Københavns socialdemokrater vil rive kulturhistorisk perle ned til fordel for moderne beton og glas

Foto: Torben Huss. Fold sammen
Læs mere

I et lille hjørne af en meget hektisk bydel ligger et nedrivningstruet område. Slagtergårdene på Vesterbro i København er – som navnet siger – et småindustriområde, som Københavns Museum i 2011 udråbte som bevaringsværdigt. Slagtergårdene er et »totalt miljø« af fabriksbygninger, stald- og værkstedsbaghuse, listefabrik, skorsten, hejsebom og en »meget karakteristisk skorsten«. I sin kortlægning af området beskrev Københavns Museum området som »de eneste tilbageværende bygninger, som kan give et billede af, hvordan Vesterbro så ud i anden halvdel af 1800-tallet«.

Slagtergårdene fremstår upompøst med sine små bygninger i sølle to etager. Seks og op til 30 etagers bygninger skyder i vejret på Vesterbro. Hidtil har Københavns Kommune – mig bekendt – tilladt opførelse af nybyggeri, uden at der har været udskrevet arkitektkonkurrencer for projekterne.

Som etnolog på Stockholms Universitet har jeg fulgt både byudviklingen i Stockholm og i København. Jeg er en af de 9.000 personer, som har skrevet under på, at Slagtergårdene bør bevares og er medlem af Facebook-gruppen »Bevar Slagtergårdene, Vesterbro kulturarv«.

Når man opholder sig i Stockholm, vil man bemærke, at hele byen summer og runger af elektricitet, bilstøj og »hule lyde« fra betonen. Det er ikke ualmindeligt, at ens iPhone-headset giver stød, når man stiller sig på rulletrappen ned til tunnelbanen. Det meste af Stockholm – på nær Gamla Stan og et antal slotte og pragtbygninger – præges af motorvejsnetværk, trafikale løsninger, de såkaldte millionprogrammer, som vi andre ville kalde beton-ghettoer.

Folkhemmet

Efterkrigstidens Socialdemokratiet gjorde funktionalismen til deres bærende boligideologi. Den kom til at hedde Folkhemmet. Alt gammelt småbyggeri blev opfattet som usundt, ufunktionelt og uskønt. Arbejderne skulle bo i industri-lignende transportsystemer. I London talte arkitekter for at rive hele byen ned og skabe en sekskantet by, hvor trafikårerne dannede det centrale bymønster. I Stockholm slog ideologierne for alvor igennem. Quadratisch. Praktisch. Gut.

Tilbage til København virker disse tanker i dag absurde: Vi lever i en postindustriel, oplevelsesøkonomisk og klimakatastrofisk tidsalder. Det er dog ikke gået op for Socialdemokraterne på Københavns Rådhus. Beton- paladserne skyder i vejret i København.

De beskedne Slagtergårde er skabt af småfolk – håndværkere, købmænd og slagtere. Københavns Museums bygningskonservatorer skrev i 2011, at »hvis ikke denne baggårdsbebyggelse bevares, mister hele området store kulturhistoriske værdier«.

Væk med det gamle lort

Slagtergårdenes bevaringsstrid handler kort fortalt om en socialdemokratisk ledet kommune, som bakker op om en enkelt kapitalstærk grundejer, der ønsker at bygge 84 boliger på et delt offentligt-privat område, hvor kommunen også selv er ejer. Nybyggeriet passer til Socialdemokraternes klassiske fremtidsideologi: Væk med det gamle lort. Forfatter Kaspar Colling Nielsen skrev i sin kronik »Har alle arkitekter fået hjerneblødning?« (Berlingske, 16/10 2017) om det helhedsindtryk, der former København i højere og højere grad:

Ørestaden, Københavns Havn, Nordhavn og Sydhavnen er alle med få undtagelser plastret til med det ene dødssyge byggeri efter det andet. Golde og uhyggelige arealer, hvor vinden accelererer monsunagtigt mellem de glatte facader. Jeg forstår, at entreprenører har tjent penge på det, og tillykke med det, bonderøve, men for os andre er det en katastrofe, for det kommer til at stå de næste 200 år, og det ødelægger København.

De 9.000 mennesker, som er imod nedrivningen, kæmper formentlig for det unikkes karakter og det symbolskes værdi. I andre bevaringsstridigheder er modstanden demokratisk sammensat. Unge og gamle, rige og fattige, mænd og kvinder reagerer på ubegribelig og unødvendig destruktion.

Københavns Kommune har hidtil ignoreret Københavns Museums ekspertise inden for bygningskultur og fredningssager. Kommunen betaler eksperterne løn, men lytter ikke til deres anbefalinger. Uforståelig byplanlægning, som ligger langt fra scientific mangagement – at ekspertise og kundskab danner baggrund for beslutninger.

Tilfældigvis er Slagtergårdene erklæret unikt og bevaringsværdigt. Den danske humorist Storm P boede i et baghus og hans skriblerier findes stadig i det nu ruinlignende landskab (ejet af kommunen). Slagtergårdene indgår naturligt i et kulturstrøg, som begynder med Tove Ditlevsens mindehave, fortsætter med Storm Ps hus, videre til Vega, Folkets hus, Enghave Parken og Carlsberg. Kommunen bruger millioner for at skabe kulturstrøg andre steder i byen. På Vesterbro findes det allerede.

Forskning viser, at nedrivning af kulturhistoriske miljøer opfattes som symbolsk vold mod befolkningens egen identitet. De nyopførte betonpaladser opfattes som kyniske hyldester til bygherrerne selv. Historiske miljøer forstås som ressourcer over hvem »vi er« og kan ikke reduceres til private anliggender. Historien ligger for evigt bag os, men river man den ned, er den også for evigt forladt.

Småt er smukt

Small is beautiful. Også ud fra et profitmaksimeringsperspektiv. Skal betonpaladsernes værdi opretholdes, er man med Harvard Universitets business professor, Richard Floridas, ord nødt til at bevare de kringelkrogede byrumsværdier. Miljøer, som står i 1:1 forhold med menneskekroppen. Som er skabt af levende hænder med levet liv bag.

Økonomisk set bidrager kulturarvmiljøer i kampen om place branding, turister og attraktivitet. Som Florida forklarede i artiklen How Cities Renew fra tidsskriftet Monocle i 2008:

»Think of the cosmopolitan charm of Amsterdam, the history found around every corner in Berlin and Vienna. […] The crumbling mosaicked pavements of Lisbon. This is what really draws people in – it’s what draws residents in. Not just tourists. If this sounds emotional, well it is!«

For flertallet er »det skønne« ensbetydende med det bløde, rare og behagelige. Socialdemokraterne i Københavns Kommune mener, at dette er et forsimplet hyggebehov uden højt til loftet. På en global skala er miniput Københavns adelsmærke. Engagementet i kulturarvsmiljøer er følelsesladet. »Hyggelige« miljøer er en eksportvare.

Den svenske etnolog Owe Ronström forklarer i sin bog »Kulturarvspolitik. Visby. Från sliten småstad till medeltidsikon« (2007) at for hver én krone, som investeres i kultur, omsættes der for fire kroner. Kulturarvsmiljøers værdi rækker langt ud over dem selv.

Amalienborg er dyrt at bevare. En investor kan også få koldsved ved tanken om, hvad en renovering af Slagtergårdene vil koste. Samtidig skriger håndværkerlaug og håndværkervirksomheder på faglærte kvalitetshåndværkere. Det er på tide at betragte vor tids kulturarvsmiljøer og deres kæmpe potentiale som læringsarena for uddannelse, bevaring, næringsliv og rekreation. Det er sikkert konkurrence-forvridende. Men gør noget, fordi der er brug for det. EUs kulturarvssatsning, Horizon 2020, opfordrer f.eks. til innovation af kulturarvsmiljøer, som også bevarer.

Sarah Holst Kjær er fil dr. i etnologi ved Institutionen för etnologi, religionshistoria och genusvetenskap på Stockholms universitet. un forsker og underviser i kulturarv, museer, byudvikling og oplevelsesøkonomi.