Da cirkus kom til byen

I anden halvdel af 1800-tallet begyndte tyske cirkus-ensembler at besøge København. Det blev hurtigt en interessant oplevelse for almindelige mennesker at se rigtigt levende, vilde dyr optræde i manegen for slet ikke at tale om kunstberidere, som kunne få deres heste til at foretage sig de besynderligste ting.

Cirkusbygningen på hjørnet af Jernbanegade og Vester Farimagsgade - i dag Axeltorv, som var pladsen foran byens Hovedbanegård. I Jernbanegade ses Panoramabygningen og Dagmar og yderst til højre forlystelsesetablissementet National. Foto fra 1886 Fold sammen
Læs mere

I anden halvdel af 1800-tallet begyndte tyske cirkus-ensembler at besøge København. Det blev hurtigt en interessant oplevelse for almindelige mennesker at se rigtigt levende, vilde dyr optræde i manegen for slet ikke at tale om kunstberidere, som kunne få deres heste til at foretage sig de besynderligste ting. Og yndefulde, let påklædte cirkusprinsesser, som gjorde akrobatiske bevægelser på gulvet eller frit svævende i luften. Der var så meget at se på, at man kunne blive helt svedt.

Men det skyldtes nu også, at der sædvanligvis var overordentlig hedt i lokalet. Hvert selskab, som kom til byen, fik tilladelse til at opføre interimistiske træbygninger, og så handlede det om at klemme så mange tilskuere sammen, som det var muligt. Den opgave blev overladt til »pakkerne«, som skulle sørge for, at ingen ledig ståplads gik til spilde. Der var altid plads til en til, for pakkerne fik procenter af omsætningen, og folk, der havde købt siddeplads, måtte uden ekstra betaling have børn anbragt på skødet.

I december 1881 blev forlystelseslivet ramt af en katastrofe, som satte sig dybe spor. Det berømte Ringteater i Wien brændte, og 896 mennesker mistede livet. Blot få dage senere blev der indført nye bestemmelser for at øge brandsikkerheden i de københavnske teater- og cirkusbygninger. Den tidligere så kaotiske sammenstimlen af mennesker blev forbudt, og det samme gjorde den uhæmmede tobaksrygning som betød, at det overalt havde flydt med tændte cigarer. Endelig blev det påbudt ethvert etablissement at installere et jerntæppe mellem scenen og tilskuerpladserne.

Allervigtigst var det imidlertid, at de gamle brandfarlige trækasser ikke længere måtte tages i anvendelse til cirkusforestillinger. Det havde ikke mindst byens teaterdirektører stor forståelse for. Nu så det endelig ud til, at de slap for den ubehagelige konkurrent, men sådan kom det slet ikke til at gå. For cirkusfeberen havde grebet folket, og derfor blev det besluttet at opføre en brandsikret stationær cirkusbygning i sten. Den skulle ligge i Jernbanegade lige over for Hovedbanegården, og opgaven blev overladt til tidens byggematador Hellig Hansen, som netop havde haft indvielse på det storslåede Dagmarteater i den modsatte ende af gaden. Hansen løb imidlertid ind i økonomiske problemer. Derfor gik opgaven gå videre til tømrermester Frits Petersen, og ham var det, som rejste Københavns første rigtige cirkusbygning.

Da det gik op for teaterdirektørerne, hvad der var på vej, blev de nærmest grebet af panik. Et cirkus, som ikke blot kom forbi i sommermånederne, men kunne være under tag hele året, var mere, end de kunne klare. Det var en trussel mod deres kongelige privilegium, og de henvendte sig derfor til majestæten, Christian IX. Han måtte hjælpe dem. Men kongen holdt også af cirkus, så deres sag stod dårligt. Endog chefen for Det Kongelige Teater var med i deputationen. Han brød sig ikke om, at der blev opført store udstyrsballetter med masser af dansere i cirkusmanegen. Og det var ikke, fordi han ikke kunne lide ballet.

Enden på miseren blev, at der i den nye bygning kun måtte være optræden af cirkusartister i de fire sommermåneder fra midt i maj til midt i september. Det var til at leve med, for i den periode var de fleste teatre alligevel lukkede, og så mente de nok, at der ikke kom mere konkurrence fra den nye opkomling. Men det gjorde der, for lige så snart de tyske ensembler pakkede sammen og rejste hjem for vinteren, blev lokalet bygget om til Københavns største forlystelsestempel, en varieté helt i tidens ånd med optræden af internationale artister og udsøgt servering. I Jernbanegade fløde champagnen i stride strømme, og til de smægtende toner fra musikdirektør Georg Lumbye blev der danset til den lyse morgen. »Cirkus Varieté« blev en langt mere blodig konkurrent, end et gement vintercirkus ville have været. Nu var det ikke kun teatrene, der blev ramt, men hele det københavnske forlystelsesliv. Det første år var det cirkusdirektør Ernst Renz, der lejede sig ind, men allerede den følgende sæson overlod han pladsen til kollegaen Albert Schumann. Det gik godt, og efterhånden blev det fast kutyme, at familien Schumann optrådte hver sommer i København.

Al denne lyksalighed var ved at få en brat ende en nat i marts 1914, for da gik det brandsikre hus op i luer. Om morgenen stod kun de sodsværtede mure tilbage, men det var nok til, at man kunne rekonstruere bygningen med en endnu højere kuppel.

Det var samtidig med, at filmen trængte frem som en ny konkurrent til de traditionelle forlystelser. Det ramte også»Cirkus Varieté«, som måtte dreje nøglen om, og så blev cirkusbygningen hver vinter indrettet til en af hovedstadens største biografer med det internationalt klingende navn World Cinema. Det lød flot, men det var mere end de fleste almindelige mennesker uden sprogkundskaber kunne magte. De kaldte stedet Vold Kinema, men med tryk på midterste stavelse.@Tekst m. indryk:

Cirkusbygningen på hjørnet af Jernbanegade og Vester Farimagsgade - i dag Axeltorv, som var pladsen foran byens Hovedbanegård. I Jernbanegade ses Panoramabygningen og Dagmarteatret og yderst til højre forlystelsesetablissementet National. (Foto: 1886. Før og nu, 5. årg).