»De har spærret grænseovergangene«.

Hvem havde troet, at den gamle musicaltraver »The Sound of Music« skulle gå hen og blive den mest dagsaktuelle form for politisk teater, 56 år efter dens premiere på Broadway?

Men tankerne til de flygtningestrømme, der kæmper sig op gennem et barrikaderet Europa, kan ikke andet end trænge sig på, når projektørerne slukkes, og musikken klinger ud for Det Ny Teaters stort anlagte musikforestilling.

Det ved iscenesætteren Daniel Bohr, når han virkningsfuldt grupperer den flygtende familie von Trapp midt på scenen i forestillingens afsluttende apoteose. Det mærker man på den øredøvende, forløsende applaus, der møder den færdige forestilling.

Med angst i blikkene stirrer den forblæste flok, børn og voksne, ud i den uvisse fremtid, jaget fra hus og hjem af de fæle nazister der har forstyrret alpeidyllen og annekteret deres østrigske fædreland for at gøre det til en del af det stortyske rige. Ligner de noget, vi kender?

Musicalen får en klangbund, en alvor, en følelse af påtrængende nødvendighed, den ikke før har haft på disse breddegrader, selv om den naturligvis altid har blandet musikalsk letsind og krigens alvor i sin intrige. Sådan kan de ydre omstændigheder altså også indhente teatret.

Troværdigt samspil

Blev det en succes? Ja, det gjorde. Den helt store af slagsen. For forud er gået en musicalforestilling i millionklassen, som ganske enkelt ikke mangler noget.

Kitschet? Måske. Gammeldags? Tjo. Men med den hjertets renhed, der skal til, troen på at musikken og følelserne nok skal gøre deres.

Historien om klosternovicen og naturbarnet Maria, der med livsglæden i bagagen begiver sig ned fra bjerget og tør frosne hjerter op – ikke mindst den følelsesforskansede Kaptajn Von Trapps – er klassisk musicalmytologisk stof, som her får den magi, der skaber stjernestunder i teatret.

Lyt til hjertet! Lyt til musikken! Maria Lucia er et kernesundt energibundt af en Maria, en dynamisk lille trold, der langsomt forvandler sig til en voksen kvinde i takt med, at forelskelsen sniger sig ind på hende. Spillet sejrsikkert, ligetil og uden dikkedarer med en sødme, der aldrig bliver klæg.

Og med den vidunderlige musicalstemme, der sender den ene efter den anden af Richard Rodgers smægtende ballader og jubeloptimistiske, taktfaste slagsange lige derhen, hvor de skal være. Hun er smilet i øjet, sangen på læben, melodien i hjertet.

I perfekt, troværdigt samspil med Jens Jacob Tychsens Kaptajn von Trapp. Han giver hendes ellers så kedeligt snerrende træmand en psykologisk dimension, som tilfører musicalens enkle credo om kærlighedens og menneskelighedens nødvendighed en betydning, den kun sjældent får.

Han er en mand, der er invalideret af sorg, derfor svigter han længe sine forsømte børn, og han er skræmt ved tanken om, at hun rammer noget i ham. Derfor bliver Marias forløsning af manden, deres langsomme tilnærmelse, af særlig virkning. Hun giver ham nøglen til livet, ja, redder ham simpelt hen. Fremragende.

Stilsikre indsatser

Læg dertil Louise Fribos mildt alvorlige, sprødt talende abedisse, der synger sin store trosbekendelse »Se over bjerget« med den vidunderlige, klare sopran, hvis tonale himmelstræben skaber et gysende godt øjeblik i teatret. Og børnene fra størst til mindst er en samling af professionelt agerende teaterbørn, der synger, danser og spiller komedie, som havde de aldrig bestilt andet.

Læg ikke mindst mærke til den 17-årige Clara Rugaard-Larsen som teenageren Liesl. Er hun en musical-primadonna in spe?

Det Ny Teaters trofaste støtter yder stilsikre indsatser i rollerne omkring dem: Altid elegante Anne Suppli giver den svale, smukke grevinde, Marias rivalinde, en egen lille tragedie. Altid veloplagte Steen Springborg som den dubiøse impressario-ven, der lancerer den syngende familie på scenen, tager alle sine komiske stik hjem.

Altid præcise Kim Hammelsvang Henriksen er den fæleste teaternazist nord for Elben. Bakket op af et kor af nonner, nazister, bysbørn og alpehuer i det store, flot roterende musicalmaskineri i en iscenesættelse, der har mindst lige så meget styr på det ydre som på det indre.

Det er en musicalklassiker forløst til frydefuld perfektion. Tonerne, livsglæden og alvoren får det, den skal have. Ingen går grædende hjem. Det skulle da lige være af den bevægelse, som musikken og et ukompliceret, men velment følelsesstemt budskab hensætter sin tilskuer i, med mindre man er gjort af sten.

Den er muligvis båret af en drøm om en bedre verden, selv om den selv modigt peger på, at virkeligheden er en anden. Men i så fald er den en drøm, vi aldrig vil vågne af.

Hvad: »The Sound of Music« af Richard Rodgers og Oscar Hammerstein II.

Hvem: Manuskript: Howard Lindsay og Ruselle Crouse. Oversættelse: Christian Lange (dialog), Karen Hoffman (sangtekster). Iscenesættelse: Daniel Bohr. Scenografi: Paul Farnsworth. Koreografi: Hayley Franks Høier. Kapelmester: Per Engström.

Hvor: Det Ny Teater. Til 31. december.