Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Krisen baner nye veje i udlændingepolitikken

Birthe Rønn Hornbech: Alle må give en hånd med både for at forøge den private sektor og for at bremse presset på de offentlige kasser. Derfor må der stilles større krav til ægtefællesammenføring og til de udlændinge, der ønsker at bosætte sig i Danmark. Det nye pointsystem er en modernisering og modificering af den i øvrigt succesfulde 24-årsregel.

"Der er for mig ingen tvivl om, at de nye krav vil animere både de herboende udenlandske statsborgere til at dygtiggøre sig og tilskynde kæresten i udlandet til at uddanne sig. Dermed vil vi komme ind i en god cirkel, hvor alle, der kommer til Danmark, også bidrager til fællesskabet" Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft / Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Udfordringerne for Danmark ændres hele tiden. Det betyder også, at der hele tiden må findes nye veje i udlændingepolitikken.

Den økonomiske krise har betydet, at vi må være mere bevidste om at satse på den private sektor. Uden indtjening i den private sektor, intet velfærdssamfund. Derfor må alle give en hånd med både for at forøge den private sektor og for at bremse presset på de offentlige kasser.

Integrationen kan fremvise fine resultater. Der er flere nydanskere i arbejde. Der er flere unge andengenera­tionsdanskere under uddannelse, og ikke mindst pigerne er ved at overhale danskerne, når det drejer sig om interessen for at få en uddannelse.

Trods de gode resultater skal det ikke skjules, at der stadig er meget store sociale forskelle. For mange uuddannede indvandrere uden erhvervserfaring har meget svært ved at finde fodfæste i det danske samfund.

Selvom antallet af ægtefællesammenføringer med uuddannede er faldet og ægteskabsmønstrene er ændret, er det nødvendigt at give integrationen et særligt skub.

Derfor er det nødvendigt at tilskynde herboende, der ønsker ægtefællesammenføring, til at få en uddannelse og et arbejde. Samtidig må der stilles kvalifikationskrav til de udlændinge, der ønsker at være indvandrere i Danmark som ægtefællesammenførte.

Det er baggrunden for ønsket om, at den intelligente indvandring gennem de senere års jobordninger nu suppleres med en ordning, hvor der stilles krav om kvalifikationer også for dem, der ønsker ægtefællesammenføring i Danmark.

Kvalifikationskravene tilsigter at forbedre integrationen og gøre alle indvandrere arbejdsparate. Samtidig skal det understreges, at en forbedret integration vil ødelægge den onde cirkel, der desværre stadig kan iagttages hos et godt nok faldende antal indvandrede ægtefællesammenførte, hvor børnene på grund af forældrenes ringe integration får en dårlig start og vanskeligt ved at få en uddannelse og klare sig i det danske samfund.

Ved at stille kvalifikationskrav bliver det desuden endnu vanskeligere for forældre at træffe ægteskabsaftaler på deres børns vegne, idet forældrene ikke på forhånd kan garantere for, at en udlænding ville kunne opfylde de ny kvalifikationskrav.

Kvalifikationskravene skal opfattes som en modernisering af 24-årsreglen. Det skal ikke mere være muligt at vente sig til en opholdstilladelse. Man må enten have en uddannelse, have erhvervserfaring eller kunne tale et af verdenssprogene på højt niveau, hvis man vil ægtefællesammenføres i Danmark. Opfylder man ikke et af disse krav, vil der være mulighed for at kombinere færdighederne og alligevel opnå ægtefællesammenføring. Samtidig vil der f.eks. blive givet points ekstra, hvis man bosætter sig uden for de udsatte boligområder.

24-årsreglen har været en succes. Den har ændret nydanskernes ægteskabsmønster. Den har betydet, at mange gifter sig senere og en del med en herboende, samtidig med at mange flere nydanskere har taget en uddannelse. Alt har givet de unge bedre muligheder for at modstå et pres fra forældrene om at indgå et ægteskab med en partner, som forældrene har bestemt.

Familiesammenføringspolitikken er i høj grad værdipolitik. Det er på den ene side vigtigt, at det danske folk, der ikke kan forsørge sig selv, får tilført arbejdskraft udefra, men det er på den anden side vigtigt, at vi sikrer, at de, der kommer hertil, respekterer vore ideer om frihed og demokrati og kønnenes ligestilling og ret til at gifte sig med den, man selv har udvalgt.

Men retten til at gifte sig med, hvem man vil, er ikke det samme som et retskrav på at slå sig ned i Danmark. Kan man derfor ikke i fremtiden kvalificere sig om ovenfor nævnt, må man vente på en ægtefællesammenføring i Danmark, indtil man besidder de nødvendige kvalifikationer.

I erkendelsen af, at 24-årsreglen har været en barriere for nogle få, vil der efter den nye politik blive adgang til ægtefællesammenføring for dem, der besidder særligt høje kvalifikationer som f.eks. en kandidateksamen fra et top-20 universitet. Også den, der har en mellemlang uddannelse, der er suppleret med erhvervserfaring og f.eks. taler et verdenssprog, vil kunne blive ægtefællesammenført i Danmark, selvom den pågældende er under 24 år.

Der er for mig ingen tvivl om, at de nye krav vil animere både de herboende udenlandske statsborgere til at dygtig­gøre sig og tilskynde kæresten i udlandet til at uddanne sig. Dermed vil vi komme ind i en god cirkel, hvor alle, der kommer til Danmark, også bidrager til fællesskabet.