Konkurrencestaten udhuler folkestyret

Når der i dag føres en »nødvendighedens politik«, og der ikke er forskel mellem »rød«, »blå« eller »lilla« politik, betyder det, at der ikke er mulighed for at opfinde alternative løsninger på vores samfundsproblemer. Derved mister folketingsvalg deres betydning, og de kommer til at handle om hvilke politikere, der er bedst til at »kommunikere«, dvs. forklare vælgerne, hvorfor de ikke har noget reelt valg.

"Herhjemme kommer det bl.a. til udtryk i, at det i dag i realiteten er Finansministeriet, der bestemmer over dansk uddannelsespolitik," skriver Michael Böss. Her ses Bjarne Corydon (th) og Lars Løkke Rasmussen i Folketingssalen torsdag d.30. januar 2014 under DONG afstemning.(Foto: Keld navntoft/Scanpix 2014) Fold sammen
Læs mere

Den offentlige politiske debat i Danmark er ofte lidt nærsynet og provinsiel. Der er nogle, der tror, at »konkurrencestaten« er noget, Bjarne Corydon har fundet på. Eller professor Ove K. Pedersen. I virkeligheden blev begrebet brugt første gang i udlandet i midten af 1990erne. Dengang blev en konkurrencestat defineret som en stat, der agerer i international konkurrence med andre stater om at skabe økonomisk vækst.

Konkurrencestatens opståen skyldes den økonomiske globalisering. Mange eksperter mente tidligere, at globaliseringen ville føre til en svækkelse af nationalstaterne. Men i dag ved vi, at det afhænger af omstændighederne. I nogle lande vil statens magt blive svækket, i andre vil den blive styrket. Den nye globale konkurrence mellem staterne vil få nationale regeringer til at forsøge at styrke statsmagten for at tilpasse den lokale økonomi til de nye markedsforhold. Men øget statsmagt kan gå ud over folkestyret. Hvor man i 1990erne forudså en »udhuling af staten«, taler man i dag om en »udhuling af demokratiet«. Ja, som jeg vil vise i det følgende, kan konkurrencestaten føre til enden for det parlamentariske demokrati. Ikke fra den ene dag til den anden, men gennem langstrakt tæring.

Det er vigtigt at understrege, at svækkelsen ikke nødvendigvis vil indebære demokratiets død. Det ville derimod betyde enden for den demokratiform, vi har kendt i Vesten siden slutningen af 1700-tallet, og som vi hidtil har opfattet som den eneste rigtige. Det repræsentative demokrati var selv en erstatning for det antikke demokrati, som var et direkte demokrati, men som ikke egnede sig for store og komplekse stater. Derfor opfandt man forskellige former for systemer, hvor folket kunne være »suveræn« uden selv at deltage i andre politiske beslutninger end de regelmæssige valg. Sådanne demokratier blev »repræsentative«. Men vi er nu i en ny situation, hvor også denne form for demokrati er kommet under pres. Lad mig forklare hvordan.

Det repræsentative demokrati bygger på tre forudsætninger. For det første forudsætter det, at de politiske institutioner er i stand til at »følge med udviklingen«: Politikerne skal kunne nå at reagere på eksterne begivenheder, der ville få indflydelse på staten. Den anden forudsætning er, at svarene på de problemer, der opstår, kan formuleres i alternativer, så vælgerne i det mindste har mindst to muligheder at vælge imellem og herved med rimelighed kan anse sig for at blive inddraget i den politiske proces. Det parlamentariske demokrati er et system, der skal forhindre mangel på alternativer. Når der i dag føres en »nødvendighedens politik«, og der ikke er forskel mellem »rød«, »blå« eller »lilla« politik, betyder det derfor, at der ikke er mulighed for at opfinde alternative løsninger. Derved mister folketingsvalg deres betydning, og de kommer snarere til at handle om, hvilke politikere, vælgerne har mest tillid til. Eller hvilke politikere, der er bedst til at »kommunikere«, dvs. forklare vælgerne, hvorfor de ikke har noget reelt valg. Den sidste forudsætning for det repræsentative demokrati består da også i oplyste vælgere: Vælgerne skal kunne begribe og vurdere alternative løsninger: Hvad en sag drejer sig om; hvilke følger, en bestemt løsningsmodel vil få; hvordan deres egne interesser bliver varetaget osv. Et parlamentarisk, demokrati kræver altså et vist dannelsesniveau i befolkningen.

Nu skal man ikke tro, at alting var i den skønneste orden på de tre punkter før i tiden. Det er ikke første gang i historien, at det repræsentative demokrati er kommet i fare, fordi nogle af forudsætningerne ikke er til stede. Men til forskel fra tidligere foregår den økonomiske udvikling i dag med så stor hastighed, at regeringer føler sig tvunget til at handle med det samme for at undgå at blive marginale spillere på et globalt marked, som har sin egne stærke aktører og sin egen dynamik,som hele tiden truer med at sætte regeringer mat. EU og euroen, som oprindelig blev skabt som et overstatsligt bolværk mod de stadigt mere selvstændige markeder, har desuden vist sig at have den modsatte virkning, idet de medvirker til en yderligere marginalisering af de nationale parlamenter. I stedet for at formindske tidspresset på de nationale regeringer, har kravet om hurtige beslutninger i Ministerrådet øget det.

Resultaterne kan ses på flere områder. For det første i en voksende afstand mellem politikerne og borgerne – som sker, uanset vi fortsætter med at kalde dem ved fornavn. For det andet i en stærkt mindsket betydning af politiske partier og valg. For det tredje – som en reaktion på afkoblingen af vælgerne – skabelsen af et ideologisk tomrum, som giver plads for forskellige former for populistiske grupperinger, der snarere har karakter af bevægelser end partier. Og, for det fjerde, en afpolitisering af regeringsmagten: en tendens til, at de ledende politikere trækker sig ind i statens institutioner og begynder at optræde som embedsmænd.

Allerede i midten af 1990erne kunne man høre fremtrædende politikere i udlandet frasige sig rollen som politikere. Det tydeligste eksempel var Tony Blair, som mente, at ideologiernes rolle for politik var forbi, og at det fra nu af kun ville handle om »værdier«. Blair anså sig selv for at stå over politik og politiske partier. »Jeg var i virkeligheden aldrig politisk [som ung] … Jeg føler mig end ikke som politiker i dag,« sagde han i et interview på BBC2 i 2000. For ham var det ikke politikeres opgave at løse problemer. I stedet gjaldt det om at hjælpe folk til selv at løse deres problemer. Politik ville med tiden blive overflødiggjort. Som en af hans regerings medlemmer, Lord Falconer, senere udtrykte det: »Afpolitisering af beslutningsprocesser er en afgørende forudsætning for at bringe magten tættere på folket.«

I stedet for at tale om »vælgere« begyndte man at tale om »parthavere« (stakeholders) og fremhæve, at demokrati snarere var et spørgsmål om at sikre borgernes rettigheder end deres deltagelse. Som den kendte amerikanske journalist og forfatter, Fareed Zakaria, skrev i 2003: »Det drejer sig ikke længere om at udvide demokratiet, men om at begrænse det.« Og Zakaria er vel at mærke venstreliberal. Den samme tendens kunne ses inden for EU. Den italienske EU-teoretiker, Giandomenico Majone, som er en stærk fortaler for uddelegeringen af de nationale parlamenters suverænitet til EU, skrev i 1996, at eksperters deltagelse i beslutningsprocesser er at foretrække frem for politikeres. For det vil betyde løsninger, der er holdbare på længere sigt. Politikernes bidrag er for det meste irrelevante eller endog skadelige.

Majones synspunkt kan ikke affejes som blot en forståelig reaktion fra en mand, der er vokset op i Berlusconis hjemland. Det er repræsentativt for tankesættet bag konkurrencestaten. Herhjemme kommer det bl.a. til udtryk i, at det i dag i realiteten er Finansministeriet, der bestemmer over dansk uddannelsespolitik. Forleden blev det overdraget til det amerikanske konsulentfirma McKinsey at bistå implementeringen af skolereformerne. Firmaet skal bl.a. levere »en detaljeret oversigt over alle nødvendige leverancer for at nå de opstillede mål med reformer og nye arbejdstidsregler« og udvikle »centrale nøgletal og måleindikatorer«, der sikrer, at eleverne bliver dygtigere, dvs. bedre til at begå sig på markedet.

Det kunne umiddelbart lyde, som om det er markedet, der ekspanderer på statens bekostning i konkurrencestaten. Men det er forkert. I virkeligheden er der tale om en statstype, hvor statsmagten er styrket. Staten skal føre kontrol med skoler og læreanstalter. De er nemlig vigtige for landets »fremtidssikring«, som det hedder i dag, hvor fremtiden paradoksalt sagt ikke længere er noget, vi ser frem til.