Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Grænser søges

Jens Elo Rytter: Vi må som borgere i fremtiden i stigende grad sætte vores lid til, at domstolene vil være villige til at markere de grænser og spilleregler, som politikere og myndigheder skal holde sig inden for.

Foto: Claus Bigum

I Danmark har vi tradition for at overholde menneskerettighederne og grundlæggende retsstatsprincipper. Ja, man kan måske endda side, at der er tradition for, at politikerne viger tilbage fra overhovedet at udfordre de menneskeretlige grænser. Man holder sig hellere på den sikre side. I gamle dage (slutningen af 1980erne) fik vi således det indtryk på jurastudiet, at Grundloven og menneskerettighederne selvfølgelig er principielt vigtige, men at vi i Danmark har en demokratisk kultur, der i praksis gør det nærmest utænkeligt, at Folketinget skulle handle i modstrid hermed.

Sådan er det ikke længere. Dansk politik er stadig oftere på kollisionskurs med menneskerettigheder og retsstatsprincipper - ikke mindst dem, som er nedfældet i Menneskerettighedskonventionen. Her taler jeg vel at mærke ikke om en konflikt med den mere moderne del af menneskeretten med dens særlige krav om positiv økonomisk, social eller kulturel beskyttelse af individer eller grupper. Jeg taler om, at selv klassiske menneskerettigheder og retsstatsprincipper i stigende grad bliver udfordret af det politiske system eller dele heraf.

Så vidt jeg kan vurdere, er det en udvikling, der begyndte at tage fart i 1990erne, men som er accelereret i løbet af 2000erne, muligt påvirket af, at vi i det seneste lille årti de facto har haft en flertalsregering. Menneskerettigheder synes i politiske kredse i stigende grad at blive opfattet som noget, der lægger generende, ja, måske ligefrem uønskede, begrænsninger på den politiske manøvrefrihed. Noget man i hvert fald ikke skal overholde mere end strengt nødvendigt.

At menneskerettigheder og retsstatsprincipper begrænser den politiske handlefrihed og myndighedernes magtudøvelse er ikke noget nyt. Det er faktisk formålet med dem og et bærende fundament under den borgerlige retsstat. Men hvorfor skal den politiske magt egentlig begrænses? Har vi ikke demokrati her i landet? Og betyder demokrati ikke, at det folkevalgte politiske flertal har en berettiget adkomst til magten og dermed til at bestemme? Jo, men så enkelt er det alligevel ikke.

Demokrati betyder folkestyre: at folket regerer sig selv. Og folkestyre kan i praksis kun fungere som et flertalsstyre.

Hele tanken bag det konstitutionelle demokrati, som det historisk har udfoldet sig siden de amerikanske og franske frihedsrevolutioner i slutningen af 1700-tallet, er, at det politiske flertals magt må begrænses, hvis det ikke skal udarte i flertalsdiktatur og vilkårlige overgreb mod enkeltindivider eller mindretal. Derfor har vi menneskerettigheder: Som en modvægt til det uhæmmede flertalsstyre, der skal beskytte det enkelte individ og samfundets mindretal mod overgreb på deres værdighed, frihed og retssikkerhed.

Nogle af disse menneskerettigheder blev allerede nedskrevet i 1849 Grundloven, andre er kommet til med internationale konventioner vedtaget efter Anden Verdenskrig og tiltrådt af Danmark med Folketingets samtykke, heriblandt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950.

Det nye er, at disse begrænsninger i stigende grad bliver anfægtet og testet af politikerne, ja, i visse politiske lejre så man helst, at vi simpelthen opsagde vore internationale menneskeretsforpligtelser. Fordi de spærrer for eller dog hæmmer ønskede politiske tiltag.

Den klareste - og mest bekymrende - tendens i dansk politik er måske tendensen i retning af, hvad man kunne kalde »flertalsstaten«: Politiske indgreb eller ønsker herom, der (særligt) retter sig imod mindretal. Et specielt eksempel herpå er »Tvind-loven« tilbage fra 1990erne - et singulært lovindgreb, der fratog navngivne Tvind-skoler adgangen til økonomisk statstilskud; loven blev underkendt som grundlovsstridig af en enig Højesteret, fordi lovgiver her reelt traf en konkret afgørelse frem for at lovgive. Siden er fulgt en lang række indgribende lovinitiativer rettet mod udlændinge, bl.a. skærpede regler om udvisning; begrænsninger i adgangen til familiesammenføring - herunder 24 års reglen, som kun var én dommerstemme fra i Højesteret at blive underkendt som stridende imod Menneskerettighedskonventionen; skærpede betingelser for opnåelse af statsborgerskab og for tildeling af humanitær opholdstilladelse, herunder for særligt svage udlændinge; reglerne om såkaldt »starthjælp« og senest et endnu mere vidtgående forslag om at tillade en »indslusningsløn« for ikke-vestlige udlændinge i Danmark på halvdelen af mindstelønnen.

Andre indgreb rammer især religiøse mindretal, f.eks. forbudet mod religiøse symboler ved domstolene og, mere utilsløret, forslaget om et generelt forbud mod at bære burka i det offentlige rum. Også forslaget om at afkriminalisere racistiske ytringer er udtryk for et ønske om at svække beskyttelsen af samfundets minoriteter.

En anden tendens kan man kalde for »sikkerhedsstaten«: Politiske foranstaltninger, der til fremme af den almene sikkerhed gør indgreb i individets privatliv, frihed og retssikkerhed. Et ældre eksempel er PETs årelange rumaflytning og registrering af lovlig politisk aktivitet uden klar lovhjemmel.

Endnu mere markant er »terror-pakkerne« vedtaget i forlængelse af 11. september 2001, som bl.a. har givet myndighederne øget adgang til generel overvågning, samt etableret registrering/logning af al telekommunikation. Myndighedernes vidtgående anvendelse af politilovens bestemmelser vedrørende visitationszoner og præventiv anholdelse af demonstranter synes at afspejle samme tendens. Vilkårlige visitationer uden grundlag i en bestemt mistanke har Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg i januar 2010 underkendt som stridende imod individets ret til privatliv i en engelsk sag, der har paralleller til den danske ordning.

Man kan også nævne udlændingelovens regler om frihedsberøvelse og administrativ udvisning af udlændinge, der anses som en fare for statens sikkerhed; loven gav oprindelig, i strid med menneskerettighederne, ikke den pågældende udlænding nogen adgang til domstolsprøvelse af grundlaget for udvisningen; nu er en sådan prøvelse gjort mulig, men i specielle, delvis lukkede retsprocesser, hvor der gælder særlige begrænsninger i udlændingens partsrettigheder under hensyn til statens sikkerhed.

Der tegner sig samlet et billede herhjemme af et politisk system og en politisk kultur, som på flere områder er blevet mere grænsesøgende i forhold til menneskerettighederne og de grundlæggende retsprincipper end tidligere. Vi må derfor nok indstille os på at vinke farvel til illusionen om en dansk demokratisk kultur, der på det nærmeste er uskyldsren og menneskeretligt ufejlbarlig. Det øger behovet for en effektiv domstolskontrol med det enkelte individs og samfundets mindretals menneskerettigheder, som en modvægt til den beskrevne politiske tendens. Det traditionelle forhold mellem politikere og domstole her til lands kan siges at have hvilet på en »gentleman-agreement«: Folketinget søgte omhyggeligt at undgå at komme på kant med Grundloven og menneskerettighederne, mens domstolene til gengæld var yderst varsomme med at underkende Folketingets lovgivning som grundlovs- eller menneskeretsstridig. Indtil det politiske liv igen måtte slå tilbage på sin gamle kurs, må denne »gentleman-agreement« anses for ophævet. Våbenhvilen er brudt.

Derfor må vi som borgere i fremtiden i stigende grad sætte vores lid til, at domstolene vil være villige til at markere de grænser og spilleregler, som politikere og myndigheder skal holde sig inden for. Også selv om en sådan mere konfrontatorisk sameksistens statsorganerne imellem måske vil forekomme mange at være temmelig »udansk«.