18. låge: En Frank Ocean-sang tager den tid, en Frank Ocean-sang skal tage

Hver dag frem til jul peger Berlingskes musikredaktion på de 24 sange, der har gjort størst indtryk i 2016. Bag dagens låge vender en soul-auteur tilbage - i sit helt eget tempo.

Foto: PR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er dem, der lever for spotlyset, og så er der Frank Ocean, der bare gerne vil være i fred. Han er privat og har en aura af mystik omkring sig. Den diametrale modsætning til en type som Kanye West.

Men efter fire års pladepause, utallige albumudsættelser og ganske få officielle udmeldinger kom Frank Ocean endelig ud af sit flyverskjul i august. Debutalbummet »channel ORANGE« fra 2012 står i dag som en nyklassiker - et fascinerende og meget personligt bud på soul og r&b født af Frank Oceans følsomme auteur-vision - og havde skabt massive forventninger til Oceans genkomst.

I starten af august dukkede et livestream op på Frank Oceans hjemmeside, hvor man i sort/hvide billeder så ham stå og bygge på et eller andet i et værksted. Internettet gik amok: »Frank er tilbage! Nu kommer albummet endelig!« Men tiden gik og live-streamet viste sig at være en endeløs båndsløjfe med billeder af Frank Ocean, der bygger noget, vi ikke ved, hvad er. Frank trollede os, og der var flere folk, der blev mopsede. Giv os nu bare det album!

Først den 19. august skete der noget. På Apple Music blev »Endless« frigivet. Et timelangt visuelt album, hvor vi endelig ser Ocean blive færdig med sit byggeri på værkstedet, mens lydsiden er fyldt med ny, fascinerende, men også demo-lydende Frank Ocean-musik. Han viser sig at bygge en vindeltrappe, som han til sidst går op af. Ud af kælderen, op i lyset.

Hele »Endless«-værket og den lange optakt var en kontrær besked til Frank Oceans omverden: »Tingene tager den tid, de tager. Lad mig nu være lidt i fred, så jeg kan koncentrere mig og at bygge noget, der virkelig holder.«

Dagen efter udsendte han så endelig »Blonde« - den officielle albumopfølger til »channel ORANGE«. En plade, der ikke kunne være lavet af andre end Frank Ocean. Men også en plade, der var langt mindre umiddelbart appellerende end sin forgænger. Mere afdæmpet, svær at finde rundt i, mere formsprængende i sine flydende arrangementer og strukturer. Lad os bare sige, at der var langt mellem de oplagte singler.

Til gengæld var der så åbningsnummeret »Nikes«. Den perfekte måde at lede lytteren ind i Oceans ensomt affolkede univers på »Blonde«. Det tunge, spartanske beat er det første vi hører, et par diskrete akkorder i baggrunden, og så Frank Oceans stemme, der synger den smukkeste melodi med en besynderligt pitch-shiftet effekt på stemmen, der får den til at lyde tynd og lys og kunstig. Men samtidig afsindigt smuk.

Halvvejs inde kommer det magiske øjeblik: Trommerne falder ud og så stemmer Frank Ocean endelig i med sin prægtige stemme, som vi kender den:

»We’ll let you guys prophesy / we gon’ see the future first«

Frank var endelig tilbage. I sit helt eget tempo. Helt sin egen. Lige så magisk, som vi husker ham. Og så afgjort værd at vente på.