Blodhævn og æresdrab

Det går hårdt for sig i de antikke tragedier. Far dræber datter. Hustru dræber mand. Søn dræber mor. De tragiske hævn, og æresdrab i slægten synes uden ende, indtil guderne griber ind. Det skete for 2.500 år siden, og det sker endnu.

I Dionysos Teatret neden for Akropolis blev alle de store tragedier spillet. Her er det en af Korerne, de påklædte unge piger på Akropolis. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

For et par år siden sad jeg i Dionysos Teatret neden for Akropolis sammen med nogle andre turister. Det er grundlagt engang i det femte århundrede f.v.t., og her er der blevet spillet dramaer af blandt andre Aischylos og Sofokles. Det er fantastisk at sidde dér og forestille sig, at skuespillerne har gået dernede og deklameret de samme replikker, som vi nu så mange år efter stadig kan læse. Det var på de sten, skuespillerne gik. Det var på de sten, Athens borgere sad.

Netop nu kan man få Aischylos’ 2.500 år gamle tragedie »Orestien« i dugfrisk dansk oversættelse. Mens jeg har siddet og læst den, har det været som at høre et livagtigt ekko fra de gamle tider og få Aischylos’ ord og vers bragt lige ind i mit liv.

Tredelt drama
»Orestien« er et mægtigt drama i tre dele. I første del kommer helten Agamemnon hjem fra Troja efter ti lange år. Hans hustru Klytaimestra tager kærligt og indsmigrende imod ham, men kun for at dræbe ham med et sværd, da han er kommet i bad. Hun vil ikke blot hævne, at han for at få god vind inden han tog af sted ofrede deres fælles datter, hun vil også af med ham, fordi hun har fået en elsker i Aigisthos. I anden del kommer sønnen Orestes tilbage til kongsgården for at hævne drabet på faderen, og efter svære overvejelser sammen med søsteren Elektra beslutter han i samklang med Apollon at dræbe moderen og hendes elsker. Det sker, men så er om ikke fanden løs, så erinyerne. Det er slægtens hævngudinder, som plager Orestes til vanvid, så han i rædsel flygter fra hjemmet. I tredje del har Orestes søgt tilflugt i Apollontemplet, hvor der bliver holdt dom over ham. Han er skyldig i mordet på moderen, hvad han ikke benægter, men spørgsmålet er, om han er hjemfalden til straf, eller om han blot har gjort, hvad han skulle.

»Orestien« handler således om blodhævn og æresdrab, som tilsyneladende er uden ende, men som guderne dog ender med at sætte en stopper for. Guderne maner til orden, og erinyerne – de frygtelige hævngudinder – forvandles til sidst til de venligtsindede og lykkebringende eumenider.

Due på kanten
Det er en helt igennem smuk udgivelse fyldt med kunstneren Peter Brandes’ manipulerede fotografier af antikke motiver. De angiver en dyster og skæbnesvanger stemning og går i spænd med den grusomme tekst. Otto Steen Due, der allerede har givet os glimrende oversættelser af Homer, Vergil og Ovid, er igen i fuld vigør og bringer på lette versefødder teksten godt ind i det 21. århundrede. Han er som sædvanlig ikke bange for at gå lige til stregen og også en gang imellem i sine utrættelige anstrengelser for at ajourføre sproget. Han lader således Orestes tale om turister, som bliver bytte for banditter, der røver deres penge. Hvad laver turister i det femte­ århundrede f.v.t.?

De fandtes da vist ikke. Til gengæld finder man dem i dag på Akropolis i så stort et antal, at man dårligt kan få øje på de gamle ruiner. I dag er vi alle turister i tid og rum og kan nu være det på en mere kvalificeret måde, idet vi har Aischylos’ tekst til rådighed. Snart kan vi få den at se og høre i Jokum Rohdes bearbejdning og Klaus Hoffmeyers iscenesættelse på Det Kongelige Teater. Så skal det blive spændende at se, om de kan løfte det store drama op, så det for alvor kan fungere på en dansk scene anno 2008 og har noget at sige i en verden, hvor æresdrab og blodhævn stadigvæk hører til dagens uorden – selv i Danmark.

kultur@berlingske.dk

@E-mail 2. linje:

@Magasin Note Underrubrik streg:Aischylos.: Orestien. Tre bind af 68, 54 og 78 sider. Illustreret af Peter Brandes. Leveret i kassette. 498 kr. Aarhus Universitetsforlag