22. låge: Når hverken sex, shopping eller søvn hjælper på tilværelsens kvaler

Hver dag frem til jul peger Berlingskes musikredaktion på de 24 sange, der har gjort størst indtryk i 2016. Bag dagens låge synger Solange sig helt ud af søsteren Beyoncés skygge.

Solange i et af de mange smukke outfits fra musikvideoen til »Cranes In The Sky«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var ikke kun Beyoncé, der markerede sig stærkt i 2016. Hendes talentfulde søster Solange realiserede også omsider sit potentiale med albummet »A Seat At The Table«.

Titlen viste sig at være en selvopfyldende profeti. For albummet var så godt, at hun nu rent faktisk sidder med ved det store bord. Hun har fået en anden tyngde, en anden vægt og fundet sit eget personlige ståsted. For selvom hun ligesom sin søster også sang om sine oplevelser som sort kvinde i nutidens USA, om stolthed, sammenhold og identitet, så gjorde hun det på sin egen måde.

Hvor det for Beyoncé i høj grad handler om at manifestere både økonomisk og kulturel magt - noget der i sig selv er politisk netop fordi hun er en sort kvinde - viste Solange sig som en mere følende kunstner. En der satte personlige ord på, hvordan hendes hudfarve, familie og kultur har formet hende, men også hvordan de ting kan clashe med det omgivende samfund og den hvide majoritetskultur. Og føre til sorg, frustration og vrede.

»A Seat At The Table« er i høj grad tænkt som et samlet værk. Sangene glider sømløst sammen forbundet af spoken word interludes fra blandt andet Solanges mor og far, der taler om deres oplevelser med racisme og plæderer for sort stolthed.

Skulle man alligevel pege enkelte numre ud, kunne det snildt være »Weary« eller »Don’t Touch My Hair«. Når jeg alligevel har valgt »Cranes In The Sky« til dagens låge, er det fordi,  at den på forbilledlig vis opsummerer både pladens grundtema og høje kunstneriske niveau.

Musikken er spartansk og elegant afstemt: Et enkelt håndspillet breakbeat, der kører hele sangen igennem, en næsten Jaco Pastorius-agtigt basgang, mellotron-strygere, klaver, harpe og så ellers Solanges luftige vokal, der fordobles i nogle lyserøde candyfloss-skyer af himmelske vokalharmonier.

En smuk og kontrasterende base for en tekst, der lister alle de ting, Solange - og i forlængelse heraf mange af hendes sorte medsøstre - gør for at glemme og dulme smerten: Svinger kreditkortet, drikker, knalder, sover, søger. Intet af det kan få de metaforiske metalskyer over tilværelse til at forsvinde.

»Away, away, away, away,« synger hun. Som en slags mantra, der gør hende i stand til at skubbe det hele på afstand. Til at finde roen og styrken i sig selv.