En hyldest til individet

Tour de France 2. Til syvende og sidst er det alligevel én mand, støbt til sin cykel, som skriver digtet, og digtet er en hyldest til hin enkelte. For det er, hvad cykelsporten er: En hyldest til individualismen.

Cykelrytter Mogens Frey. September 1963. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bent K Rasmussen

Det var en søndag formiddag i sensommeren, jeg lærte, at der er forskel på folk, og at jeg aldrig kunne blive som ham, der var ved at indhente mig, og hvis tråd i pedalerne jeg kunne høre som en svirpen i hjulene mod asfalten og den sprøde snurren fra gearet. Engang, jeg har været 12-13 år, kom jeg trækkende ned gennem en smøge med min cykel, kæden havde sat sig fast, og så mødte jeg en fyr på min egen størrelse med to mindre kammerater. Han sagde, vi laver din cykel. Det gjorde de. Jeg sagde tak og ville gå videre. Hallo, sagde han, hit med de penge, du har. Jeg havde ingen. Det er løgn, sagde han. De ville undersøge mig. Det kunne jeg ikke tillade, så jeg slog mig fri. Det var satans, sagde den store, skal du slå! Han stillede sig op til nævekamp. Dengang jeg var dreng, herskede der visse noble principper, som man var lydig over for, når man sloges. Man slog ikke under bæltestedet, sparkede ikke hinanden, trampede ikke på folks hoveder, som man gør i dag. Så jeg stillede også op til nævekamp. Svup, sagde det, jeg fik én lige på tuden og så blå og røde stjerner. Jeg fik ikke et eneste slag ind på ham. Til sidst gik jeg i gulvet, og så gik de tre bare videre. Jeg indså, at stodderen kunne bokse, mens jeg bare kunne slås. Så jeg meldte mig ind i den lokale bokseklub og blev efterhånden en ret god bokser. Sådan havde jeg det med alting. Jeg mente, at man kunne blive god til det, hvis bare man gad og gjorde noget ved det. Flid var vejen frem. Men til at blive rigtig god hører flid plus noget mere. Karakter. Talent. Altså noget medfødt.

Det lærte jeg den dag på asfalten. Jeg var en ung landevejsrytter, medlem af HCK, Hvidovre Cykle Klub, vores træner var en tidligere eliterytter, der havde etableret en forretning for cykelsport – den eksisterer stadig og er blevet meget større – og han byggede selv racercykler, der hed Banani, fordi han var kendt under navnet Bananen. Det borgerlige navn var Bendt A. Nielsen. Han var en fantastisk god træner og et vidunderligt menneske. Han var af den opfattelse, at jeg var et ret stort talent, jeg var bygget til at sidde på en landevejscykel, sagde han og mente, at jeg kunne komme langt, hvis jeg ville. Men den dag på landevejen gik det op for mig, at der fandtes cykelryttere af et helt andet format.

Jeg kan ikke huske, hvad løbet hed, men jeg kan se af »Cykle-Håndbogen«, som jeg tilfældigt fandt for nogle dage siden, og hvori jeg havde noteret, hvilke løb jeg deltog i og med hvilke resultater, at jeg det år var med i omkring et dusin landevejsløb, bl.a. Foskanerløbet, Blitsaløbet, Simplexløbet, Saxillløbet, Bastaløbet og Monarkløbet. Dette løb var en enkeltstart, og jeg var kommet godt fra start, havde overvundet den ret barske smerte, der altid melder sig efter de første fem-seks kilometer, hvor mælkesyrekoncentrationen i musklerne stiger voldsomt, og jeg havde vel kørt en 25 km i konstant højt tempo. Jeg var ikke en af dem, der kigger bagud, for jeg regnede det ikke for muligt, at jeg blev hentet, som det hedder, når den, der er startet to minutter senere, kører én op.

Men så var det, jeg hørte denne svirpende lyd af hjul mod asfalt og den umiskendelige summen fra kæden. Selv var han helt lydløs. Ingen snøften, ingen prusten. Han strøg lige forbi mig. Det var forbudt at lægge sig på hjul i enkeltstart. Blev man indhentet, skulle man straks falde 30 meter tilbage. Men selv om jeg havde villet, kunne jeg ikke. Jeg havde ikke en chance for at indhente ham. Endnu i dag, 50 år senere, ser jeg ham for mig. En mand støbt sammen med sin cykel. Bred, ubevægelig, malende sig frem. Det eneste, der bevægede sig på ham, var benene. De gik lige op og ned som et par stempler, knæene tæt til cyklen. Han kørte et betydeligt højere gear, end jeg gjorde. Men bevægede benene lige så hurtigt. Snart var han forsvundet forude. Et drømmesyn. For mig betyder det meget, hvordan en rytter sidder, og hvordan han træder. Når jeg ser det stilsikre, eksplosive antrit, får jeg stadig gåsehud af fryd. Knud Enemark, der døde – på grund af doping - under Sommer-OL 1960, i 100 km landevejsløb for hold, havde et formidabelt antrit. Ingen i min levetid har kørt smukkere end Tour de France-vinderne Eddy Merckx og Jacques Anquetil.

Det krævede sin mand at være cykelrytter. Alle var vi jo unge mænd, der havde en fuld arbejdsuge på 45-48 timer. Fra marts, til løbssæsonen var forbi i september, trænede vi fire dage om ugen, 60-100 km pr. aften, den femte – fredagen – holdt man pause, om lørdagen gjorde man cyklen klar og gik meget tidligt i seng, for man skulle gerne op før klokken 4 søndag morgen og ud til startstedet i god tid. Af hensyn til biltrafikken blev landevejsløbene afviklet tidligt på dagen, og det gør de formentlig stadig. Hele vinteren trænede vi også. Men kun om søndagen. Det foregik på tunge gamle cykler, jo tungere jo bedre, som regel i Hareskoven, hvor vi løb gennem krat og mudder med cyklerne på nakken og Bananen i spidsen i et forrygende tempo. De fleste af os var arbejdere, lærlinge og unge håndværkere, jeg var under uddannelse i et forsikringsselskab, jeg tror ikke, jeg mødte en eneste student i de år. Dengang i 1960erne var studentereksamen stadig et privilegium for de få, og cykelsporten blev i det store og hele betragtet som en sport for de dumme. Vi levede stadig i et klassesamfund, og det var borgerskabets værdier, der skilte klinten fra hveden.

Sådan som den mand kørte, der hentede mig den formiddag i enkeltstartsløbet, ville jeg aldrig komme til at køre. Det vidste jeg med det samme. Hans krop udstrålede en samlethed og vilje, som jeg ikke havde. Hans navn var Mogens Frey. Han vandt sølv i fire km individuelt forfølgelsesløb ved Sommer-OL i Mexico 1968, og guld i fire km holdforfølgelsesløb. Derefter blev han professionel cykelrytter, vandt 9. etape af Tour de France 1970, og blev dermed den første dansker nogensinde, der vandt en etapesejr i Tour de France. For os unge landevejsryttere dengang spillede Tour de France ikke nogen særlig rolle, og det gjorde det store løb heller ikke i de danske medier. Først i begyndelsen af 1990erne, da det nyoprettede TV2 begyndte at sende det med makkerparret Jørgen Leth og Jørn Mader som de to kommentatorer, der løftede løbet til en underholdende og ind imellem spændende føljeton, vaktes danskernes interesse for cykelløb. I sagens natur er landevejsløb ret kedeligt at se på. Der kan jo gå halve og hele timer, hvor der ikke sker andet, end at rytterne cykler, men med tiden har løbets arrangører og medierne, tv først og fremmest, udviklet en reportageteknik, der synliggør det drama, som er løbets indre væsen. Og for danskernes opfattelse af Tour de France har især Jørgen Leth spillet en enorm rolle. Da jeg kørte cykelløb og i mange år efter interesserede kun få sig for cykelsporten, og slet ingen digtere og intellektuelle. Det var en underklassesport. Med sine film »Stjernerne og vandbærerne« om Giro d’Italia, og »En forårsdag i helvede« om forårsklassikeren Paris-Roubaix har Jørgen Leth tolket de store cykelløb som dramaer om menneskelige lidenskaber, en mytologisering, der uddrager essensen af løbene og i den offentlige bevidsthed har tilført dem den væsentlighed, den prestige, som jeg synes, de fortjener. Ingen har gjort mere for cykelsporten i Danmark end digteren, filminstruktøren og journalisten Jørgen Leth.

Men allerede grundlæggeren af Tour de France, journalisten Henri Desgrange, havde blik for løbets storhed. Om vinderen af Le Tour 1923 skrev han i sin avis: »Henri Pélissier har givet os en oplevelse på højde med de største fra kunstens verden. Hans sejr indeholder den samme klassiske storhed som Racines værker, som den perfekte statue, som et maleri uden fejl«. Efter et styrt satte André Leducq, 1930, sig et øjeblik med blodet silende ned over ansigt og ben. En fotograf snuppede et billede. Billedhuggeren Arno Brecker så billedet og blev inspireret til skulpturen Den sårede kriger. Leducq kom på cyklen. En pedalarm knækkede. Han styrtede igen. Han fik cyklen repareret. Han vandt etapen. Sådan skriver cykelrytteren sit heltedigt. Det sker også i dag. Trods doping og løgne. Selv om der ligger en kortege af biler med løbsledelse, sportsdirektører og assistenter efter rytterne. Selv om tv-folkene på deres motorcykler kilder rytterne i næsen med deres kameraer. Selv om det hele er gennemkommercialiseret. Selv om der på hvert hold er otte hjælperyttere til at opvarte kaptajnen. Til syvende og sidst er det alligevel én mand, støbt til sin cykel, som skriver digtet, og digtet er en hyldest til hin enkelte. For det er, hvad cykelsporten er: en hyldest til individualismen.