Gør som købmænd og kinesere: Investér i opera! Det betaler sig

Købmands-Hamborg og Kommunist-Kina vurderer fra hver deres udgangspunkt, at opera er værd at investere i. Danske fonde og virksomheder kan også godt se pointen. Nu mangler vi bare at få den danske regering med.

En deltager får lagt make-up før en operakonkurrence i Beijing. Foto: Thomas Peter/Reuters/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: THOMAS PETER

25 millioner solgte billetter. 40 milliarder i årlig omsætning. Det er europæisk operaindustri anno 2018. Kun krig koster mere end opera, som de siger i branchen. I 400 år har magthavere investeret i opera. Det koster en krig. Billetindtægterne henter på ingen måde investeringen hjem, men både købmænd og kinesere kan se formålet med at kaste penge ind i foretagendet. Så det gør de. I Danmark gør vi det modsatte.

Benedicte Christiansen Fold sammen
Læs mere

I Hamborg bruger købmændene penge på deres opera. Philharmonisches Staatsorchester udvider næste år fra 134 musikere til 140. Orkestret spiller til opera og ballet ligesom Det Kongelige Kapel. Storkøbmand Kühne lægger en million på bordet hvert år de næste fem år med det formål at sætte turbo på fornyelsen og udvidelsen af operaens repertoire. En million euro om året i fem år er godt 37 mio. kroner i alt. Købmand Kühne, der også investerer i fodboldklubben HSV, tror på vinder-teamet generalmusikdirektør Kent Nagano og operachef Georges Delnon. Forlængelsen af de to herrers kontrakter frem til 2025 er en bedrift, Hamborgs bystyre fremhæver i Senatspolitik 2011-18. Som »künstlerisches Spitzenpersonal« giver de byen profil.
Erhvervsklubben til fremme af Hamborgs opera har mottoet »Pecunia pro opera«. Penge til operaen. Det kan også oversættes til »Penge til forretninger«! Det er præcis de to aspekter, som de driftige folk i hansestaden ser: Investeringer i højpotent opera avler prestige og penge til byens virksomheder.
I Danmark har vi den modsatte politik. Her piller regeringen pertentligt Det Kongelige Teater for 800.000 kroner. Hver måned. Fra 2016 til 2019 er det 44 millioner kroner, der forsvinder, konstaterer bestyrelsesformand Lisbeth Knudsen i et interview 14. juli.  Pecunia contra opera er et ledigt motto for den fremgangsmåde. For alt tyder på, at regeringens uendelige pengepilleri kun udretter én ting: Det gør os alle fattigere.

Operahus som potensforlænger

Hvis man tror, at opera nogensinde har kunnet drives på billetindtægter alene, tager man fejl. 1600-tallets Venedig var et epicenter for opera, og her så Cristoforo Ivanovich allerede i 1681 dystert på fremtiden. Billetindtægterne gik »ikke op, men ned«, som han forklarer i sine Memorie teatrali di Venezia. Vor egen Frederik IV ville i begyndelsen af 1700-tallet også have tidens topsmarte gadget, et operahus. Et statussymbol og potensforlænger, der klæder enhver magthaver. Sådan nogle havde han nemlig set i Venedig. Kongen gik efter fem år rabundus med foretagendet, skønt selve bygningen står der endnu og huser Østre Landsret.

I 1966 udgav Baumol og Bowen, to Princeton-økonomer, Performing Arts-The Economic Dilemma. 50erne og 60erne var gyldne år på The Met i New York. Stjerner af Callas-kaliber var forsidestof. Alligevel, konstaterer de to amerikanske økonomer, er »krise tilsyneladende en livsstil«. Én lang strøm af »katastrofale udgiftsstigninger og økonomisk undtagelsestilstand«.
Opera har alle dage været en industri, der kræver, at man henter afkast hjem ved afledt virksomhed. Gambling og hasardspil var forretningsmodellen i 1800-tallets italienske operahuse. Der var loger med spejle i loftet, så man ved spillebordet kunne se scenen selv med ryggen til. Der var rouletter, som snurrede i foyeren.

Hvis vi skal tro købmændene i Hamborg, er opera godt for virksomhederne. Konsulenthuset COWI giver dem ret. For hver offentligt investeret krone er omsætningen steget med tre kroner, vurderer COWI i rapporten Welcome Future om Kulturby 2017. Én investeret offentlig krone i et kulturudbud kommer altså tre gange tilbage. Rapporter fra Americans for the Arts viser samme tendens. Offentlige investeringer i kultur før finanskrisen kom hele syv gange tilbage i USA, mens de seneste tal siger fire gange.

Skudt op som paddehatte

Og så er der Kina. Ikke nogen dummepeter i verdensøkonomien. I Kina er der de seneste 15 år skudt operahuse op som paddehatte. Der er anslået 50 operahuse i Kina, der nu spiller vestlige operaer. For at det ikke skal være løgn, er operaen »Turandot« af italienske Puccini blevet noget nær en nationalopera. Turandot er en eventyrfortælling om en kinesisk prinsesse, der siger »duer ikke, væk!« til alle friere. En makaber version af Klodshans, inklusive tortur og henrettelser. Turandot var uønsket i Kina i årtier. Man syntes ikke, den gav et retvisende billede af landet. Det kan man mene forskelligt om.

Beijings operahus er fra 2007, et prestigebyggeri tæt på Folkets Store Hal og Den Forbudte By. Huset beskrives som et el dorado for vestlige kompagnier, der her møder gunstig finansiering. Den enorme industriby Guangzhou i det sydlige Kina fik sit operahus i 2010, tegnet af iransk-britiske Zaha Hadid. 1,3 milliarder kroner er prisen oplyst til. Et røverkøb sammenlignet med de små seks milliarder for Hamborgs Elbphilharmonie. Danske kunstnere er hyppige gæster i både Beijing og Guangzhou. Kasper Holten satte i maj Guangzhous nyskrevne opera om Marco Polo op med danske Peter Lodahl i titelrollen, og i juni var Holten i Beijing med danske Johan Reuter på scenen i Wagners Mestersangerne. I foråret gæstede DRSymfoniorkestret Beijing. I Kinas engelsksprogede nyhedsmagasin Beijing Review’s omtale af Marco Polo bliver det øst-vestlige samarbejde fremhævet.

Det understreges, at operaen i Guangzhou er en del af Silk Road International League of Theatres, et kinesisk drevet initiativ fra 2016, der har over 80 medlemmer i 33 lande og er opkaldt efter Silkevejen, den gamle handelsrute fra Kina til Europa. Initiativet er en del af Kinas kolossale Silk Road Economic Belt, også kendt som One Belt, One Road, der sigter på at binde Asien, Europa, Afrika og Oceanien sammen. Intet mindre. Kina tænker stort og langt. Meget langt. Skulle vi prøve det herhjemme?

»Stor kunst rammer os altid på vores egen nutid. Ellers er det ikke stor kunst. «


Operaen på Holmen har i den kommende sæson sat tevand over til to opsætninger med kinesisk aroma. Puccinis »Turandot« og amerikanske John Adams' »Nixon in China« fra 1987. I »Nixon in China« er scenen det historiske møde mellem Nixon og formand Mao i 1972. Nattens Dronning i den opera er Madame Mao, Maos hustru, Jiang Qing. Hendes håndfaste brug af kinesisk opera i kulturrevolutionen er et kerneelement i denne nyklassiker. Ligesom med »Turandot« syntes man i Kina, at også denne opera fordrejer forholdene. Kinas egen Peking-operatradition er deltager i  Operafestivalen i København.

En investering værd

Mesterværker er kendetegnet ved, at de bliver ved med at give. Stor kunst rammer os altid på vores egen nutid. Ellers er det ikke stor kunst. På operascenen spiller repertoire fra 1600-tallet side om side med repertoire fra vores egen tid. Ikke sjældent er magtens karakter og legitimitet i centrum af dramaet. Fyrstens magt, magten mellem kønnene, menneskets magt over sig selv og mangel på samme. Ikke som et intellektuelt studie, men som et sansernes boblebad. Er det en tanke værd, at 400 års opera også er lydsporet til Europas udvikling fra despotisk enevælde og oligarkstyre til demokrati?

Købmands-Hamborg og Kommunist-Kina vurderer fra hver deres udgangspunkt, at opera er værd at investere i. Danske fonde og virksomheder kan også godt se pointen. Nu mangler vi bare at få den danske regering med. Ikke et ord her om kunsten for kunstens egen skyld. Det er helt legitimt, hvis man ikke orker stor musik. Der er også mange, som ikke orker motion. Ikke sundt, men muligt i et frit samfund. Det er derimod ikke legitimt bevidstløst at tappe operaen for saft og kraft, alene fordi man ikke orker at tænke andet end småt. Vi er faktisk pænt gode til opera i Danmark. Er det muligt, at vores egne politikere ikke ved det? I Kina ved de det godt.