Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

DF er klar til kædeansvar

Tiden er, desværre, løbet fra principielle reservationer, hvis vi skal sikre danske lønmodtagere. Virkeligheden kalder på løsninger. Og handling. Kædeansvar er et nødvendigt værn.

Dansk folkeparti mener, at det er på tiden at indføre kædeansvar, så entreprenørselskaberne får ansvaret for løn og arbejdsvilkår hos underentreprenører. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den 1. maj er mange ting. For nogle er det røde pølser, flag og fadøl. For andre taler og fællessang. Det er historie og tradition. På torsdag 1. maj bør vi alle, på tværs af partierne, komme med svar på, hvordan vi sikrer de danske lønmodtagere, der er under benhårdt pres, samt komme med bud på, hvordan vi skaber ordnede forhold på arbejdspladserne og ansvarlighed på arbejdsmarkedet. Dansk Folkeparti foreslår, at Folketinget indfører et begrænset kædeansvar for professionelle arbejdsgivere. Det er nemlig en af måderne at sikre danske lønmodtagere i danske job bedre på. Og er netop dét ikke, hvad 1. maj bør handle om?

Østudvidelsen har ikke blot helet historiske sår, men har også skabt en deling internt i EU – mellem øst og vest. Det var, om vi så må sige, en ulykke, der ventede på at ske. Derfor forsøgte unionspartierne da også i den såkaldte østaftale at opsætte et værn mod konsekvenserne. Den skulle sikre, at forudsigelserne om antallet af østeuropæiske arbejdere i Danmark holdt stik. Her lød den forsigtige forudsigelse dengang, at der ville komme under 40.000 østarbejdere til Danmark frem til 2030. Og når Dansk Folkeparti advarede om, at tallene ville blive langt højere, slog unionspartierne vores bekymring hen. Men forudsigelserne brast. Vores bekymring blev virkelighed. Sidste år befandt der sig officielt over 80.000 central- og østeuropæiske lønmodtagere i Danmark. Tallet er altså dobbelt så stort allerede i 2013, som man i unionspartierne gættede på, at det ville være om 16 år. Hvor stort det uofficielle tal er, kan vi kun gisne om, men sporene fra andre europæiske lande skræmmer.

Læs også: Danmark tiltrækker borgere fra hele Europa

Naturligvis har østarbejdere udfyldt nogle vigtige funktioner og bidraget i flere sektorer af samfundet. Men prisen har også været et stærkt pres på vore overenskomster og en underminering af kravene til arbejdsforhold og sikkerhed. Vores skattefradragsregler og sociale ordninger, som alle EU-borgere i princippet har adgang til, udgør et løntilskud, som gør det muligt for gæstearbejdere at arbejde for lønninger, ingen herboende dansker vil godtage eller overhovedet kan leve for. Herved hjælper danske skatteborgere byggefirmaer med østeuropæiske ansatte til at udkonkurrere byggefirmaer med danske ansatte. Som da Metroselskabet, der er ejet af Københavns Kommune, ansatte udenlandske arbejdstagere til 64 kr. i timen. Kan en dansk arbejder leve for det? Forsørge sin familie og afholde sine udgifter? Nej! Det er, hvad der forstås ved social dumping.

For mens unionspartierne var optaget af de sikkerhedspolitiske perspektiver i østudvidelsen, har de ignoreret konsekvenserne herhjemme. De har lukket øjnene for, hvordan et frit arbejdsmarked mellem lande, hvor mindstelønningerne er milevidt fra hinanden, har skabt enorme problemer med social dumping og lønpres. Hvor det er umuligt for fagforeningerne at forfølge og rejse sager mod diverse østeuropæiske selskaber, som ikke overholder reglerne. De forsvinder bare og kan derfor ikke retsforfølges. Flere kommuner har for at imødegå dette problem indført arbejdsklausuler med et såkaldt kædeansvar i kontrakterne, så hovedentreprenøren i sidste ende kan drages til ansvar, hvis ikke de firmaer, der som underentreprenører hyres til at løse opgaven, udbetaler overenskomstmæssig løn, feriepenge og overtidsbetaling eller ikke overholder dansk lov om f.eks. arbejdstidsregler og sikkerhed.

Et kædeansvar er ikke uden principielle problemer; det er et indgreb i erhvervslivets forhold. Men siden østudvidelsen har vi set stigende og alvorlige problemer med misbrug af den billige østeuropæiske arbejdskraft: Falske lønsedler, der giver et falsk billede af timelønnen, skuffeselskaber for at undgå at komme i RUT-registeret, svindlere der stikker af fra skat, feriepenge og bøder idømt efter faglig voldgift samt ignorering af Arbejdstilsynets påbud. Sådanne forhold kan vi ikke tolerere.

Læs også: Stop snak om social dumping

Tiden til principielle reservationer er nu forbi. Virkeligheden kræver løsninger. Handling. Et kædeansvar, der er begrænset til de konkrete områder, hvor problemerne er alvorlige, virker derfor nødvendig i Danmark. I en perfekt verden havde det ikke været nødvendigt. Men med EUs fortsatte indgriben i vore arbejdsmarkeder og velfærdsordninger, er det nødvendigt at tage sagen i egen hånd. Og med unionspartiernes manglende vilje til at tage et opgør med EUs indgriben må utraditionelle metoder tages i brug. Et begrænset kædeansvar er den nødvendige håndsrækning, der skal til, for at dæmme op for de mange problemer, som vi ser rundt om i bl.a. bygge- og anlægsbranchen. Det handler om at trække på samme hammel og stå ved et fælles ansvar.

Her til lands er vi vant til ordnede forhold på arbejdspladserne, og den orden skal vore overenskomster og love opretholde. Danske håndværkere, både mestre og svende, skal ikke presses i knæ på grund af rigide, principielle indvendinger mod et værn, der kan sikre os mod udenlandske svindlere og fastholde danske jobs i danske virksomheder. Danske entreprenører må påtage sig et ansvar for, at skrupelløs udnyttelse af østeuropæernes lave lønninger ikke undergraver et ellers velordnet dansk arbejdsmarked. Det kan gøres ved et begrænset kædeansvar.

Skal man tro erfaringerne fra Aarhus har kædeansvaret ikke afholdt de små og mellemstore aarhusianske virksomheder fra at tage del i opgaver, men tværtimod bidraget til at bevare lokale arbejdspladser.

Også ude i EU er der lande, som har indset nødvendigheden. Blandt EUs 28 medlemslande har 11 indtil videre indført kædeansvar i forskellig form. Blandt disse er Sverige, Tyskland og Holland. Hvis hovedentreprenører i disse lande kan leve med et sådan ansvar, hvorfor da ikke i Danmark? For det bidrager jo ikke ligefrem til et stabilt og tillidsfuldt forhold på vores arbejdsmarked, hvis byggefirmaer vinder ordrer, fordi de med hjælp af østeuropæiske firmaer, som underbetaler deres ansatte og skulker fra deres ansvar, kan underbyde danske firmaer med udelukkende dansk arbejdskraft og orden i papirerne. Det er vel, trods alt, ikke meningen med et indre marked?

Læs også: Fagforening foreslår lovbestemt mindsteløn

Vi har brug for danske arbejdspladser til danske arbejdsløse, og derfor har vi brug for en god portion dansk ansvarlighed – også kaldet samfundssind. Det er en opgave både for bygherrer, hovedentreprenører og fagforeninger. Og de politiske partier. Der er derfor brug for et kædeansvar begrænset til de områder, hvor problemerne er størst. Det betyder, at ansvaret skal gælde for professionelle, der agerer som led i deres erhverv – ikke for den enkelte borger, som får bygget nyt køkken eller bad. Og det betyder, at ansvaret skal gælde, hvis underentreprenøren ikke betaler overenskomstmæssig løn, snyder i skat eller forsvinder uden at betale bøder til fagforeninger mv.

Den enkelte borger kender ikke nødvendigvis branchens skurke. Men det gør den professionelle entreprenør. Derfor giver det god mening at pålægge et kædeansvar, som vil skærpe opmærksomheden om, hvem man indgår kontrakter med. Naturligvis skal en sådan entreprenør kunne rejse regreskrav mod sin underleverandør. Men hvorfor skal skatteydere eller fagforeninger betale for, at de virksomheder, han har indgået aftaler med, løber fra regningen eller ikke overholder reglerne? Det er ikke rimeligt. Derfor har vi brug for et kædeansvar, begrænset til disse personer og områder. Det handler om ret og rimelighed.

Det er på tide, at vi indser, at det ikke kan overlades til arbejdsmarkedets parter alene at komme mængden af fup, svindel og omgåelse af vore regler til livs. Der må lovgivning til. Her er et begrænset kædeansvar ikke til at komme uden om. Det handler om danske lønmodtagere, vort arbejdsmarked og konkurrenceevne. Men det handler også om ret og rimelighed. Det danske arbejdsmarked skal ikke være et slaraffenland, hvor den bedste svindler kan levere de laveste priser og derfor løber med den mest lukrative ordre.

Naturligvis har man et ansvar, hvis man lader sig lokke af billigere priser og går på akkord med almindelige sikkerhedsbestemmelser.

Naturligvis har man et ansvar for dem, som man beder ansætte arbejdere på sin byggeplads. Men i dag er dette naturlige ansvar erstattet af jungleloven.

Det handler derfor om at få civilisationen tilbage. At få rettet op på de fejl og problemer, som EUs regulering og udvidelser har skabt. Her er Dansk Folkeparti villig til at vise vejen.