Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

The hills are still alive – The Sound of Music fylder 50!

I disse dage har The Sound of Music så igen repremiere på en dansk teaterscene. Og i år fylder den berømte musical 50 år. Jeg vil give fødselsdagsbarnet et par ord med på vejen og forklare hvorfor, jeg tror, at filmen kan ses om yderligere 50 år.

Filmen »The Sound Of Music« med Julie Andrews i hovedrollen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fra filmen

Her i september har The Sound of Music så igen repremiere på en dansk teaterscene. Og i år fylder den berømte musical 50 år. Jeg vil give fødselsdagsbarnet et par ord med på vejen og forklare hvorfor, jeg tror, at filmen kan ses om yderligere 50 år.

The Sound of Music fik premiere i 1965, 20 år efter Anden Verdenskrig, og mens Vietnamkrigen rasede. Kritikerne var ikke begejstrede og så den som sentimental eskapisme. Kun Julie Andrews indsats i rollen som Maria, nonnen der blev guvernante for Kaptajn von Trapps 7 børn, kunne lette den tunge atmosfære af romantisk nonsens og sentimentalitet ifølge anmeldelsen i The New York Times.

Jeg så filmen første gang, da jeg var 9 år gammel i 1966 og tog filmen ind helt uden forbehold. Som mange andre så jeg den flere gange, og jeg har med stor fornøjelse introduceret mine egne børn til den. The Sound of Music gav styrke til at tage en tørn med livet, og den var samtidig et frirum, hvor livet kunne holdes lidt på afstand. Det er der mange mennesker, der har erfaret. En dame i Cardiff, Wales så filmen over 900 gange.

Filmens kombination af opmuntring til at leve livet og eskapistisk fristelse til at fortrænge dets grimme sider genfandt jeg i år radikalt og paradoksalt sat på spidsen i den engelske forfatter Edward St. Aubyns romanserie om den seksuelt misbrugte Patrick Melrose. Der er mange »nannies« i denne romanserie, men ingen guvernanter. En »nanny« er en barnepige. En guvernante (governess) underviser børn og leder dem (govern).

Hverken de mange skiftende barnepiger eller Patricks mor forholder sig til faderens seksuelle overgreb. Der er ingen Maria, der går ind og råber vagt i gevær. Patricks kone med det nok ikke tilfældige navn Mary kan heller ikke forløse ham som voksen. I et kapitel hvor Patrick i en narkonedtur råbes op af sine indre stemmer, er familien von Trapp og sangen »Climb Every Mountain« virkningsløst på banen.

Ikke desto mindre i den sidste roman i serien beslutter Patrick sig for at forlade sit indre mentale helvede, præget af fortidens traumer. I The Sound of Music siger Maria om Kaptajnen, der ikke interesserer sig for sine børn, at måske kan hun og børnene få ham til at skifte mening (change his mind). Det er Patricks søn, der får samme funktion in St. Aubyns roman. På sønnens opfordring vender Patrick sig mod sin familie og fremtiden: »He was going to change his mind.«

Fra mørket til lyset

The Sound of Music har hjulpet mange til at flytte opmærksomheden fra mørket til lyset. Hvorfor?

Der er givet mange tolkninger af filmens vedvarende appel. Her vil jeg fokusere på den stærke kvindeskikkelse, Maria, og på filmens integration af mørket i dens overordnede optimistiske livssyn.

Maria bærer mange af sin berømte navnefælles egenskaber. Ligger hun mest op af Madonnaen – patriarkatets hykleriske, spaltede kvindebillede, hvor moderen og jomfruen er den idealiserede modsætning til den eftertragtede og samtidig foragtede skøge? Eller er det Himmeldronningen, der er på spil – den kraftfulde kvinde, der bekymrer sig om verden og menneskene, og, som navnet udtrykker, er mandens ligeværdige?

Det er nok elementer af begge i Julie Andrews fremstilling af Maria, men der er mere Himmeldronning end Madonna, og der sker en udvikling. Det uskyldsrene vises således gennem farven på Marias tøj, hvor lys blå er fremherskende. Hendes konkurrent, den erfarne baronesse fra Wien, bærer rødt.

Det er imidlertid i mine øjne forkert at fraskrive Maria et erotisk element. Da hun er på vej til sin nye stilling som guvernante, har instruktøren Robert Wise valgt at lade Julie Andrews bevæge sig så voldsomt, at hendes nederdel kommer på afveje, og man ser en flig af hvidt undertøj. I slutningen af filmen, da Maria vender tilbage efter bryllupsrejsen, er det tydeligt, at begge parter har nydt den.

Hun er klædt i en (forholdsvis) kropsnær gul spadseredragt med en lille udskæring, og er tydeligvis tilpas i rollen som sin mands hustru og elskede. Den gule farve på hendes spadseredragt understreger således hendes funktion som et lysgivende centrum.

Ender det så ligeværdigt efter ægteskabet, eller skal Maria »tæmmes« og blive en ordentlig »Hausfrau« – tilbage til Madonnaen? Det er der nogle, der mener. Dette skyldes, at Kaptajnen viser noget af sit gamle temperament, da han bliver vred over, at familiens ven, Max Detweiler, har tilmeldt børnene til en koncert, mens han og Maria var på bryllupsrejse.

Maria tager ikke kampen op. Hun laver »Merkels krystal« med sine hænder og siger til Max, at hun ikke vil bede sin mand om at blive en mindre udgave af sig selv, selvom det kunne hjælpe på hans image hos nazisterne, som Max antyder. Situationen er anspændt, men Maria bevarer sig selv og respekterer sin mands synspunkt. Hun er det rolige centrum i stormens øje. Og så ender Kaptajnen jo med selv at synge til koncerten.

Elsket over hele verden

Mørket i den verden, som Maria lyser op i, vises gennem den ydre trussel fra nazisterne og som en indre faktor i Rolf, der er kæreste med Kaptajn von Trapps ældste datter Liesl, og i Kaptajnen selv. For Rolf er det nazistiske fællesskab et rum, hvor et usikkert ungt menneske kan afstives. Jeg gøs lidt, da fortidig og nutidig radikalisering her mødtes i min bevidsthed ved gensynet med Rolf. Rolf vælger nazisterne og ikke Liesl.

Den ufølsomme militarisme, som ledsager nazismen, er også en indre faktor, som Kaptajn von Trapp frigør sig fra i løbet af filmen. Et højdepunkt er den scene, hvor Maria står til skideballe efter en bådtur med børnene. Hun afkræver ham et følelsesmæssigt engagement i sine børn med en så stor og insisterende styrke, at Kaptajnen med et »freudian slip« kalder hende »Captain.«

I starten af filmen bliver Maria sendt ud af klostret for at finde den rigtige retning for sit liv. Den finder hun ved at tage kontrol i det dysfunktionelle von Trappske hjem. Kaptajn von Trapp gør en modsat bevægelse og finder den rigtige retning ved at slippe kontrollen og genfinde kærligheden.

Begge hovedpersoner udvikler sig således i samspil med hinanden. Ingen af dem fralægger sig et ansvar, og de giver begge hinanden en undskyldning for den gensidige overfusning. Ligeværdigheden er intakt og er baggrunden for den forelskelse, der udvikler sig mellem de to bagefter.

The Sound of Music blev til med det 20. Århundredes mørke erfaringer med krig og rædsel som bagtæppe. Måske er en af grundene til, at filmens kærlighedsbudskab ikke kommer til at fremstå som et naivt postulat, at lidelse også bæres ind i filmen som en indirekte faktor affødt af personlige erfaringer.

I sin selvbiografi Home beskriver Julie Andrews således et hjem præget af alkohol, hemmeligheder, økonomisk udnyttelse af hende og overgreb. Musikken og naturen var redningsplanker i hendes liv. Den glæde og det overskud, hun projicerer gennem sin smukke stemme og sin udstråling, kommer fra et sted, hvor der også har været oplevet smerte. Sådan virker det.

Hun bærer en stor del af æren for, at grænsen mellem det ægte og det postulerede, mellem det bevægende og det vamle ikke overskrides i filmen. Dette anerkendte de kritiske anmeldere i 1965.

Men samme ære må også tildeles musikken. Her tænker jeg specielt på en af filmens mest berømte og elskede sange, Edelweiss, der handler om mere end tabet af et konkret fædreland. Det var den sidste sang fra teamet Rodgers og Hammersteins hånd. Hammerstein døde af mavekræft kort tid efter. »Blossom of snow may you bloom and grow« (sneens blomst, må du blomstre og vokse) som det lyder i sangen.

Uanset filmens vestlige rødder, er den elsket så højt over hele verden, at jeg i en bil i Kina for et par år siden med et par kolleger og to kinesiske lærere sang Do Re Mi for fuld hals på de kinesiske læreres opfordring. Den kunne vi alle!