Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Jøder som samarbejdspolitikkens trofæ

Problemet med den danske historieskrivning om Danmark og jøderne er, at den hviler på en meget national ramme­fortælling, hvor man bruger jøderne til at rense samarbejds­politikken.

Theresienstadt eller Terezín er navnet på en garnisonsby og et fort i Tjekkiet, som under 2. verdenskrig blev anvendt som en tysk koncentrationslejr. Theresienstadt ligger 62 km nord for Prag ved floderne Elben og Eger. Theresienstadts historie går tilbage til 1780, hvor det østrigske kejserrige byggede et fort der bestod af en garnisonsby på hver side af floden Eger. På billedet, porten med påskriften ’Arbeit macht frei’, typisk for de fleste nazistiske koncentrationslejre, men atypisk i et Gestapofængsel. Fold sammen
Læs mere

Mens krigen rasede, rejste to danskere sydpå i juni 1944. Det var lægen Eigil Juel Henningsen, der repræsenterede Dansk Røde Kors, og embeds­manden Frans Hvass, der repræsenterede det danske udenrigsministerium. De deltog i et besøg til den tyske KZ-lejr Theresienstadt, der var placeret i Tjekko­slovakiet, og hvor ca. 480 danske jøder blev holdt som fanger. Delegationens øvrige medlemmer var lederen af Internationalt Røde Kors, Maurice Rossel, og en repræsentant fra det nazi­inficerede tyske Røde Kors. Juel Henningsens og Franz Hvass’ opgave var at undersøge, hvordan de danske jøder havde det.

Gennem krigens sidste fase havde SS-lederen Heinrich Himmler ført en politik, som han ikke orienterede Adolf Hitler om. Han havde nemlig indledt forhandlinger med jødiske organisationer og andre for at opnå fordele for Nazityskland og bane vejen for en separatfred med vestmagterne. Til det formål brugte han jøder som bytteobjekt, og det lykkedes i flere tilfælde for Himmler og hans SS-ledelse at få byttehandler i stand, hvor f.eks. jøder fra Auschwitz blev udvekslet for lastbiler. Fremvisningen af jøder i Theresienstadt indgik i Himmlers planer om at overbevise verden om, at jøderne havde det godt, så Himmler kunne styrke sin forhandlingsposition.

Nazisterne udfoldede en energisk indsats for at præsentere Theresienstadt så smuk som mulig, og danskernes lejr blev rengjort og frisket op. Det hele var et stort forfalsket shownummer, men delegationens medlemmer blev overbevist. Under den nøje planlagte tur gennem lejren snakkede danskerne kun med danske jøder og udviste ingen interesse for andre jøder. Efter rund­visningen forlod delegationen atter lejren. Den tyske over­rabbiner for Berlin, Leo Baeck, overlevede opholdet i Theresienstadt og skrev siden i sin selvbiografi: »Internationalt Røde Kors syntes fuldstændig at tro på den falske facade, der blev sat op til deres ære. Mange af husene var så overbefolket, at en tur gennem dem hurtigt ville have afsløret tingenes virkelige tilstand. Men da kun stueetagen kunne ses fra gaden, så flyttede de snedige SS-folk 2/3 af jøderne, der boede der, op til de øvre etager. Blomster blev puttet i vinduerne. Delegationen gad end ikke at gå op ad trapperne. Måske vidste de, hvordan de virkelige forhold var – men så ud, som om de ikke ønskede at kende sandheden. Effekten på vor moral var ødelæggende. Vi følte os glemt og forladt.«

Hjemkommet til Danmark skrev både Juel Henningsen og Hvass rapporter, hvor de sluttede af med at konkludere: »Inden for dette fra omverdenen aflukkede samfund er sket store organisatoriske fremskridt, især måske i løbet af det sidste halve års tid, og at der stadig arbejdes energisk på at forbedre på alle områder….« Rapporterne tegnede et særdeles positivt og rosende billede af forholdene i lejren, ikke blot for de danske jøder, men for jøderne generelt. Imens sendtes nye jernbanevogne af sted til Auschwitz med jøder, der skulle myrdes.

Franz Hvass orienterede besættelsesmagtens leder i Danmark, Werner Best, om delegationens rejse og indtrykkene derfra, hvorefter Werner Best underrettede sine overordnede i Berlin om rejsens succes – for nazisterne. Det var en stor propaganda­sejr for Heinrich Himmler, som Werner Best ofte stod i forbindelse med.

Man har siden diskuteret, om de danske delegater kunne have gjort andet, end de gjorde. Hvor de jødiske ledere, der forhandlede med nazisterne om udveksling af jødiske fanger, efter krigen blev udsat for heftig kritik for at have forhandlet med djævelen, var der ingen kritik fra danske historikere af Juel Henningsens og Hvass’ handlemåde. Hos historikere som Hans Kirchhoff og Bo Lidegaard blev det blot konkluderet, at for at redde de danske jøder kunne de intet andet gøre. Sagen blev set med danske nationale briller, og man borede ikke dybt i de moralske dilemmaer. Imidlertid blev disse forløjede rapporter videreformidlet til jødiske organisationer og de allierede. I en netop udsendt udgivelse fra Institut für Zeitgeschichte med titlen »Die Verfolgung und Ermordung der europäischen Juden durch das national­sozialistiche Deutschland« (2015) fremgår det, at rapporterne nåede frem til den internationale jødiske organisation, World Jewish Congress, og ifølge den danske forsker Silvia Goldbaum Tarabini Francapane, der er ved at færdiggøre en ph.d.-afhandling om jøderne fra Danmark i Theresienstadt, blev et referat af Hvass’ rapport desuden sendt til den amerikanske War Refugee Board, hvor man indsamlede oplysninger om jødernes forhold og til den amerikanske udenrigsminister, Cordell Hull.

Dette er en sensationel oplysning. Det vil sige, at de danske rapporter i 1944 indgik i det materiale, som de allierede havde, når de skulle bedømme, hvilke aktioner man skulle sætte i værk over for nazisternes jødeforfølgelser. De allierede debatterede, om man skulle bombe jernbanelinjer til Auschwitz og andet, og til grund for disse vurderinger må vi antage, at Juel Henningsens og Hvass’ rapporter indgik og kun kunne give det indtryk, at jøderne havde det godt. Men selvfølgelig ved vi ikke, om de havde nogen betydning i det samlede billede. I udenlandske historikeres bøger er det den generelle vurdering, at for lidt blev gjort, og at mange flere jøder kunne være blevet reddet, end tilfældet var.

Når danske historikere skrev om jøderne og Danmark, indgik det som et mantra i deres beskrivelser, at sam­arbejdspolitikken reddede jøderne. Kunne man ikke finde på andre undskyldninger for det nære samarbejde med nazisterne, så kunne man altid hive redningen af jøderne op som legitimerende argument for samarbejds­politikken. I virkeligheden er det et højst tvivlsomt argument, og hvis man vil påstå, at samarbejdet reddede jøder, må man medtage, at Nazi­tyskland blev styrket af dansk eksport, hvorved krigen forlængedes, og endnu flere jøder og andre døde i krigens sidste fase. Desuden er den direkte forbindelse mellem samarbejdspolitikken og jødernes redning en spekulativ affære, for langt mere sandsynligt er det, at de ledende nazister i Danmark ville redde deres eget skind, da de lod jøderne flygte i oktober 1943. Historikerne har også argumenteret med, at samarbejdet med nazisterne reddede de danske jøder i Theresienstadt, men også denne argumentation er næppe dækkende, for den afgørende årsag var Heinrich Himmlers behov for at fremvise udvalgte jøder for verdens­offentligheden.

Problemet med den danske historieskrivning om Danmark og jøderne er, at den hviler på en meget national ramme­fortælling, hvor man bruger jøderne til at rense samarbejds­politikken. Ligesom de danske delegationsmedlemmer ikke orkede at gå op på 1. sal for at se på forholdene, så orkede de danske historikere ikke at undersøge, om Juel Henningsens og Hvass’ rapporter blot var en temmelig uskyldig affære, og de undersøgte ikke, om disse rapporter var havnet i hænderne på de allierede. I andre lande, som f.eks. Frankrig, har man haft drabelige opgør om den nationale samarbejdspolitik, der betød død og deportation for jøderne. Opgøret er kun delvis nået til Danmark, for en konsensuslinje blandt danske historikere har holdt kritiske vurderinger ude af dansk historisk faglitteratur, og man nøjedes med en national fortælling og frifindelse af de danske beslutningstagere for at få fortællingen til at gå op. Men den snævre nationale fortælling kan ikke fortsætte, og i en globaliseret tidsalder er det nødvendigt, at man anvender et bredere perspektiv. I den roste amerikanske historiker Timothy Snyders netop udsendte bog »Black Earth. The holocaust as history and warning« skriver han, at forskningen nu må gå på tværs af landegrænserne: »Fordi tyskere og andre ikke myrdede jøder i Tyskland, men i andre lande.« Også i Danmark må vi nu vride historien ud af de nationale historikeres nationale beskrivelse og sætte dramaet om de danske jøder ind i en international sammenhæng.

Kronikken bygger på en artikel af Bent Blüdnikow i det netop udkomne tidsskrift, Historisk Tidsskrift: »Moral og internationalisme i debatten om jøder og Danmark.«