Tilbagetogets helte er den danske titel på et berømt essay af Hans Magnus Enzensberger fra 1989. Han lægger ud med at fastslå, at den klassiske helt er borte. Opgivet af litteraturen allerede i slutningen af 1800-tallet, og efter Anden Verdenskrig dernæst af politikken. »Hvis nogen skulle have lyst til at fornøje sig over den heroiske staturs underfulde skrumpen« forklarer Enzensberger, »er det nok at sammenligne Churchill med Thatcher, de Gaulle med Mitterrand og Adenauer med Kohl.«

Som belæg for at fejre tilbagetogets helte henviser Enzensberger til den store militærteoretiker von Clausewitz, der betragtede tilbagetoget som den vanskeligste af alle operationer. Sådan er det også i politik, siger han så: »I det muliges kunst er non plus ultra at rømme en stilling, som er blevet uholdbar.«

Hvad Enzensberger ville med sit essay, var blandt andet at hylde Mikhail Gorbatjov for at have sat gang i demonteringen af Sovjetunionen, men vi kan nøjes med at betragte Danmark for at se, at pointen er rigtig.

Siden Systemskiftet i 1901 har alle de gamle partier rømmet stillinger, der var blevet uholdbare. Mest iøjnefaldende er selvfølgelig partiet Højres forvandling til Det Konservative Folkeparti i 1915, og John Christmas Møllers definitive nedkæmpelse i 1930erne af de modstandslommer fra provisorietiden, hvor der herskede skepsis over for det parlamentariske demokrati.

Forvandlingen af Socialdemokratiet fra klassebevægelse til folkeparti i løbet af Staunings regeringsperiode var ikke mindre bemærkelsesværdig, ligesom man bør notere sig Venstres forvandling til velfærdsorienteret folkeparti under Fogh og den glæde, Det Radikale Venstre pludselig fandt ved at udruste Forsvaret med skarp ammunition og sætte det i sving på Balkan under Jelveds ledelse i halvfemserne.

Pointen er, at man ikke bør forstå de danske politikere, jeg har nævnt, som ryggesløse opportunister. I stedet bør man forstå dem som helte i enzensbergersk forstand.

»Heltens etos ligger lige præcis i hans ambivalens«, hedder det et sted i Tilbagetogets helte, hvor Enzensberger vil forklare splittelsen mellem heltens rolle, der måske kræver en vis hensynsløshed, og heltens person, der udmærket kan føle medlidenhed.

Derpå går han så videre til antihelten, der opfører sig på samme måde: »Specialisten i demontage viser sit moralske mod ved at tage denne tvetydighed på sig.« Man kan udlægge citatet sådan, at det også medfører personlige ofre at være antihelt. Hvorved Enzensberger (uden selv at vide det, må man antage) får afsløret, hvor slatten, den danske forestilling om, at en rigtig helt er en Aussteiger, der drikker øl og dyrker kruspersille, i grunden er.

Fra systemskiftet frem til i dag har det været et gode for dansk politik, at tilbagetogets helte var så talrige. Ingen ansvarlige partier er for alvor imod kapitalismen. Ingen ansvarlige partier er for alvor imod velfærdssamfundet. Ingen ansvarlige partier er for alvor imod, at både de klogeste og de rigeste skal bøje sig for de fleste. Og ingen ansvarlige partier er for alvor imod det nødvendige overnationale samarbejde.

For hvad sker der, hvis tilbagetogets helte ikke får indflydelse? Der sker det, at samfundet, hvor de må nøjes med at leve som næsten gennemsigtige væsener, det kun er de færreste, der kan se i dagslyset, bliver dømt til den evige gentagelse.

Grunden til, at Yassir Arafat, Shimon Peres og Yitzhak Rabin fik nobel-prisen i 1994, var, at de hver især gik så meget på tilbagetog, at man dengang kunne tro, at den evige gentagelse var blevet brudt, og der en dag ville komme fred til regionen.

Nu har tilbagetogets mænd – i enzensbergersk forstand – mistet deres indflydelse. I stedet er de heroiske politikere igen dukket op på begge sider af konflikten, hvad der atter har dømt de arme mennesker, der bor i regionen og prøver at få hverdagen til at hænge sammen, til gentagelsens helvede.

Sagt uden så meget som antydningen af malice eller ironi, var Ole Sohn og Villy Søvndal et par danske tilbagetogets helte. To modige politikere, der valgte at betale med deres anseelse blandt Socialistisk Folkepartis vælgere og med deres personlige bekvemmelighed, for at gøre det, de anså for mest rigtigt for at bevare det økonomiske grundlag for den danske velfærdsstat.

De gjorde det ikke i første forsøg og heller ikke uden sjælekvaler, må man formode. Men de gjorde det, da det virkelig gjaldt: tog et medansvar for de reformer og strukturelle tilpasninger, der var og er fuldkommen afgørende for at stimulere den økonomiske vækst.

Læser man Enzensbergers liste med eksempler på tilbagetogets helte, kan det ikke undre, hvordan det gik Sohn og Søvndal. Den omfatter blandt andre Nikita Khrustjov, der på den 20. partikongres i 1956 gjorde op med Stalin. Den omfatter Adolfo Suárez, der i 1976 tog magten fra de Francotilhængere, der havde tillid til ham, og gav demokratiet tilbage til Spanien. Den omfatter Wojciech Jaruzelski, der med hårde metoder afværgede en sovjetisk invasion af Polen i 1981.

Det ligger mig fjernt at sige, at man kan sammenligne Sohn og Søvndals forgængere med nogle af de gustne skikkelser, tilbagetogets helte gjorde op med. Dér vil jeg slet, slet ikke hen.

Heltemodet ligger i at gøre op med fortiden. Det ligger i at lægge kursen om. Og det ligger ikke mindst i at indrømme, at selv om man er en del af fortiden, har man nu, fra dette tidspunkt, valgt at bruge sin frie vilje og sin ret til at blive klogere, til at slå ind på en ny vej. Den fortælling er Sohn og Søvndal glimrende udtryk for.

Den fejl, både Sohn og Søvndal begik, var naturligvis, at de end ikke forsøgte at forklare deres vælgere, at det var nødvendigt at bryde med fortiden og gå på retræte.

Går man tilbage til Enzensbergers eksempler, forstår man selvfølgelig godt, hvorfor denne tavshedens strategi var nødvendig. Hvad ville der være sket med Khrustjov eller Suárez eller Jaruzelski, hvis de havde røbet deres sande hensigter for flere end deres allermest betroede? Selvfølgelig ville nogen have stoppet dem, før de kunne udrette deres heltegerninger – ligesom Yitzhak Rabin blev stoppet af en morder, der havde håbet på håbløs heroisme, efter at han havde vist sig som en sand tilbagetogets helt.

Mit oprigtige ønske for Socialistisk Folkeparti, der nu skal til at holde landsmøde i skyggen af spærregrænsen, er, at partiet overvinder sin krise. Der er ikke brug for det retoriske heltemod, Enhedslisten gang på gang udviser, og som for tiden bringer partiet tættere på de femten procents tilslutning, end på de ti.

Til gengæld er der brug for alle de gode sider ved SF, som jeg altid har holdt meget af.

For det første må man aldrig glemme, at det er et parti fuldt af søde mennesker. Jo ældre, jeg bliver, jo mere indser jeg, at her er vi fremme ved noget helt grundlæggende.

Men for det andet har partiet altid fungeret som en slags politisk udviklingsafdeling, hvor man var bedre end nogen andre til at stille de rigtige spørgsmål. Selvom det ofte gik, som det går for udviklingsafdelinger: at andre er nødt til at tage fat i det, afdelingen har udviklet og strømlinje det, før det kan sættes i masseproduktion.

Miljøpolitik er principielt ikke pjat. Energipolitik er principielt ikke pjat. Fødevarepolitik er principielt ikke pjat. Blot for at give nogle eksempler på, hvad Folketingets politiske udviklingsafdeling de seneste årtier har haft en betydelig rolle i at udvikle.

At svarene ikke altid har været perfekte, betyder i den forbindelse mindre – mange af de store skikkelser fra videnskabens historie, som vi stadig husker, svarede principielt også forkert således, at det faktisk var deres spørgsmål eller deres synsvinkel, der var det epokegørende.

Mit ønske for SFs landsmøde er derfor, at partiet står ved sit enzensbergerske heltemod og langer ud efter det rigtige: det perspektivløse heltemod i Enhedslisten.

Jeg er nemlig kun en af mange, der nødig ville undvære de søde mennesker i SF og alle de gode spørgsmål, de i tidens løb har tvunget os til at overveje.