MADRID. Det er svært ikke at tabe pusten. Som det hænger dér i det ellers så funktionelle, uprætentiøse teaterrum, har det sin egen nærmest magnetiske udstråling. Farverne er klare og lysende i teaterprojektørerne, som var malingen smurt på kæmpelærredet i går. 8,76 gange 14,76 meter. Jo, formatet er respektindgydende – også i overført betydning.

Øjet går automatisk på lystvandring i det uudgrundelige mytologiske ørkenlandskab med de surrealistiske kæmpeskikkelser, der nærmest vokser frem af undergrunden og kaster lange skygger hen ad den golde jord.

Og så hjælper det selvfølgelig på det, at det kæmpestore scenetæppe har sin helt egen historie, der bidrager til dets særegne fascinationskraft.

Den verdensberømte spanske maler Salvador Dalí skabte det til balletten »Tristan Fou«, der gik på Metropolitan Operaen i New York helt tilbage i 1944. Dalí var flygtet til USA, da krigen brød ud og havde hurtigt etableret sig som en central skikkelse i amerikansk kunstliv. Balletten var bygget over Wagners opera om Tristan og Isolde, der også er figurerne i motivet – den ene formummet, den anden med et hoved, der er skjult i en mælkebøtteblomst i frø.

Siden har scenetæppet ikke været set. De fleste af sidetæpperne blev efter sidste spilledag klippet i tusinde stykker og solgt til interesserede som souvenirs. Også scenetæppet har været betragtet som tabt, men sandheden var, at det var rullet sammen og låst nede i en kiste, indtil en privat fond – den ekstremt diskrete European Art Collection – købte det for et par år siden og fik det renoveret. I virkeligheden skulle det blot sys lidt på bagsiden, for ellers var det i formidabel stand efter sin sikre forvaring.

Og nu indgår det i den spektakulære nycirkusforestilling »La Veritá« (»Sandheden«), som fra lørdag gæstespiller i Tivolis Koncertsal i regi af teatret Republique, som ellers holder til på Østerbro, men hvis to scener ikke er store nok til at rumme det omfattende gæstespil.

Det er den italienske instruktør Daniele Finzi Pasca, der har iscenesat forestillingen. Berlingske møder den smilende, mildt forekommende mand i en lædersofa på teatret i Madrid, efter at »La Veritá« har haft en vellykket gæstespilspremiere aftenen i forvejen.

Med sig har han sin hustru og nære samarbejdspartner, den lige så imødekommende Julie Hamlin. Parret og deres fælles, internationalt sammensatte nycirkuskompagni, Compagnia Finzi Pasca, var allerede et halvt år henne i arbejdet med deres nye forestilling, da de pludselig havde den europæiske fond i røret, fortæller de. Fonden havde erhvervet den gigantiske Dalí, og nu ledte den efter en teaterforestilling, der ville passe til det. Det var afgørende for fonden, at det enorme bagtæppe skulle ses og bruges i den sammenhæng, det var tænkt – foran et teaterpublikum, som led i en teaterforestilling, og ikke bare hænges op på et museum.

»De havde set andre af vores forestillinger,« fortæller Julie Hamlin. »Og de syntes, det kunne blive til et spændende møde mellem Danieles poetiske verden – vores arbejde med akrobater, som de mente, ville passe til surrealismen – og dette forbløffende maleri, Dalís univers og det, han repræsenterer.«

Parret var klar over det enestående ved projektet og accepterede. Herefter gik de i gang med at finde inspiration i Dalís verden, blandt andet ved at tage på en fælles rejse til kunstnerens hjemby, Figueres, i det nordlige Katalonien. Ikke for at bygge deres forestilling på håndgribelige, historisk-biografiske fakta om den spanske malers liv og værk, men for at finde frem til temaer og fornemmelser:

»Vi er ikke historiefortællere i konkret forstand,« forklarer Daniele Finzi Pasca med en karakteristisk blid, næsten uhørlig stemme. »Det er meget bedre at finde forbindelsesleddet til noget, der bevæger én. Mange associerer figuren Dalí med et hysterisk, teatralsk menneske. Men hans sidste år, hvor han mistede sin kone, levede han i mørke. Fra det øjeblik var han mere skrøbelig. Og den skrøbelighed var meget mere interessant for mig,« forklarer han.

»Der var en humor, en ømhed og en venlighed i ham.«

Et lager af erindringer

Selv om en masse elementer, der er genkendelige fra Dalís billedverden, dukker op i forestillingen, så er en del af referencerne spidsfindige. Dalí kunne finde på at optræde ved morgenbordet med et næsehornshoved påmonteret. Derfor toner næsehorn frem i billedet. Han elskede at lege med djævlespil som barn – sådan et er også med, ligesom Dalís kærlighed til korkpropper sætter sit præg, når himlen åbner sig for en kaskaderegn af propper.

Men også elementer fra malerens kunst har sneget sig ind: Meterhøje mælkebøtter i frø, genkendelige fra scenetæppet, dukker op. De medvirkende svinger sig på krykker og stænger, som også optræder flittigt i Dalís værker, snor sig i trapezer formet som DNA-strenge eller som de øjne, der også er et af Dalís tilbagevendende motiver.

Men i virkeligheden trækker instruktøren lige så meget på sin egen historie, hvor erindringen og nostalgien spiller en stor rolle: »I alle mine forestillinger fortæller jeg noget, jeg ved fra mit eget liv. Jeg er optaget af venskab, den nære forbindelse mellem mennesker, der er noget så mærkelig og magisk.«

På italiensk er nostalgi ikke et fyord, men blot en fejring af nuet, pointerer han. Og han bruger sin opvækst fra en lykkelig barndom i en lille italiensk by som det hukommelseslager, hvorfra han kan trække detaljer, som kan skabe erindringsforbindelser til andre mennesker.

Kompagniet, der ser sig selv som en stor, omrejsende familie, laver nænsomme tillidsøvelser og krammer hinanden før hver forestilling. Også mødet med publikum skal være som et »kærtegn«. Mens Dalís maleri er dystert, ladet med seksuel og dødsrefererende symbolik, er det en lettere, luftigere og mere glad imødekommende forestilling, der som en slags kontrast udspiller sig foran det.

»Du skal finde historier, der kan få frygten til at forsvinde. Det er ikke det samme som at undgå den. Man må koncentrere sig om smerten og derfra finde letheden,« forklarer Daniele Finzi Pasca om sin arbejdsmetode. Et princip instruktøren også har benyttet, når han har lavet teater i Calcuttas slumkvarterer eller i det krigshærgede Eritrea:

»Der var børn, der havde mistet alt. Deres far, mor, søskende, hjem – hvad gør du, når du skal arbejde der? Du kan ikke begynde med at tage en næse på og lave sjov. Du skal forberede dig på at fortælle historier, der kan forholde sig til dramaet bagved. Men på en let måde, for du kan ikke præsentere selve dramaet, det røde blod, for børn, som ikke kan sove, og som måske aldrig kommer til at sove i hele deres liv. Vores arbejde er at fortælle historier, der kan hjælpe med at helbrede en del af kroppen, en del af sjælen,« siger han og refererer til den italienske filmmand Roberto Benignis Oscar-belønnede film »Livet er smukt« som en inspirationskilde. Her lever hovedpersonen i sin egen, romantiske verden, og bruger dette til at overleve sammen med sin søn i en koncentrationslejr under Anden Verdenskrig.

Historier som i drømmen

Showet flirter i sekvenser med det uperfekte, og sådan må det gerne være i kompagniet, der består af musikere, klovne og akrobater. Daniele Finzi Pasca har tidligere iscenesat spektakulære nycirkusforestillinger for det canadiske verdenskompagni Cirque du Soleil, som publikum forventer sig perfektion af. I hans eget kompagni er der andet på spil: »Hos os er det anderledes, der regner folk nok mere med at blive bevæget, rørt, få en oplevelse på en anden måde.«

Nycirkusformen giver i det hele taget kompagniet mulighed for at arbejde anderledes. Med drømmens logik. Muligvis er den halsbrækkende, hundesvære akrobatik i centrum, men i tilgift får publikum et oplevelsesrum udenom i form af de mange lag af billeder, der lægges oven på hinanden:

»Det er vigtigt for os at fortælle historier, som er som i drømmen, hvor intet er klart, men som vores sjæl skaber for at fortælle os nogle ting,« siger Daniele Finzi Pasca.

At det dyrebare tæppe er en meget stærk tilstedeværelse, det kan være svært at hamle op med, er kompagniet godt klar over. Fra starten har de besluttet sig for en strategi, der gør det muligt at arbejde med det:

»Udgangspunktet for os var, at vi ikke skulle føle os besværede eller kuede af at spille op mod tæppet,« fortæller Julie Hamlin. En af de måder, kompagniet takler Dalí-billedets monumentale tilstedeværelse i scenerummet på, er at lade forestillingens klovne gøre lidt grin med det:

»Vi foreslår en auktion. Hvem vil købe det her grimme billede?«

Og bare rolig: Dalí-tæppet, hvis værdi er mørkelagt, er forsikret. Også selv om en jonglør skulle komme til at kaste en pind ind i det og lave et hul. Forsikringssummen er betalt af fonden, der ejer tæppet. Den sender også to specialister rundt med forestillingen. De hænger tæppet op og ruller det sammen mellem turneens mange destinationer.

Republiques gæstespil med »La Veritá« spiller i Tivolis Koncertsal fra lørdag og frem til 25. januar. På grund af tæppets dimensioner er det ikke muligt at få plads til det på scenen i Tivolis Koncertsal, hvor det er erstattet af en kopi. Til gengæld vil det ægte tæppe være udstillet i koncertsalen.

Berlingskes rejse til Madrid var betalt af teatret Republique, der præsenterer gæstespillet med »La Veritá« i Tivoli.