At få sit portræt udstillet på landets nationale kunstmuseum er få forundt, men det er tilsyneladende ikke alle, som opfatter det som en ære.
Den 70-årige Gina Rinehart, som ifølge Forbes er Australiens rigeste person og har sin velstand fra minedrift af jernmalm, kræver, at det australske nationale kunstmuseum i hovedstaden Canberra fjerner hendes portræt fra væggen.
Det skriver en række internationale medier, herunder The Guardian.
Billedet kan måske heller ikke ligefrem opfattes som flatterende.
Rinehart har selv taget direkte kontakt til både museets direktør og bestyrelsesformand, skriver Western Australia Today.
Hendes ønske om at få fjernet maleriet har efter alt at dømme haft den konsekvens, at et stort antal medier i flere verdensdele nu udbreder billedet og øger kendskabet. Et fænomen, der kendes som »Streisandeffekten« efter den amerikanske skuespiller Barbra Streisands forsøg i 2003 på at få nedlagt forbud mod billeder af hendes hus, hvorefter billederne blev set af hundredtusindvis af mennesker.
Hun er ikke alene
Portrættet af Gina Rinehart er malet af den prisvindende australske aboriginale kunstner Vincent Namatjira. Værket er led i udstillingen »Australien i farver« og hænger udstillet sammen med 39 andre portrætter af kendte levende eller afdøde personer, herunder dronning Elizabeth 2. og guitarlegenden Jimi Hendrix. Også et portræt af Namatjira selv indgår.
Udstillingen begyndte i marts i år, efter at kunstmuseet for et par år siden købte de 40 portrætter i anledning af museets 40-års jubilæum.
Op til udstillingen skrev museet, at Namatjira havde etableret sig som en »vittig portrættør«, men det er øjensynligt ikke alle, som finder det pågældende maleri morsomt.
Rinehart figurerer som ven af museet. The Guardian skriver, at hun har doneret mellem 4.999 og 9.999 australske dollar til museet. Det svarer til mellem 23.000 og 46.000 danske kroner.
Kunstner: »Jeg maler verden, som jeg ser den«
Samme maleri af Rinehart har tidligere været udstillet på et andet australsk museum, men her modtog man ikke nogen klager fra milliardærkvinden, har det pågældende museum bekræftet over for The Guardian.
Museet har ikke accepteret at fjerne billedet. Til gengæld hilser man i en udtalelse debatten om museets samling og udstillinger velkommen, fremgår det af flere medier.
Kunstner Vincent Namatjira har afgivet et skriftligt svar, som adresserer kravet fra Rinehart.
»Jeg maler verden, som jeg ser den. Folk behøver ikke at kunne lide mine malerier, men jeg håber, de tager sig tid til at se og tænke: 'Hvorfor har denne aboriginerfyr malet disse magtfulde mennesker? Hvad prøver han at sige?'«