande står for eksempel Bosnien, Albanien - og Danmark. Blandt de veludviklede europæiske lande har alle på nær Danmark ryddet op efter krigen. Bortset fra Danmark.

For at få forstå hvorfor Danmark er rykket ned på niveau med krigshærgede fattige lande må man hoppe mere end 60 år tilbage i tiden, da tyskerne frygtede den allierede invasion. Næsten 1,4 millioner landminer af mange forskellige slags blev gravet ned på Vestkysten. På Skallingen blev lagt syv forskellige typer, nogle af dem lavet af træ, så de ikke kan findes med minesøgere, der kun reagerer på metal.

De fleste blev lagt i lige rækker og tyskerne tegnede kort over beliggenheden. Efter krigen satte Danmark tyske krigsfanger til at fjerne dem igen - det kostede omkring 150 dræbte og hundrevis af sårede tyske soldater - men strandene og klitterne blev ryddede. Også de fleste af felterne på Skallingen blev igen tilgængelige for mennesker.

Men det gjaldt ikke felterne på den sydlige del af Skallingen og på strandene. Minerne blev spredt på eng- og marskområdet mod syd og i klitterne mod vest, og forsvarets regner med, at omkring fem pct. af de 10.000 tilbageværende miner - det er omkring 500 styk - stadig er i stand til at sprænge benene eller livet af folk.

Siden krigen har klitterne derfor været spærret, ikke fysisk, men med et par advarselstavler, der har forbudt færdsel i dem. Selve stranden har været minefri og åben.

Men naturen og havet respekterer ikke skilte. Siden krigen har havet gnavet sig ind på Skallingen. Derfor befinder minerne sig ikke længere kun i klitterne, men nu også på den fem kilometer lange strand.

Danmarks sidste aktive minefelt ejes af staten gennem Kystdirektoratet. Direktoratets lokale mand hedder Knud Ulriksen, han er formand, og kender Skallingen gennem flere årtier. Han er mange gange stødt på miner, som sandflugt og hav har gravet frem, og hver gang har han tilkaldt strandfogeden, som har forstand på miner.

»En gang fandt jeg en hel stak, som lignede hjul til et transportbånd, men som viste sig at være springminer. Den slags, som hopper en meter i vejret inden de eksploderer. Forsvarets minører kom og sprængte dem på stedet«, fortæller han.

De lokale undrer sig
Blandt de lokale undrer man sig over, at Skallingen nu pludselig bliver delvist spærret. Man har såmænd færdedes i klitterne og på stranden siden krigen uden at bekymre sig om miner, og en stor del af de gamle afspærringer, som blev sat op efter krigen, er taget af naturen eller fjernet af de lokale, som skulle bruge pælene og hegnet til noget mere nyttigt.

»Jeg har gået gennem klitterne og langs hele stranden mange gange. Men vi må vel gå ud fra, at myndighederne nu ser at få fjernet resten af minerne. Det er jo ikke rart at de ligger her, når de er farlige«, siger Hans Clausen-Hansen, der har sommerhus tæt på Skallingen.

Men det skal han nu ikke regne med. Kystdirektoratet sætter i løbet af kort tid en mere permanent spærring op, oplyser direktoratets ansvarlige, afdelingschef Jan Korsgaard. Spærringen bliver en meter høj, næsten ni kilometer lang og forsynes med 500 store trekantede røde advarselsskilte, svarende til international standard for minefelter.

Hvor længe afspærringen skal stå, ved han ikke. Men tilsyneladende har staten - ved Transportministeriet - ikke aktuelle planer om at fjerne minerne. Forsvaret skønnede i 1999, at det vil kræve 100 mands indsats i ti år - en udgift på 300 mill. kroner - at gøre Danmark minefrit. Og de penge har Kystdirektoratet slet ikke. Det beløb svarer til to hele års samlede budget.

»Men hvis vi får finansieringen, kunne vi påtage os at styre et rydningsprojekt. Man må bruge flere forskellige slags teknikker, og bagefter bliver der brug for naturgenopretning til de områder, der skal graves op. Det giver mulighed for at forske i, hvordan og hvor hurtigt denne slags natur genskabes«, siger han.

Men så ambitiøs er transportminister Flemming Hansen ikke. I en pressemeddelelse for nylig oplyste han blot, at man vil undersøge, om Skallingens strand kan tjekkes for miner en gang om året, så badegæsterne kan bruge den om sommeren.