Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Forsvaret er presset til udvikling

Chef for Forsvarsakademiet: Hvis man kan tale om en rød tråd i den seneste forsvarsaftale - udover besparelsen på de 2,7 mia. kr. - så er det politikernes ønske om, at Forsvaret skal samle sine kræfter på tværs af de tre værn i det, der betegnes som værnsfælles kapaciteter.

Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Forsvaret i 2004 blev ændret fra mobiliseringsforsvar til ekspeditionsforsvar, blev det med rette kaldt for den største omlægning af dansk forsvar siden Anden Verdenskrig. Det er ikke rigtigt længere. Forsvarsaftalen, som blev indgået med et bredt politisk flertal sidste efterår, medfører forandringer, der får 2004-forliget til at ligne en skovtur.

I modsætning til forliget i 2004 lægger det nuværende forlig nemlig ikke kun op til store organisatoriske forandringer, det dikterer også en fuldstændig omlægning af Forsvarets uddannelses- og ansættelsesforhold, ikke mindst for officerskorpset. Dermed er dette forlig også inde at røre ved det, man kunne kalde den professionsbærende del af det militære centralnervesystem.

Det kan man som officer og chef i Forsvaret vælge at udtrykke bekymring over udfra en »if-it-aint-broken-dont-fix-it«-tankegang. Men med den politiske vedtagelse af forsvarsforliget gik det gamle system reelt i stykker, og det er ikke nødvendigvis dårligt. Det kræver imidlertid, at alle bruger kræfterne på at udnytte de muligheder, der altid opstår, når en organisation sættes under udviklingspres.

Der er fire forhold, som er afgørende, når man skal vurdere levedygtigheden af det eksisterende uddannelsessystem og designe det fremtidige.

Først er man nødt til at forholde sig nøgternt og konstruktivt kritisk til den nuværende 30 år gamle officersuddannelsesordning (kaldet P83), som vi med vanlig sans for selvovervurdering ikke tøver med at kalde for »verdens bedste«.

Selvom P83 er blevet udviklet løbende og har tjent Forsvaret godt, så er det et system, der er konceptuelt undfanget i forrige århundrede under den kolde krig. Et væsentligt formål med P83 var dengang at sikre, at alle officerer i udgangspunktet blev givet samme karrieremæssige muligheder ved at gennemgå det samme formaliserede grunduddannelsesforløb i de respektive værn. Alle officerer skulle desuden udvikles til at blive generalister gennem et næsten ensartet, obligatorisk videreuddannelsesforløb.

I mellemtiden er alle tre værn imidlertid blevet meget mere teknisk komplicerede på materielsiden, de nuværende og fremtidens operationstyper er langt mere komplekse end den kolde krigs »krig-eller-fred« logik, og der stilles til stadighed større administrative krav til Forsvarets chefer. Alt sammen har det medvirket til, at de nuværende officersuddannelser er blevet stadigt længere, og der er blevet flere efter- og videreuddannelser. Resultatet er, at officererne næsten tilbringer mere tid på skolebænken, end de gør ude blandt de soldater, de skal lede. Det skaber i sig selv et behov for at afkorte den tid, der bruges på uddannelse gennem målrettet fokus på de militære kernekompetencer, og ved at anlægge et langt mere differentieret syn på uddannelse.

Tid på skolebænken er vigtig, men den er også meget dyr. Hvis den nuværende udvikling fortsætter samtidig med, at de udmeldte besparelser på forsvarsbudgettet implementeres, så kan det ende med, at vi har »verdens bedste officersuddannelse«, men ikke har råd til den operative struktur, som officererne skal virke i.

Politisk er der i forliget truffet en række principbeslutninger, der tegner konturerne af en ny uddannelses- og officersskolestruktur. Den mest tydelige beslutning er, at Forsvaret skal bidrage til samfundsøkonomien med 2,7 mia. kr. om året, hvilket svarer til ca. 15 procent af det nuværende forsvarsbudget. Det er desuden et eksplicit politisk ønske, at den operative struktur ikke skal berøres af besparelserne.

Da den operative del af strukturen står for ca. halvdelen af forsvarsbudgettet, betyder det omvendt, at den resterende del af organisationen, som også omfatter skolerne, skal spare omkring 30 procent. Det vil sige, at de nuværende officersskoler og Forsvarsakademiet alene på det faste skolepersonale bliver nødt til at spare, hvad der svarer til ca. 100 årsværk. Og alternativet er til at få øje på. Skulle besparelsen i stedet hentes i den operative struktur, svarer det til en underafdeling i Hæren eller en fregatbesætning i Søværnet!

Det andet forhold, som tvinger Forsvaret til at tænke i nye baner, er, at nyuddannede officerer i forsvaret ikke længere vil blive ansat som tjenestemænd.

Hidtil har tjenestemandssystemet medført, at langt de fleste officerer har valgt at blive i Forsvaret indtil pensionering som 60-årige. Det har skabt en meget høj grad af kontinuitet, som Forsvaret har haft stor glæde af i langt de fleste tilfælde, men det har også haft som konsekvens, at Forsvaret er en relativ »konservativ« organisation, som har svært ved at forandre sig selv - et fænomen, man kan fordybe sig yderligere i ved at læse Norman Dixons fremragende bog »On Psychology of Military Incompetence«.

Tjenestemandssystemet har i høj grad udgjort Forsvarets sociale forpligtelse som arbejdsgiver. Da vi ikke længere kan tilbyde livslang ansættelse, bør vi til gengæld garantere folk, at de er værd at ansætte ved at give dem civilt anerkendte uddannelser, som muliggør jobskift for dem, der vil eller skal. Det er årsagen til, at de befalingsmands- og officersuddannelser, som Forsvaret fremover tilbyder, søges akkrediteret på hhv. akademi-, diplom- og master niveau.

Det tredje forhold, som nødvendiggør forandring, er kravet om, at Forsvaret underlægges de almindelige regler for Statens Uddannelsesstøtte.

Det har i praksis betydet, at vi har haft valget mellem at fortsætte med at uddanne officerer direkte fra gymnasiet, men på SU, eller bygge en officersuddannelse med løn ovenpå en allerede erhvervet bacheloruddannelse.

Vi har valgt den sidste model, fordi den skaber grobund for et fremtidigt arbejdsliv både i og uden for forsvaret. Fremtidigt vil optagelse på de nye officersuddannelser derfor enten kræve, at man har en længere erfaring som konstabel og sergent i Forsvaret, eller at man har en civil bacheloruddannelse fra en højere læreanstalt. Uddannelseslængden vil blive reduceret markant i forhold til den eksisterende uddannelse. Det stiller store krav både til kadetterne og til uddannelsens kvalitet. Men reduktionen i uddannelsens længde betyder også et markant fald i antallet af kadetter ved de tre officersskoler, hvilket skaber mulighed for at reducere i lærerkræfter og administrativt personale i den samlede skolestruktur, som igen skaber mulighed for at reducere i den bygningsmasse, som skal huse uddannelserne.

Det fjerde og sidste forhold, som også får indflydelse på tilgangen til uddannelse, udspringer af det helt generelle ønske om, at Forsvaret bruger sine ressourcer mere effektivt.

Hvis man kan tale om en rød tråd i den seneste forsvarsaftale - udover besparelsen på de 2,7 mia. kr. - så er det politikernes ønske om, at Forsvaret skal samle sine kræfter på tværs af de tre værn i det, der betegnes som værnsfælles kapaciteter.

I takt med, at Forsvarets operative og administrative struktur bliver mere og mere helhedsorienteret, er det nødvendigt, at dette også afspejles i uddannelsesstrukturen. Forligsteksten fremhæver da også eksplicit et ønske om at »..styrke den værnsfælles uddannelse samtidig med, at de værnsspecifikke aspekter i uddannelsen kan og skal fastholdes«.

Det er med andre ord ikke alene økonomisk rationelt at samle den eksisterende skolestruktur, det er også nødvendigt. Det skaber nemlig mulighed for at etablere det faglige volumen, der er afgørende for at drive en effektiv uddannelsesinstitution under de præmisser, der allerede er besluttet. Det vil også understøtte ønsket om at styrke den værnsfælles uddannelse og dermed tilføje noget, vi savner i dag. Sidst, men ikke mindst, vil det samtidig kunne udvikle de værnsspecifikke aspekter af uddannelsen på en måde, som tre selvstændige officersskoler ikke vil kunne magte med de sparsomme ressourcer, der fremover vil være til rådighed.