17. låge: Stjernen mødte sin skæbne en kold vinterdag i Kastrup Lufthavn

Den musikalsk begavede stjerne Gerda Neumann havde verdensscenerne foran sig, da døden indhentede hende alt for tidligt.

Gerda Neumann havde store planer om en international karriere. Sådan skulle det ikke gå. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ukendt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dansk balletkritiks nestor, Erik Aschengreen, beskriver i sin essaysamling »Mit liv med dans«, hvordan han som dreng og ivrig, teatertosset autografjæger i 1944 opsøgte den kendte, 29-årige sangerinde og skuespillerinde Gerda Neumann, der boede i et mondænt, moderne boligbyggeri ved Søerne i København.
»Hvor mange er I?« råbte den unge skuespiller – og sangerinde Gerda Neumann ud gennem brevsprækken i sin luksuslejlighed i Vestersøhus.
»En,« råbte jeg tilbage, og så blev jeg lukket ind i entréen. Hun skrev i min røde autografbog, og jeg fik et billede, hvor den smukke kvinde stavede sit navn Gerda Newmann. Hun dannede en trio med sin bror, guitaristen Ulrik Neumann, og Svend Asmussen, og hun drømte om en international karriere.«

Det med de udenlandske aspirationer var ikke helt tosset, for søskendeparret havde, før besættelsen satte en stopper for rejseri, fået fint fodfæste rundt omkring på mellemkrigstidens varieteer, natklubber og kabareter. Ikke blot i det København, der forgudede dem for deres ungdom, jazzsikre musikalitet og høje humør. Den optrådte også i andre europæiske storbyer, fra Helsingfors til Bukarest, og var endda på turne i England med et større danseorkester.

Forårskåd

Gerda Neumann og den tre år yngre lillebror Ulrik kom fra et hjem med klaver – i bogstaveligste forstand. Faderen var kapelmester, mens moren var operetteskuespillerinde. Allerede som barn havde lille Gerda roller på Casino Teatret, som lå i Amaliegade, og hvor hun alligevel hele tiden var med i garderoben.  Som purung dannede den musikalsk begavede pige i begyndelsen af 1930erne sit eget jazzband. Hun og broderen var en overgang tilknyttet kapelmester Erik Tuxens orkester, der spillede op til dans i etablissementet Arena, længe inden 1960ernes diskoteker og musikanlæg omtrent gjorde en ende på den levende musik i København.

Da den tyske  besættelse for en tid satte en stopper søskendeparret Neumanns internationale aspirationer, fik de stor succes i Apollo Revyen 1940, hvor alle kunne nynne med på »Den lille lysegrønne sang«, en forårskåd optimistmelodi, som var lige det, danskerne havde brug for for at glemme sorgerne om krig og undertrykkelse. Og da Gerda og Ulrik fik violinisten og charmøren Svend Asmussen med som giggets tredjehjul i Stig Lommers Hornbækrevyen 1944, blev succesen endnu større. I baren på det Hotel Marienlyst, hvor revyen havde til huse, spillede de på musikernes efterladte instrumenter og sang Amdi Riis’ iørefaldende melodi med en lille, sødmefuld blæser på. »En yndig lille fjer«, en født klassiker, blev sommerens hit.

Sammen udviklede de en sofistikeret crazystil, der ikke bare var baseret på gudbenådet musikalitet, men også på charme, vid og musikalske gags. Den gjorde dem til stjerner på firmamentet. De blev nærmest symbolet på den muntre ungdom, der engang skulle bygge Danmark, når »det store ragnarok har krævet blod og sved og tårer nok,« som Marguerite Viby sang i en revyvise.

Men lykken varede ikke ved.

Den 26. januar 1947 mellemlandede en Douglas DC3-flyvemaskine fra det hollandske luftfartsselskab KLM i Kastrup Lufthavn. Den var på vej fra Schipol i Amsterdam til Stockholm-Bromma. Da de rejsende fra København ventede på at gå ombord, kunne de ikke undgå at lægge mærke til en særdeles fornem medpassager, den svenske kronprins Gustav Adolf, far til den, dengang spæde, nuværende konge af Sverige. Kungliga högheten havde været på vildsvinejagt hos Prins Bernhard i Holland og var nu på vej hjem med sin adjudant. Sammen med de øvrige rejsende fra Amsterdam havde han måttet forlade maskinen midlertidigt, mens den blev tanket op med 1.600 liter brændstof.

Blandt de nytilkomne fra Kastrup var også den amerikanske sopran og filmstjerne Grace Moore, der netop havde sunget for en udsolgt KB-Hal i København. Med sig havde hun ikke bare sine musikere, men også sin europæiske agent, Jens Dennow, som havde følgeskab af sin hustru, Gerda Neumann, der holdt broderen Ulriks hustrus lille tre-årige nevø i hånden.

Kl 15.31 kørte flyet ud ad startbanen med sine 16 passagerer og seks besætningsmedlemmer. Familie og venner vinkede farvel til dem fra den smukke Hammer Restaurant i lufthavnsbygningen og så maskinen begynde sin stræben mod skyerne. De havde kun lige nået at vende ryggen til banen, da flyet pludselig mistede sin ejendommeligt stærke opdrift, stallede og på få sekunder styrtede de knap 100 meter ned og blev knust mod den frosne jord. Flyet eksploderede i et flammehav, mens de chokerede pårørende i restauranten blot kunne stå og stirre på katastrofen.

Forvekslet

Årsagen til ulykken skulle findes i strukturelle fejl. Hverken motortest eller tjekliste var blevet udført, måske for at spare tid. Derfor havde piloten ikke opdaget, at en trækile, der fungerede som lås, ved en fejl ikke var blevet fjernet fra haleroret.
Alle passagere døde omgående: 11 mænd, tre kvinder og to børn. Af disse var syv danskere. Varmen fra vraget var så intens, at redningsarbejdet var vanskeligt. De forkullede kroppe sad stadig spændt fast i deres sæder, da brandvæsenet var færdig med deres arbejde. Gerda Neumann og Grace Moore blev i første omgang forvekslet, men det lykkedes efter et stykke tid at få styr på identificeringerne, fordi den amerikanske stjerne om sit håndled havde et armbånd med en speciel gravering. Den svenske kronprins bar et militæridentifikationsmærke.

En af de værste flykatastrofer i dansk historie var en kendsgerning. Også nabolandet Sverige var naturligvis i dyb sorg og måtte med et orlorgfartøj hente sin døde kronprins hjem til en hurtigt improviseret statsbegravelse.
Danmark sørgede især over Gerda Neumann, som angiveligt selv altid skulle have sagt: »Tænk. Jeg tror, jeg dør i en flyulykke.«
Efterfølgende skulle Ulrik Neumann og Svend Asmussen få stor international succes under navnet Swe-Danes med den svenske sanglærke Alice Babs. Trioen byggede videre på ideerne fra den korte tid med Gerda.