Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvordan graffiti førte til den syriske borgerkrig

Nogle gange kan en drengestreg, en lille episode, ændre historien.

En syrisk skoledreng går forbi en graffiti med teksten »Vi knæler kun for Gud. Befri Syrien.Zohra Bensemra Fold sammen
Læs mere

De var en gruppe af drenge på vej hjem fra skole en kølig eftermiddag i februar som så mange andre drenge. På en delvis ødelagt mur ved skolen i den syriske by Dara’a sprayede en af drengene med rødt ordene »Asha’ab yureed isqat annidham!« – »Folket vil vælte regimet!« et slogan, de havde set på arabisk TV fra Tunesien til Ægypten under det arabiske forår. »Det er din tur, doktor«, skrev en anden dreng. »Doktor« refererer til Syriens diktator Bashar Assad, som er uddannet øjenlæge, en opfordring til, at despoten burde gå af.

De oprørske ord var drengestreger. Mere motiveret af oprør mod autoriteter og kedsomhed end af politisk aktivisme, har flere af drengene nu fortalt. Drengene var under episoden i 2011 omkring 11-14 år. »Vi legede bare, vi tænkte ikke så meget over det,« har Yacoub, en af drengene, der dengang var 12, for nylig fortalt til Vice news.

Det var graffitien, der startede det hele. Ordene på væggen udløste den syriske revolution, som førte til borgerkrigen, der ledte til kaos og terror. Nogle gange kan en drengestreg, en lille episode, ændre historien.

Graffiti som kampmiddel

Graffiti er blevet et nyt forum for farlig kommunikation. Under det arabiske forår i Ægypten i januar 2011 var graffiti et vigtigt middel, som afspejler revolutionens fremdrift. Bygningen, hvor skattemyndighederne holdt til, blev hvidtet på næsten daglig basis for at holde graffiti-tegnernes voldsomme følelser nede. Graffitien er på én gang et rum for oprør, debat og erindring, for at mindes dem, der er blevet dræbt eller forfulgt. Masser af graffiti gengav en hændelse med en kvinde i en blå BH, der blev banket af soldater på Tahrir Pladsen. I nogle tegninger er Morsis ansigt – den tidligere præsident fra Det Muslimske Broderskab – udvisket i protest mod hans magt. Graffiti som politisk udtryksmiddel breder sig i den arabiske verden fra Sana’a i Yemen til Amman i Jordan.

Men tilbage til drengene i Dara’a, for det er vigtigt at huske, hvordan krigen i Syrien brød ud. Spørgsmålet er, hvad der var sket, hvis graffiti-gruppen havde kopieret et slogan fra et rockband? Ville Syrien-krigen så ikke være opstået? Selv små hændelser kan få fatale konsekvenser, det vidner historien om.

Måske var det drengene, der ladede revolutionens pistol, men det var Atif Najib, chefen for byens sikkerhedsstyrker og præsident Assads fætter, som udløste den. Indenfor to timer efter graffiti-malingen iværksatte Najib, at flere af drengenes hjem på samme tidspunkt blev stormet og ransaget. Mødre græd, og fædre tiggede om at tage i deres sønners sted. Men drengene blev arresteret og ført til fængslet i nabobyen Suwayda.

Drenge blev mishandlet

Muhammed, en af drengene, der nu er blevet identificeret og har udtalt sig til medier fra en flygtningelejr i Jordan, fortæller, at mishandlingen og torturen begyndte, lige så snart drengene ankom til fængslet. »Var det dig, der skrev det?« spurgte forhørsbødlerne. Muhammed nægtede i tre dage, men for at få slagene og de elektriske stød til at ophøre, indrømmede han til sidst at han havde sprayet ordene – selv om det var hans fætter, der førte sprayflasken. Drengen angav også tre af sine venner, som overværede spraymalingen.

Inden der var gået to uger fra arrestationen af drengene, modtog Muhammeds far et opkald om at møde op i byens Omari Moske for at protestere og forlange, at børnene blev løsladt. Da faren nåede moskeen, var der allerede omkring ti andre. Snart så han ansigterne på næsten alle dem, han kendte i byen.

Det utrolige ved Dara’a-episoden er, at Dara’a var et usædvanligt sted for den syriske revolution at bryde ud. Byen, der ligger 80 kilometer fra Damaskus, har haft sine økonomiske kampe på grund af tørke, men selv da var Dara’a en sikker bastion for det syriske styre med mange velbeslåede borgere.

Syrere sammenligner dynamikken i den landlige by med det øjeblik, hvor den tunesiske gadesælger Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv i 2010. Bouazizis handling og død antændte demonstrationer, som ledte til, at den tidligere præsident Zine El Abidine Ben Ali blev væltet og udløste flere demonstrationer og råb om demokrati overalt i den arabiske verden. Det, der skete i Dara’a var, at torturen mod børnene fik folk til at bryde gennem »frygtens mur«, siger Mohamed Masalmeh, en syrisk aktivist, til CNN. Omar Almuqdad, en journalist fra Dara’a, fortæller: »De begyndte at protestere dag for dag. Det var revolutionens flamme.«

Yacoub, en anden af graffiti-drengene, har nu afsløret, at han under tortur-sessionerne hørte vagterne hviske, at forhørsspørgsmålene kom direkte fra Atef Najib – sikkerhedschefen og præsident Assads fætter. Og hvordan Najib og hans mænd behandlede børnene i deres varetægt og deres forældre er allerede nu blevet til en revolutionær myte. Ifølge nogle versioner mødtes Yacoubs far og andre fædre til skolebørnene med sikkerhedschefen og bad om, at deres drenge blev løsladt. Najib beordrede dem til gå hjem, glemme alt om deres sønner og overveje at få nye børn – og hvis det slog fejl, sende deres koner hen på politistationen, så sikkerhedsstyrker kunne gøre dem gravide. Hvad Najib end sagde, falder arresten, torturen og graffitien sammen med et usædvanligt sårbart øjeblik for præsident Assad, fordi hele regionen var i brand. Hans fætters reaktion udløste en cyklus af vold, der stadig raserer.

Omar, en af graffiti-drengene, der deltog i demonstrationerne, har senere gjort rede for udviklingen. I moskeen så han, hvordan imamen smed regimets talepunkter på moskegulvet. Efter bønnen myldrede borgere, familier og venner til drengene ud i byens gader og begyndte at råbe: »Vi vil have vores børn ud af fængslet!« Politiet besvarede råbene med tåregas, skud og snigskytter. Protesterne, der oprindeligt havde til formål at få drengene løsladt, voksede og gik amok. Da drengene omsider blev løsladt, kunne deres forældre knap genkende dem. Flere havde skamferede ansigter. Deres negle var flået af og ribben knust. I slutningen af marts 2011 var Dara’a havnet i en dødelig cyklus af protester, undertrykkelse og begravelser af dem, der blev dræbt af politiets kugler. I takt med, at byen begyndte at koge, satte Assad militæret ind. I april var byen omringet af kampvogne. Og oprør og protester havde bredt sig til nærmest hver eneste større by i Syrien.

Den positive udlægning af graffiti-episoden er, at mod smitter. Men det uhyggelige er, at Syrien i dag er sunket ned i kaos og knap er et sammenhængende land længere. Syrien er forvandlet til en boksering for stormagter, hvor der er mange andre interesser end syrernes på spil.

40.000 anslås dræbt i Dara’a

Uden graffitien i Dara’a var oprøret og dermed krigen næppe brudt ud. Det mener bl.a. Paul Salem, der er en autoritet vedrørende Syrien og direktør for Carnegie Middle East Center. Men de dybereliggende politiske og økonomiske årsager til de syriske borgeres utilfredshed og antændelighed var en forbandelse. For Salem og mange andre eksperter at se var det uundgåeligt, at protester ville flamme op i Syrien på et eller andet tidspunkt.

Ifølge mange medie-rapporter er oprørerne i Dara’a i dag støttet af det CIA-sponsorerede MOC, Military Operations Center. Store områder af Dara’a er blevet sønderbombet af regimet, mindst 40.000 anslås dræbt, og området er delt mellem regeringsstyrker, Den Frie Syriske Hær og ekstremistiske grupper. Små begivenheders aftryk på historien – selv en drengestreg – kan være enorme og uigenkaldelige.

 

Louise Stigsgaard har boet i Jerusalem, Beirut og New York, hvor hun som korrespondent har dækket Mellemøsten og USA for bl.a. Berlingske og Weekendavisen. Louise er journalist, har læst international politik på Harvard Universitet og er cand. phil. i dansk. Graffiti-drengene fra Dara’a spiller en vigtig rolle i hendes første roman »Natten er fuld af lys«, der lige er udkommet på People’s Press.