Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kronik: Når liberalisme lugter af Herning

Dennis Nørmark: Liberale har selv del i, at konservative debattører muligvis får held til at fremstille dem som griske, tomhjernede og primitive. Jeg har selv som liberal oplevet hvordan sociale medier, landsmøder og debatindlæg i lang tid flød over af en særlig fladpandet version af liberalismen, som jeg vil kalde ånden fra Herning.

"Jeg har selv som liberal oplevet, hvordan sociale medier, landsmøder og debatindlæg i lang tid flød over af en særlig fladpandet version af liberalismen, som jeg vil kalde ånden fra Herning." Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

»Som oftest knytter det liberale udelukkende an til økonomi, da kultur, historie og den slags har ringe appel til liberale ånder, der helst ser noget sådant som en privatsag, for himlen forbyde, at man skulle spille en strofe for andre end sig selv. Man tror navnlig sin økonomiske velstand garant for egen lyksalighed og kan sjældent svinge sig op til meget mere end at brokke sig over topskatten.«

Ordene kommer fra den konservative blogger og radiovært på 24syv, Mads Holger, og er typisk for en række udfald vendt fra konservative og imod liberale. Særligt ungliberale løver fra Alliancens ungdom får prædikat som åndløse, Bacardi-breezer-drikkende, solbrune evighedsteenagere, der ifølge ovennævnte blogger bør tage deres frihedsfetichisme ud på en »hoppeborg« og afreagere der, mens virkelige åndrige borgerlige som han selv nipper til en cognac og taler Kierkegaard. Og Holger er ikke den eneste konservative, der har indset, at liberalismens (liberal og liberalisme er her brugt synonymt) stigende popularitet blandt ungdommen muligvis med held kan bekæmpes med klassiske konservative symboler og værdier. Brian Mikkelsen, Rasmus Jarlov, Kasper Støvring, Søren Hviid, Lars Barfoed og ægteparret Selsing har vendt sig imod den »åndløse liberalisme«, selv tidligere liberale løver som Mikael Jalving bliver CEPOS-kritisk og selveste tesemester Pind har også pudset Gud, konge og fædreland-profilen af. Og det kan meget vel gå hen og blive en succes for de konservative, hvis ikke liberalisterne imødegår det veltilrettelagte angreb. Konservatismen har nemlig en meget markant kulturel kapital at trække på, som et moderne identitetssøgende menneske nemt kan falde for. Det virker belæst og beåndet og har en aura af noget klassisk smukt og kvalitetsbevidst over sig. Det lugter af penge – det er altid godt – men det lugter af gamle penge: Af fine familier, titler, gode manerer (i en tid hvor den slags så småt er kommet på mode igen), og et avanceret kulturforbrug. Konservative går til opera, mens liberalister hører musicals. Men sådan behøver det ikke at være. For de liberale har selv del i, at de konservative muligvis får held til at fremstille dem som griske, tomhjernede og primitive. Jeg har selv som liberal oplevet, hvordan sociale medier, landsmøder og debatindlæg i lang tid flød over af en særlig fladpandet version af liberalismen, som jeg vil kalde ånden fra Herning.

Herning er som sådan ikke noget ondt sted, men ånden derfra er ånden af merkantil griskhed, kortsigtede gevinster og åndløs formueskabelse. Den jyske kræmmerhovedstad – som jeg selv havde den tvivlsomme fornøjelse at bebo i et halvt års tid – kendetegnes af prisbevidsthed fremfor kvalitet i en kultur, hvor pengeskabelsens fart og generelle driftighed vurderes højere, end hvad man egentlig tjener sine penge på. Byen, der prætenderer millionby gennem et omfattende net af omfartsveje, har ingen historie, eller synderlig udstrækning, men en vilje til at lade som om. Man bygger en sø, ikke fordi den klæder byen, men fordi man gerne vil have den – og har råd til det. Ambition og store armbevægelser er også konservative idealer, men ikke hvis det alene står og falder med pengenes tilgængelighed. Hvis der ingen kultur, stil eller værdi findes under den kostbare overflade er det tarvelig nyrigdom. Et joggingsæt af guld og en pseudosportsvogn fra Korea. Det bliver med Max Webers ord ren åndløs protestantisk etik: »Fagmennesker uden ånd, nydelsesmennesker uden hjerte«. Sådan lugter der i Herning, og denne lugt har konservative debattører dygtigt sniffet sig frem til i den liberale lejr.

Liberal Alliance, hvor jeg har medlemskort, har aldrig brilleret med nogen stærk kulturpolitik og udenrigspolitikken har begrænset sig til, »hvis regeringen, som vi er støtteparti til, bomber, ja, så bomber vi med«. Skatten skal ned og resten må komme senere. Prioriteringer der gør det alt for let at præsentere liberale som tomme pengemænd.

Det samme pågår, når CEPOS mister karismatiske værdipolitikere som Jacob Mchangama, Henrik Gade Jensen og Mie Harder. Her risikerer man ligeledes at stå tilbage med paroler om at sænke topskatten i båndsløjfe, mens de liberale værdier, der ikke handler om økonomi, forbliver urepræsenterede. Omvendt oplever vi en stærk og markant karisma hos de mange konservative debattører. Deres styrke består blandt andet i, at de i en tidsalder fokuseret på det private og på følelser, giver folk netop dét. De konservative husmødre, der slås for retten til at passe deres egne børn, er et godt eksempel på den sammenblanding af politik og identitet, der giver konservative let adgang til den offentlige opmærksomhed. Alt dette er ærgerligt for så vidt som, at liberalismen virkelig rummer nogle klare, stærke og positive værdier, der også handler om andet end økonomi. Ja, som også handler om andet end frihed. Men markedsgørelsen af de liberale pointer fordummer politikken og gør den nem at karikere for de patos- ladede konservative med deres tillokkende løfter om adgang til en verden med champagne, der ikke kun er god, fordi det er den dyreste, der var i butikken. Så hvad kan liberalisterne gøre bedre?

Det liberale held med at appellere til ungdommen indtil videre skyldes at unge som regel ønsker et opgør med systemer. Her virker den liberale statskritiske logik stadig fortrinligt. Progressiviteten er for længe siden flyttet ind hos de blå, og aktivistiske liberale – der bruger bitcoins som betalingsmiddel og forestiller sig flydende samfund på havet – taler til en utopisme, der også er unge stemmer i, og som i modsætning til venstrefløjens utopisme (der efter murens fald fordummede til ren negativisme) faktisk fremviser konkrete samfundsmodeller. Men på en række andre områder begår liberale den fejl, at de alene argumenterer med markedslogik. Hash skal ud på et frit marked, fremfor ét domineret af forbrydere, og prostitution skal ligeså. Udemærkede holdninger, men hvad med at lægge andre værdier end det tautologiske markedsargument bag? Hvad med at sige, at hash og rusmidler er sjove skønne og udfordrende bekendtskaber. Eller at sex er ligeså, og at modstanden mod alt dette skyldes, at indskrænkede personer ikke forstår, at hash kan være fint for nogen, og at sex måske ikke er særligt åndrigt, transcendent og personligt for alle, men også er legitim underholdning for masserne. Folkekirken skal heller ikke opløses, fordi der skal være fri konkurrence mellem trosretninger, men også fordi det handler om at sætte folks religiøsitet fri, så de ikke bare vælger statens standardprodukt, men den tro – eller mangel på samme – som de rent tilslutter sig. Og hvorfor skal de konservative have patent på familien, når det netop er den liberales ønske om at tage sig af eget afkom, der gør, at de ser skeptisk på staten som opdrager eller formgiver af børnenes holdninger, alkoholvaner eller andet? Det liberale slogan om åbne grænser og lukkede kasser, lyder heller ikke som et ønske om internationalisering og mangfoldighed, men alene som en kold forretningskalkyle uden andre værdier end værdiskabelsen. Og som toppen af åndeligt armod finder vi den primitive opfattelse af, at markedet og konkurrence alene afgør, hvad der er god og dårlig kunst.

Denne merkantile logik er aldeles infam, men skyldes desværre, at en hel generation er vokset op med staten som stort set eneste kunstmæcen. Det har fået dem til at tro, at kunst derfor af princip bør være demokratisk. Men det er en total misforståelse. Kunst er ikke demokratisk og derfor er det, som »flest stemmer for«, heller ikke nødvendigvis det bedste. Det er godt og rigtigt at fjerne statens støtteordninger for at få et magtapparatet ud af kunsten, for ellers bliver kunsten aldrig fri, men der er forskel på Fifty Shades of Grey og Buddenbrooks.

Liberale skal af med lugten fra Herning ved at minimere markedsargumentet og skrue op for mangfoldighed, internationalisering, fremtidsdrømme, kvalitet, kvalificeret nydelse, modmagt og frisind. Konservative er mennesker, der stadig drømmer om en verden, der står i kontrast til flere af de værdier. Det må liberale minde fremtidens og nutidens vælgere om, inden de synker for dybt ned i de velduftende konservative lædermøbler.