Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Universitetsledelse med totenschlæger

Linda Maria Koldau: Professor Linda Maria Koldau har tilladt sig offentligt at kritisere forholdene på Aarhus Universitet. Det har fået universitetets ledelse til at true hende med sanktioner. Koldau uddyber her sin kritik af ledelsen.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Universitetsverdenen er vågnet op. Endelig bliver der i offentligheden ytret kritik, som hidtil næsten udelukkende er blevet hvisket bag lukkede døre.

Siden Information berettede om den advarsel, som dekan Mette Thunø på Aarhus Universitet har tildelt mig, bliver der endelig brugt farlige tabu-ord i den offentlige debat, såsom ledelsesansvar, magt­distance, tavshedskultur, personlige rettigheder.

Jeg vælger at ytre mig om den problematik, som jeg iagttager i ledelsesstrategien, og så om to kritikpunkter, som får alt for lidt opmærksomhed i den nuværende debat.

1. Ytringsfrihed, personalesager og ledelsesansvar

»Det omhandler ikke ytringsfrihed«, siger dekan Mette Thunø og rektor Lauritz B. Holm-Nielsen i kor. Det skal de jo sige - ellers ville det blive et offentligt faktum, at AU krænker en menneskeret. Men hvis dekanen siger til mig foran flere vidner, at jeg vil få en advarsel bl.a. på grund af mine skriverier i pressen, og hvis jeg bliver truet til en »fortrolighed«, som hverken bliver defineret eller begrundet, så omhandler det netop ytringsfrihed. Som det også gjorde i Mette Jensens sag (jf. Information, 18.2.2012) og i de mange andre tilfælde, hvor universitets­ansatte ytrer sig kritisk i offentligheden og så oplever sanktioner både fra ledelsen og fra deres kolleger.

Den slags skandaler bliver stemplet »personalesager«, så ledelsen kan undgå at redegøre offentligt for, hvordan de behandler deres ansatte. Så bruger man den fine formel »samarbejdsproblemer«: Det er en åben hemmelighed i Danmark, at netop dette ord bliver brugt, når man vil skille sig af med en ubekvem medarbejder uden at komme i en juridisk klemme.

Der gemmer sig to helt grundlæggende problemer bag denne almindelige strategi: notorisk ansvarsfrasigelse og en tvivlsom måde at udøve sit embede som leder.

Det er kendt, at der findes alvorlige strukturelle problemer på universiteterne. Ledelsens strategi, når en ansat tør sætte ord på problemerne, er altid den samme: De strukturelle problemer, som ledelsen har ansvaret for, bliver omdannet til den kritiske ansattes »personlige« problemer. Den ansatte kan så, i al fortrolighed, trues til tavshed eller i sidste ende fyres. Mens de strukturelle problemer kører uforstyrret videre.

Det er træk, som er kendt fra totalitære systemer. Skal det her være det demokratiske Danmark?

2. Illoyalitet og loyalitet

Et yndlingsord på Aarhus Universitet er »illoyalitet« - hvis man altså tør sige noget kritisk i offentligheden. I min sag - som er et symptom på en større strukturel problematik og ikke en »personalesag« - har min ledelse svigtet mig på alle måder. Efter at ledelsen har kaldt mig illoyal, har jeg aldrig fået rimelige arbejdsvilkår, mine kompetencer bliver ikke brugt, men nedgjort, mine anmodninger om at drøfte problematikken og løsningsmuligheder er blevet afvist. Hvordan begrunder ledelsen, at jeg skulle udvise loyalitet over for sådan et svigt?

Men ja, jeg har været loyal - i højere grad end andre på mit institut. Når man er lektor eller professor, dvs. har en temmelig høj stilling i det offentlige, så har man et ansvar og en forpligtelse til loyalitet på flere niveauer.

Loyalitet over for faget: Hvis der er noget grundlæggende galt i mit fag, så må jeg have modet til loyalitet og ytre funderet kritik. Hvis den bliver afvist eller slet ikke hørt internt, så er jeg forpligtet til at ytre den offentligt - med alle de konsekvenser det kan have for mig.

Loyalitet over for de studerende: Det er min opgave at give de studerende funderet viden og uddanne dem til selvstændighed i deres arbejde. Det har jeg gjort, på trods af alle blokeringer mod netop denne tilgang til undervisning og vejledning.

Loyalitet over for mit universitet: Et universitet er en vidensinstitution, hvor den kritiske betragtning af virkeligheden står i centrum. Hvis nødvendig kritik bliver notorisk afvist og dysset ned på et universitet, er det min pligt at holde fast i den - igen med alle de omkostninger det måtte have for mig og min karriere.

Loyalitet over for mig selv: Jeg har et valg - jeg kan tie stille, acceptere alt, der bliver dikteret, give op, tilpasse mig og gøre bare det nødvendigste. Men jeg kan også kæmpe imod. Det har en høj pris - men det er loyalitet over for mig selv som person og som den internationale forsker, Aarhus Universitet har ansat.

3. Debatkultur: totenschlæger-argumenter

I mit åbne brev til dekanen spørger jeg til universitetets debatkultur, som til sidst har ført til, at jeg ikke længere har ønsket at udsætte mig for den »debat«, der bliver ført på mit institut. Der bruges »totenschlæger-argumenter«: argumenter der slår modparten - som oftest ikke har nogen ledelsesmagt - ihjel. Ekspertise, erfaring, indsigt fra den internationale kontekst regnes for ingenting.

»Jeg kan slet ikke genkende det billede, som du tegner« - når det er en leder eller mellemleder, der siger det, gælder naturligvis kun det billede, som lederen har. Og det bliver ikke diskuteret. Det er morsomt at iagttage, hvordan denne stereotype formel - »Jeg kan slet ikke genkende« - bliver brugt af alle mulige personer på mit institut, mens der findes så mange, der i al hemmelighed, men nu også offentligt, bekræfter mit billede.

»Det er ikke sådan, som du siger« - så er det altså kun sådan, som lederen mener.

»Det har du misforstået« - en oplevelse som jeg deler med mange andre, der tør ytre sig kritisk. Det undrer mig, så mange danske universitetslektorer og -professorer der »misforstår« så meget.

»Det har jeg aldrig sagt« - og så er vi tilbage til ansvarsproblemet. Det er altid nemmest ikke at have sagt noget som helst - så kan man heller ikke drages til ansvar for det, som man faktisk har sagt.

At sige noget offentligt, med navn på, betyder, at man tager ansvar for det. Det har jeg intet problem med - mens det undrer mig, hvor meget ledelsen og mine kollegaer undgår at ytre sig offentligt. Det ville dog være den bedste lejlighed til at fremlægge helt kontant over for offentligheden, hvor fremragende det er, hvad der tilbydes på universitetet - og med en nuanceret argumentation bevise, at jeg har uret. Er et kvalificeret svar ikke forudsætningen for at kunne føre en debat? Ud over nogle intetsigende bedyrelser er det en mur af tavshed, som er universitetets svar. Og netop det er et meget svagt svar.

Man bliver ikke populær, hvis man står åbent frem med sin mening i den danske universitetsverden. Det regnes næsten som en forbrydelse, hvis man har en fast og klar selvstændig mening.

Og pas nu på med de sædvanlige klichéer: At jeg kender til min identitet og ønsker at bevare den, betyder ikke, at jeg er »ufleksibel« og »forældet« i mit syn på den komplekse moderne verden. Var det da ikke en århusiansk professor - der nu mener, at jeg har et forældet syn på arbejdsmarkedet og det, som de studerende har brug for - som skrev en glimrende bedømmelse om, at min tilgang til forskning må regnes som en »murbrækker i faget«? På det fundament blev jeg ansat.

Eftersom ikke kun de studerende, men også offentligheden har stor glæde af min forskning og formidling, og eftersom mine samarbejdspartnere i kultur- og erhvervslivet er begejstret for mit arbejde, kan jeg slet ikke genkende det billede, som universitetsledelsen tegner af mig.