Da byen mistede Syvstjernen

Indkørslen til Frederiksberg Allé set fra Vesterbrogade med ejendommene på hjørnet af Værnedamsvej yderst til højre. På den grund lå velhavervillaen »Syvstjernen« for 200 år siden, da den ved en administrativ fejl blev en del af amtet og efterfølgende kom til at ligge på Frederiksberg. Foto fra 1919, da der var biograf på hjørnet. Før og nu, 5. årg. Fold sammen
Læs mere

Sjusk og uvidenhed i den kommunale administration var årsag til, at hovedstaden for et par hundrede år siden mistede et stykke jord på Vesterbro til Københavns Amt. Det handler om grunden mellem Værnedamsvej nummer 1 og 3 og Frederiksberg Allé nummer 2, 4 og 6. Trekanten, der danner en spids vinkel mod Vesterbrogade, ligger i dag på Frederiksberg af den simple årsag, at kommunegrænsen følger Værnedamsvej. Men sådan har det ikke altid været.

Værnedamsvej har sit navn efter den navnkundige øltapper Werner Dam, og da den blev anlagt i 1700-tallet, lå den også på grænsen mellem by og land. Men dengang gik skillelinjen på tværs af vejen omtrent ud for Tullinsgade, således at strækningen ud mod Gammel Kongevej hørte til amtet, og stykket mod Vesterbrogade hørte til byen. Fra skellet på Værnedamsvej fulgte kommunegrænsen en linje hen over Frederiksberg Allé ved Sankt Thomas Plads, og det er forklaringen på, at den kongelige allé oprindelig kun strakte sig hertil. Ind mod byen tilhørte jorden ejeren af Den Gule Hest, og det respekterede Frederik IV tydeligvis. For det var kun en smal stikvej ud til Vesterbrogade, han anlagde hen over øltapperens ejendom. En lidt tarvelig indkørsel til den kongelige sommerresidens, var det jo, men den fejl rettede Christian VI. Først købte han markjorden hen mod Værnedamsvej, så han kunne udvide indkørslen til alléen, og derefter blev en statelig smedejernsport sat op. Frederiksberg Allé var lukket land for uvedkommende.

Afhændet til le- og spadesmeden

Efter endt arbejde havde kongen imidlertid et trekantet stykke jord til overs, og så er vi tilbage ved begyndelsen. Grunden blev afhændet til le- og spadesmed Joachim Segebath i sommeren 1738, men nu var spørgsmålet, om jorden fortsat skulle være en del af København eller overføres til amtet? Magistraten var ikke i tvivl: Den mark, som kongen havde købt for at udvide sin allé, havde altid været en del af København og skulle ud i al evighed være det. Og amtmand Gersdorff bekræftede i et dokument, at le- og spadesmeden var underkastet stadens jurisdiktion ligesom alle andre borgere på Vesterbro. Så gik der en halv snes år, og nu var det en hestehandler, der ejede jorden. Wulf Ottosen Holm hed han, og ligesom alle andre i denne del af byen havde han en nebengesjæft som øltapper. Men han var også, med skam at melde, noget af en byggespekulant. Først udvidede han sit grundstykke ved at skubbe lidt til rækværket ind mod den kongelige allé, og så fik han med hjælp fra venner og bekendte opført en del tvivlsomme huse på grunden. Hestehandleren, der altså også solgte øl, påtog sig selv murerarbejdet, og en soldat, hvis navn han ikke var i stand til at opgive, havde ansvar for den vanskelige del af tømrerarbejdet. Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til, og så flyttede endnu flere øltappere ind på grunden ved indkørslen til Frederiksberg Allé. Det var en torn i øjet på myndighederne, og til sidst forbød magistraten hestehandleren at opføre flere bygninger. Men nu lå de der, og det var først efter hans død, at der opstod mulighed for at komme af med de »ni ringe og forargelige huse«, som der stod i et officielt dokument fra 1765. Gennem en stråmand blev grunden købt af kongen på en offentlig auktion, og så blev de elendige rønner, »der både vansirer promenaden, og som værtshuse giver anledning til uordentligheder, revet ned.«

På den måde fik Christian VI udryddet en håndfuld udskænkningssteder ved indkørslen til den kongelige allé. Kun en enkelt øltapper overlevede massakren. Han hed Lars Rasmussen, men hans værtshus lå så langt inde mod Værnedamsvej, at det ikke gjorde skade, og rundt om på trekanten opførte standspersoner nu smukke villaer. En af dem hed »Syvstjernen«, og den købte universitetsbogtrykker Schultz i året 1800. Men så meldte det gamle spørgsmål sig igen: kommunen eller amtet? Det skulle et par betroede medarbejdere afgøre. Hammerich og Jacobsen hed de, og de var sikkert både skikkelige og ædruelige i deres daglige virke på rådhuset, men grundige var de ikke. For de overså helt den gamle forordning, der bestemte tilhørsforholdet til København, og derfor overlod de uden videre grunden til amtet. Det betød, at den siden hen kom til at ligge på Frederiksberg, men den afgørelse kunne bogtrykker Schultz godt leve med. Så slap han for at betale vægterskat til København. Troede han, men fem år senere blev det fra højeste sted besluttet, at vægterne var til gavn og glæde for alle, der boede på Værnedamsvej, og så skulle husejerne på begge sider af kommunegrænsen også betale for fornøjelsen.