19. låge: De sidste desperate ord fra en døende sort mand

Hver dag frem til jul peger Berlingskes musikredaktion på de 24 sange, der har gjort størst indtryk i 2016. Bag dagens låge gemmer sig en af årets mest rystende protestsange.

Mick Jenkins med det amerikanske flag som en løkke om halsen. Still fra musikvideoen til »Drowning«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fronterne mellem sorte og hvide er trukket skarpt op i USA i øjeblikket. En række sager hvor hvide politimænd har dræbt sorte amerikanske borgere - og i flere tilfælde sluppet afsted med det - har i de seneste par år skabt massive protester, uro i gaderne og ikke mindst ført til hele Black Lives Matters-bevægelsen.

Hele den ulykkelige situation har selvfølgelig også sat sit aftryk i populærmusikken, hvor kunstnere som Kendrick Lamar og Beyoncé i musik, ord og billeder har meldt sig under protestbevægelsens faner.

Mindre profilerede kunstnere har også givet deres besyv med. Men få med så stor kunstnerisk klarhed og styrke som den amerikanske rapper og sanger Mick Jenkins gjorde på dette års »Drowning«.

»I can’t breathe / I can’t breathe,« synger Jenkins i en luftsvag falset. Linjen er en reference til de ord, som den sorte familiefar Eric Garner sagde 11 gange, mens han blev holdt i kvælertag under en anholdelse i New York i sommeren i 2014. Garner endte med at dø under anholdelsen, der blev videofilmet og snart efter frigivet på nettet. Alligevel endte den hvide politimand, der benyttede den ureglementerede teknik under anholdelsen med at blive frikendt for drabet.

I sangen fungerer linjen også metaforisk. Virkeligheden er så barsk, at Jenkins’ fortæller er ved at drukne.

»When the real hold you down / you’re supposed to drown right?« spørger han først, inden han kort efter ombestemmer sig: »Just wait one second / that don’t sound right«. Som for at sige: »Nej, virkeligheden er ikke, som den bør være.« Det kan fandme ikke være rigtigt, at folk skal dø.

Musikken omkring Jenkins er spillet brilliant frem af det smidige canadiske jazz-hiphop-band BadBadNotGood, der bruger en kromatisk blues-nedgang til at give nummeret en synkende fornemmelse. Der er reminiscenser af både Ray Charles’ »Hit The Road Jack« og Peggy Lee-versionen af Little Willie Johns »Fever«, men i en rytmisk variant, der konnoterer chain gang songs og slaver i Sydstaterne.

Den læsning understøttes også af den barske musikvideo, hvor Jenkins spiller en slave på flugt fra et par hvide undertrykkere, der prøver at drukne ham i sumpområdet. Til sidst er der lagt op til hævn. Impulsen er der, men spørgsmålet er, om det overhovedet løser det egentlige problem?

Se, lyt og gys. Det er stærke sager.

PS. I en helt anden boldgade skal du i øvrigt også lige have anbefalet »Time Moves Slow«, hvor BadBadNotGood giver synthpop-bandet Future Islands’ forsanger Samuel Herring mulighed for at lufte sin indre soul-crooner. De måtte for min skyld godt lave et helt album sammen.