Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Gør noget godt for klimaet – flyv noget mere til Thailand

Intet land i verden er bedre positioneret til at løse den globale klimakrise end Danmark. Her er tre bud på, hvordan vi med vores erfaring og kapacitet indenfor grønne løsninger kan vise verden, hvordan en industrination kan frigøre sig fra de fossile energikilder på få år.

Sådan kan Danmark give verden løsningerne på den globale klimakrise
Prisen for vindkraft og solenergi falder og falder, og det er nu billigere at bygge en havmøllepark eller en solfarm, end det er at bygge et nyt kul- eller gasfyret kraftværk. Fold sammen
Læs mere
Foto: SØREN BIDSTRUP

Selv om vi i Danmark kun udgør en promille af verdens befolkning, kan vi med vores erfaring og kapacitet inden for grønne løsninger vise verden, hvordan en industrination kan frigøre sig fra de fossile energikilder på få år.

Det vil ikke koste særlig meget – og så kan det i den grad blive til gavn for dansk industri.

Henrik Stiesdal Fold sammen
Læs mere

For at blive et CO2 neutralt foregangsland for resten af verden skal vi i Danmark

  • Hurtigst muligt omstille til 100 pct. forsyning med vedvarende energi
  • Udvikle energilagring
  • Udvikle ikke-fossile brændstoffer til lastbiler, skibe og fly

Delløsning nr. 1, omstillingen til vedvarende energi, ligger lige for og behøver sådan set ikke meget forklaring. Prisen for vindkraft og solenergi falder og falder, og det er nu billigere at bygge en havmøllepark eller en solfarm, end det er at bygge et nyt kul- eller gasfyret kraftværk. Sol og vind behøver kun små tilskud for at kunne konkurrere på rene markedsvilkår.

Vi skal derfor vise vejen for verden og øge ambitionerne for opstilling af havmølleparker og solfarme, så vi ikke bare kommer op på fuld dækning af elforbruget, men så vi også kan dække en stor del af transporten og varmeforbruget. Og afgiftssystemet skal justeres, så brugen af varmepumper i fjernvarmesystemet ikke længere pålægges en strafafgift.

Delløsning nr. 2, energilagring, skal til, fordi vinden ikke altid blæser, og Solen ikke altid skinner. I den situation skal vi bruge overskudsenergi, som vi oplagrede, mens det blæste, og Solen skinnede.

Der vil gå mange år, før energilagring i almindelige batterier bliver rentabel, men heldigvis er der i de senere år udviklet en række nye teknologier til effektiv lagring af elektricitet. Navnlig termisk energilagring er lovende. Her gemmes overskudsstrøm fra sol og vind i form af varme ved høj temperatur, før den igen omdannes til elektricitet, når vi har brug for det. I Hamborg opfører Siemens et demonstrationsanlæg til termisk lagring af elektricitet. Og herhjemme arbejder flere grupper forskere og virksomheder på at lave varianter af termiske lagre, brintlagre og andre lagertyper, som én gang for alle kan løse problemet med at gemme strømmen.

Rundt om i verden anses rentabel energilagring for at være den sidste barriere, før man for alvor kan gå over til energiforsyning baseret på vedvarende energi. Med en målrettet indsats på forskning og demonstration kan Danmark på få år blive foregangslandet inden for energilagring, ligesom vi de sidste 40 år har været det inden for vindkraft.

Vi har en stærk tradition for udvikling og industrialisering af nye teknologier, så det er bare om at komme i gang!

Delløsning nr. 3 skal til, fordi transportsektoren udgør en klimamæssig udfordring. Den står for en fjerdedel af verdens CO2-udledninger, og selv om en del kan elektrificeres, eksempelvis jernbaner, biler og bybusser, kan en meget stor del af transporten realistisk set ikke omlægges til el-drift. Det drejer sig navnlig om lastbiler til langtursdrift, oceangående skibe og større fly.

Den lidt overraskende løsning

Vi skal derfor have udviklet brændstoffer, som kan fremstilles med vindkraft og solenergi. Det er der flere løsninger på, og nogle af de mest lovende ligger godt til dansk industri.

Det er oplagt at bruge biogas som brændstof. Men for lastbiler og skibe er der også en anden, måske lidt overraskende løsning, nemlig ammoniak.

De fleste af os kender ammoniak som et gødningsstof, der anvendes i landbruget, og som ammoniakvand, der kan bruges til rengøring. Men ammoniak er også et udmærket brændstof, der efter beskedne tekniske ændringer kan bruges i almindelige dieselmotorer i lastbiler og skibe.

Man fremstiller ammoniak ved kombination af brint og kvælstof. Vi kan lave »grøn« brint ved at bruge overskudsstrøm fra sol og vind til at spalte vand til ilt og brint, og kvælstoffet kan vi få fra luften, som omgiver os. Der er intet kulstof i ammoniak, og derfor ingen CO2-forurening fra »grøn« ammoniak.

Ammoniak har kun halvt så stort energiindhold som dieselolie, så man skal bruge en dobbelt så stor tank for at opnå samme rækkevidde. Det er til at klare i lastbiler og skibe.

Den væsentligste udfordring er, at der skal udvikles industrialiserede anlæg til »grøn« ammoniakproduktion, hvor vi bruger vind- og solenergi i stedet for fossile brændstoffer i produktionen. Heldigvis er Danmark allerede førende på teknologien til ammoniakproduktion. Halvdelen af alle verdens ammoniakanlæg har katalysatorer fra Haldor Topsøe. Hvorfor skulle vi så ikke også blive førende på »grøn« ammoniakproduktion? Det kan gå hen og blive et nyt dansk industrieventyr.

Ammoniak duer til gengæld ikke som flybrændstof. Det lavere energiindhold i ammoniak gør, at den brændstofmængde, der skal til for at flyve en bestemt distance, rundt regnet kommer til at veje det dobbelte. Og en fordobling af brændstofvægten har fly ikke kapacitet til.

De eneste brændstoffer, som har en tilstrækkelig høj energitæthed til at kunne bruges i fly, er brændstoffer, der indeholder kulstof ligesom almindeligt olie-baseret flybrændstof.

Naturen kan hjælpe

Her kan naturen komme os til hjælp. Vi behøver ikke at udvinde flybrændstof af olie – vi kan producere biobrændstof til fly af plantemateriale. Og vi kan oven i købet også opnå, at flyrejser går fra at være et kæmpe klimaproblem til en del af løsningen på klimaproblemet.

Man kan producere flybrændstof ved at opvarme plantemateriale til en temperatur, der er så høj, at det meste af materialet omdannes til bio-olie og forskellige gasarter. Olien og gasserne kan så tages videre i en proces, som fører frem til et flybrændstof, der er mage til det, man kender i dag.

Ved forgasningen bliver der en smule affald tilbage i form af forkullet plantemateriale. Hvis plantematerialet er træ, får man trækul ud, og hvis det er halm eller blade, får man noget sort, lidt trævlet pulver. Man kalder under ét dette »spildprodukt« for biokul.

Biokul er i virkeligheden alt andet end et spildprodukt. Det kan spredes ud på landbrugsjord, hvor det forbedrer jordens frugtbarhed og dyrkningsegenskaber. Og så er det stabilt, rådner ikke og omdannes derfor ikke til CO2, som plantemateriale ellers gør, når det kommer ned i jorden.

Normalt vil man gerne have så stort udbytte som muligt, men af hensyn til klimaet kan vi vælge at køre vores proces ved en temperatur, hvor kun halvdelen af plantematerialet bliver til olie og gas, mens den anden halvdel bliver tilbage som biokul.

Da planterne voksede, fik de alt kulstoffet ved at optage CO2 fra atmosfæren. Når bioflybrændstoffet brændes af på en flyrute, ender kulstoffet fra plantematerialet tilbage i atmosfæren som CO2. Men det var jo kun den ene halvdel af plantematerialet, som blev til brændstof. Den anden halvdel af kulstoffet, som blev bundet i form af biokul, er permanent fjernet fra atmosfæren. Vi har således fået et »kulstof-negativt« brændstof. Jo mere brændstof, vi fremstiller, desto mere CO2 fjerner vi fra atmosfæren.

Det er da smart! Gør noget godt for klimaet – flyv noget mere til Thailand! Og hvis vi har overskud af plantemateriale, kan vi også lave brændstof til biler, plastmaterialer og mange andre produkter, som indeholder kulstof.

Det er ikke nyt at lave biobrændstof til fly, men det har generelt været for dyrt. Men med opsugningen af CO2 i biokullet bør man kunne få et ekstra tilskud fra kvotesystemerne.

I Danmark brænder vi i stort omfang biomasse i vores kraftværker til produktion af el og varme. Det skal vi gradvis holde op med, efterhånden som sol og vind overtager el- og varmeproduktionen, og vi skal i stedet bruge biomassen til produktion af kulstofnegativt brændstof, plast m.v. Vi skal have udviklet enkle anlæg til omdannelsen af plantemateriale. Og hvorfor ikke gøre Københavns Lufthavn til den første lufthavn i verden, hvor man kan tanke sit fly med kulstofnegativt brændstof? Det vil da være et klimaprojekt med flyvehøjde!

Med disse tre tiltag kan Danmark blive foregangslandet i verden, ikke blot på vindkraft, men på effektiv klimaindsats i det hele taget. Intet land i verden er bedre positioneret til det end Danmark, for vi har helt særlige fordele i vores offentlige-private samarbejde, vores industristruktur og vores evner på innovation. Dem skal vi bruge til gavn for verden. Og så skal vi udnytte muligheden for nye industrieventyr på energilagring og brændstoffer.

Repræsentanter fra FNs klimaorganisation, IPCC, har anslået, at vi kun har en halv snes år til at få vendt udviklingen på klimaområdet. Før 2030 skal udledningerne være kraftigt på vej nedad. Så hvis vores forstærkede indsats skal have effekt på globalt plan, har vi i Danmark næppe mere end fem år til at vise verden et lysende eksempel på, hvordan det kan gøres.

Det kan kun gå for langsomt. Lad os komme i gang!