Dagbøger afslører topnazists inderste tanker: »Alt dette jøderi. Hvornår vil denne pøbel dog rejse?«

Nazisten Heinrich Himmlers dagbøger er sensationelt gravet frem fra gemmerne. En avis bringer uddrag af teksten, så læserne kommer helt tæt på bødlen Himmler, Adolf Hitlers fortrolige.

Heinrich Himmler i 1938 med sin datter Gudrun under en indendørs sports opvisning. SS-chefens dagbøger er nyt vidnesbyrd om nazirædsler. (Foto: Ukendt/Scanpix 2016) Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SS-lederen Heinrich Himmlers kalender-dagbøger er fundet i et russisk militærarkiv, og den tyske avis Bild begyndte tirsdag at publicere teksten. I 1983 blev Adolf Hitlers dagbøger publiceret af det tyske magasin Stern, men de viste sig efterfølgende at være falske. Imidlertid synes Himmlers kalenderdagbøger at være autentiske. Kalenderdagbøgerne, der indeholder kortfattede oplysninger om møder, personlige forhold og militære beslutninger, blev tilsyneladende erobret af Den Røde Hær i 1945 og bragt til Sovjetunionen. I år er de så blevet fundet i et militærarkiv i byen Podolsk, hvor de var arkiveret under betegnelsen dnewnik, hvilket betyder dagbøger, og først nu identificeret som Himmlers, skriver den britiske avis Daily Mail.

Der knytter sig stor interesse til Heinrich Himmlers person, fordi han som leder af SS var en af Nazitysklands mest magtfulde mænd, og fordi han førte sin egen politik, som han ikke altid informerede Adolf Hitler om. Således forsøgte Heinrich Himmler at lave særaftaler med Vestmagterne, hvor han blandt andet forhandlede om jødiske liv mod penge og lastbiler i det håb at skaffe Nazityskland fordele og måske ligefrem fredsaftaler.

Der var samtidig Heinrich Himmler og hans SS-folk, der stod bag den blodtørstige udryddelse af Europas jøder. Himmler havde ligeledes kommandoen over de mange KZ-lejre spredt ud over Europa, hvor 300.000-500.000 sigøjnere og millioner af blandt andre polske og russiske krigsfanger blev myrdet. Himlers kæmpestore SS-hær blev efterhånden et af Nazitysklands vigtigste krigsredskaber.

Afskyvækkende og ligegyldigheder

Dagbogen fylder 1.000 sider og en indførsel i august 1941 afslører, at Himmler, som var kendt for ikke at kunne udstå synet af blod, næsten besvimede, da hjernemasse fra et jødisk offer under en massakre uden for byen Minsk, sprøjtede ud over hans frakke.

I dagbøgerne er små ligegyldige hændelser blandet med afskyvækkende beskrivelser af mordmaskinens kværnen. Heinrich Himmler skrev, at han før henrettelsen af jøderne ved Minsk, fik massage af sin personlige læge. Han skrev i 1943 desuden om effektiviteten af de dieselmaskiner, der blev anvendt til at gasse fanger i KZ-lejren Sobibor. Samme dag, som Heinrich Himmler så disse maskiner arbejde, holdt SS-folk en festbanket for ham, noterede Heinrich Himmler.

Under et besøg i KZ-lejren Buchenwald i Tyskland nedskrev Heinrich Himmler: »Tog en bid mad i en café i SS-kasino.«

Han nedfældede ligeledes i en af sine kalenderindførsler, at han har krævet nye vagthunde i det kæmpestore Auschwitz-kompleks: »som er i stand til at sønderrive fangerne – undtagen deres ejere.«

Foruden at være herre over liv og død i det stortyske rige, så var Heinrich Himmler også fascineret af ariske myter og nordisk mytologi. Han var besat af astrologi og havde en forkærlighed for mærkelige diæter.

I en af sine indførsler i begyndelsen af 1943 anbefalede han, at SS-soldater, der kæmpede med den 6. arme ved Stalingrad, skulle have samme mad som Djenghis Khan gav sine soldater.

Gik til bryllup, da nederlaget rykkede nær

Kalenderdagbøgerne viser, at mens nazisternes nederlag rykkede nærmere, så var Heinrich Himmler optaget af daglige gøremål og partilivet. Den 3. juni 1944, tre dage før D-dag, skrev Himmler om SS-general Hermann Fegeleins ægteskab med Gretl Braun, der var søster til Hitlers elskerinde Eva Braun. Indførslen fortsatte med en beskrivelse af en frokost, der blev afholdt hos Hitlers sekretær, Martin Bormann. Dernæst beskrev Himmler selve bryllupsdagen, der blev holdt i Hitlers bjerghytte, Berghof. Alt dette skete, mens D-dag hastigt rykkede nærmere.

Det er ikke første gang, der dukker arkivalier op om Heinrich Himmler. I 2014 blev breve og fotografier, der blev vurderet som ægte af tyske historikere, fundet i Israel og efterfølgende publiceret i den tyske avis Welt am Sonntag. Der var i materialet blandt andet breve fra Heinrich Himmler til hans hustru Margarete.

Brevene dækkede også den tidlige periode, og de viser, at Heinrich Himmler og hans hustru fra første færd delte stærkt antijødiske holdninger. Efter Krystalnatten i Tyskland i 1938, hvor synagoger og jødiske hjem blev nedbrændt, skrev Heinrich Himmler til Margarete: »Al dette jøderi. Hvornår vil denne pøbel rejse, så vi kan nyde vores liv?«

Tilsyneladende delte Margarete fuldt ud sin mands holdninger. I et brev fra 1928 beskrev Margarete Heinrich som »en ond mand med et hårdt og brutalt hjerte. Jeg er lykkelig over at have en ond mand, som elsker sin onde hustru lige så meget, som hun elsker ham.«

Der er i dagbøgerne også mange referencer til datteren Gudrun, som var hans øjesten og fik kælenavnet Puppi. Margarete og Gudrun blev arresteret af amerikanske tropper i Italien. De blev i november 1946 bragt til Nürnberg for at vidne under krigsforbryderprocessen mod nazispidserne. Margarete blev i 1951 frikendt for at være medansvarlig for sin mands gerninger. I de senere år levede Margarete og Gudrun sammen i München, og når de udtalte sig til pressen, forsvarede de Heinrich Himmler.

Ifølge den britiske avis Daily Mirror er Gudrun, der i dag er 86 år, aktiv i gruppen Stille Hilfe, der har til formål at hjælpe nazister økonomisk og juridisk. Således har hun og foreningen betalt forsvarsadvokaten for SS-manden Samuel Kunz, der i 2010 stod anklaget for mord på 437.000 jøder

Trofast uden at være en del af inderkredsen

Selv om Heinrich Himmler var en af naziregimets mægtigste mænd, så stod han ikke Hitler nær. Hitler kaldte Himmlers fascination for mysticisme og pseudoreligiøsitet for nonsens. Himmler var ej heller medlem af Hitlers inderste cirkel, og de mødtes sjældent socialt. Men Hitler havde stor respekt for Himmlers effektivitet og radikalisme og stolede på, at Himmler gennemførte hans ønsker. Himmler blev regnet for en af Hitlers mest trofaste ledere.

Der er blandt historikere bred enighed om, at selv om Heinrich Himmler ikke var med i Hitlers inderkreds, så blev han regimets næstmægtigste mand. I løbet af naziperioden samlede han stadig mere magt under sig og forstod at udvælge dygtige mænd i toppen af SS.

Historikeren Wolfgang Sauer har skrevet, at »selv om han var pedantisk, dogmatisk og kedelig, så blev Himmler efterhånden den vigtigste mand efter Hitler selv. Hans styrke lå i en kombination af usædvanlig snedighed, brændende ambitioner og servil loyalitet over for Hitler.«

En af de førende tyske forskere, Matthias Uhl, siger: »Himmler var et uhyre fuld af modsætninger. På den ene side var han en skånselsløs magthaver, der brutalt gennemførte dødsdomme og planlagde Holocaust. På den anden side var han en omhyggelig og omsorgsfuld over for SS-eliten, familien, venner og bekendte.«

Heinrich Himmler forblev en af regimets vigtigste beslutningstagere frem til april 1945, hvor Adolf Hitler afsatte ham som SS-leder. Himmler ønskede ikke at gå i døden som sin fører, men flygtede først med en gruppe til Sydtyskland. Derefter gik flugten til Nordtyskland, hvor han blev taget til fange af britiske soldater. Trods forfalskede papirer blev han genkendt under afhøringen. Han begik da selvmord ved at bide en cyanidkapsel i stykker, der var skjult i en tand – han døde få sekunder efter.

Kalenderdagbøgerne er nu til nærmere videnskabelig undersøgelse på Det tyske Historiske Institut i Rusland. Til Daily Mail siger instituttets leder, professor Nikolaus Katzer, at kalenderdagbøgerne er »af afgørende historisk betydning«, og han synes ikke at betvivle deres ægthed.

I Daily Mail skriver historikeren Guy Walters efter en nøje gennemgang af dagbøgerne og konkluderer:

»Himmler fik aldrig den dom, som han fortjente. Han narrede den galge, hvor han uden tvivl ville være havnet, da han bed i cyanidkapslen. Men selv om vi aldrig hørte hans vidneudsagn, så har vi nu disse dagbøger. Takket være dem, så kan vi nu få en langt større forståelse af manden, og dagbøgerne sikrer, stik imod hans ønsker, at handlingerne ikke vil blive glemt.«