Salvador Dali har altid været en omdiskuteret kunstner. Mens han levede. Og efter sin død. Elsket og hadet. Forgudet og foragtet. Over- og undervurderet.

Dali er for meget. Han har i det meste af sit liv været karakteriseret af excentricitet og ekstravagance. Hans selviscenesættelse var formidabel, og han blev kendt langt ud over egentlig kunstinteresserede kredse, men rygtet om ham har ofte været større end hans ry.

Det gælder adskillige andre kunstnere, men der har også været en klang af dubiøsitet, selvpromovering og overdreven kommercialisme over den spanske kunstner. De mange skandaler om forfalskninger. Hans egen produktion af merchandise. De grafiske tryk han signerede, før de var udført, sikker som han var på, at de nok skulle blive solgt. Hans frastødende antisemitisme og hans sympati for General Franco. Og som han bemærkede: »Jeg elsker togulykker - så længe det ikke går ud over os, der rejser på første klasse.«

Fra tid til anden er han blevet ugleset af kunstinstitutionen, og han er ligefrem blevet opfattet som et udtryk for dårlig smag. Det var, som om Dalis udbredte popularitet i sig selv gjorde kunstneren suspekt i fagkredse og navnlig de fagkredse, selvfølgelig, der altid synes at foretrække en kunst, få bryder sig om, og færre kender til, for derved at påpege egen fortræffelighed.Drømmelandskaber

Og så alligevel. Dali har talrige epigoner på samvittigheden, men hans betydning for maleriets udvikling er indiskutabel. For mange mennesker har mødet med hans billeder været en vigtig indgang til interesse for kunst, og for flere kunstnere, end man skulle tro, har han været igangsættende for deres maleri.

Louisiana viste ham første gang på en større udstilling i 1967 sammen med blandt andre Joan Miró og René Magritte og seks år senere for fuldt udtræk. Og skønt den, der skriver disse linjer, på det tidspunkt ingen forestilling havde om, at han skulle leve af at skrive om kunst, husker han klart, hvordan Dalis
landskaber med brændende giraffer og smeltende ure gjorde et stort indtryk. Det var simpelthen mærkelige billeder.

At kunsten skulle blive endnu mere mærkelig og i øvrigt havde været det gennem hele det 20. århundredes avantgardistiske tradition er en anden sag. Der var og er noget dybt fascinerende over Dalis store og mærkværdige ørkenlandskaber med den uvirkelige blå himmel og de sære begivenheder, der synes at måtte komme fra mareridt og underbevidsthed. De var da også, mange af hans bedste billeder, inspireret af Freuds studier i fortrængning og drømmetydning. Men hvor Freud ønskede, at vi skulle blive bedre og mere hele mennesker ved at forstå os selv, synes Dali at opfordre til, at man begiver sig ud i galskaben og dyrker sjælen som en last. Og når det var så interessant, skyldes det også, at der dengang vitterlig var mange tabuer - ikke mindst omkring seksualitet, hvor Dali mente, at skønheden udgjordes af summen af alle perversioner - og at der var noget at revoltere imod.Appetit på livet

Salvador Dali blev født 11. maj for hundrede år siden i den spanske by Figueras. Som sin landsmand Picasso påbegyndte han meget tidligt en kunstnerisk løbebane, modtog undervisning af Ramon Pichot, øvrigt en nær ven af Picasso, og debuterede som 14-årig. I 1921 blev han optaget på kunstakademiet i Madrid, hvor han bl.a. knyttede venskab med forfatteren Federico Garcia Lorca, der i 1936 blev myrdet af fascisterne.

Undervisningen var traditionelt anlagt, og Dali markerede sig i stærk opposition til Akademiet, hvorfra han da også blev bortvist. I stedet arbejdede han sig i sin studietid gennem en række af det unge århundredes nye radikale strømninger som kubisme og fauvisme, ligesom han blev påvirket af den fine italienske maler Giorgio de Chiricos stille og stemningsmættede, metafysiske malerier, der kan ses som en forløber for surrealismen.

I sidste halvdel af 1920rne opholdt Dali sig i stadig stigende grad i Paris, der på det tidspunkt var billedkunstens verdenshovedstad. Her traf han blandt mange andre Picasso og arbejdede sammen med filminstruktøren Luis Bunuel om filmen »Den andalusiske hund« (1928), der indeholder et af filmhistoriens mest modbydelige billeder: Et øje der bliver skåret igennem af et barberblad. På den måde, mente Dali, blev vores sind åbnet for den verden, der lå bag virkeligheden, og samme år blev han da også medlem af den surrealistiske gruppe centreret omkring forfatteren André Breton og med medlemmer som Miró og Magritte, Max Ernst og Man Ray.

Også lyrikeren Paul Eluard tilhørte kredsen, og han havde en efter sigende billedskøn hustru ved navn Helena Ivanovna Diakonova - eller Gala for nemheds skyld - som først blev Dalis model og siden hans partner i liv og kunst frem til sin død i 1982. Ægteskabet var stormfuldt grænsende til det underholdende. Dali var ingen kostforagter, når det gjaldt udenomsægteskabelige affærer, mens Gala havde en voldsom appetit for yngre mænd og tilsyneladende især af den udsøgte kategori, der kunne bistå hende i et af hendes mange talenter:

Hun var næsten lige så god til at bruge penge, som Dali var til at tjene dem.Guldfeber

André Breton, der ligesom Bunuel væmmedes over Dalis politiske standpunkt, smed senere den spanske kunstner ud af den surrealistiske bevægelse og formede et anagram af hans navn, Avida Dollars, der betyder noget i retning af at være pengs'begærlig, som det hedder i Jylland. Hvilket han heller ikke lagde skjul på, og det har været noget af en provokation i et generelt fattigt og/eller puritansk kunstmiljø, når han frejdigt erklærede, at »Dali elsker guld«. I øvrigt reagerede Dali på bruddet med Breton ved at forfalske kunsthistorien og fremstille det, som om det var ham, der tegnede surrealismen.

Ved udgangen af 1920rne havde den teknisk begavede Dali skabt sin første hovedværker og i det store hele lagt sig fast på den stil, vi i dag forbinder med ham.

Han døde i 1989. I de senere årtier kunne han eksperimentere med forskellige elementer lånt fra senere kunstretninger som eksempelvis pop-art, ligesom han arbejdede med smykker, teaterscenografi og bogillustrationer, men han føjede ikke nyt til sit værk, der nåede sit klimaks i slutningen af 1920rne og begyndelsen af 1930rne.