Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Den virkelige Margaret Thatcher

Britiske Charles Moore har brugt 18 år på storværket »The Authorized Biography« om den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher. Den beskriver bl.a. hendes forhold til Reagan og Gorbatjov. Nogle af de mest afslørende passager handler om hendes forhold til mænd og svaghed for smiger.

Sven Hakon Rossel Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er næppe nogen tilfældighed, at den tidligere konservative britiske premierminister Margaret Thatcher har en høj stjerne i den østeuropæiske offentlighed, mens hun blandt vestlige intellektuelle gerne fremstilles som en reaktionær og antisocial koldkrigsfurie.

Det er østeuropæernes opfattelse, der er den korrekte, idet de husker Thatcher som den beslutsomme, antikommunistiske politiker, der regerede Storbritannien mellem 1979 og 1990 og sammen med den amerikanske præsident Ronald Reagan i 1980erne fik tvunget Sovjetunionen i knæ, bl.a. gennem en voldsom oprustning med interkontinentale missiler. Sammen overbeviste de den sovjetiske leder Gorbatjov om, at Sovjetunionen aldrig ville kunne vinde den kolde krig, og dermed fik de stoppet våbenkapløbet, en sejr, hvis synlige markering var Berlinmurens fald i 1989.

Da havde Thatcher allerede vundet en anden krig. I foråret 1982 havde britisk militær forhindret Argentinas militærjunta i at erobre de engelske Falklandsøer, hvis indbyggere alle som én ønskede at forblive britiske statsborgere. Thatcher afviste alle mæglingsforsøg – også fra amerikansk side – og helmede ikke, før øerne efter blodige kampe var blevet befriet af britiske tropper. Faktisk førte nederlaget til juntaens afgang og en genetablering af demokrati i Argentina. Under hele forløbet havde hun holdt hovedet koldt, beundringsværdigt ikke mindst i betragtning af den dramatiske situation i Nordirland, bl.a. forårsaget af en sultestrejke i 1981, hvorunder ti fængslede aktivister fra Den irske republikanske Armé (IRA) var døde. Sejren i Falklandskrigen førte til genvalg af Thatcher i 1983 med en kæmpesejr over det socialistiske Labourparti, der havde stået splittet under krigen.

Indenrigspolitisk vandt Thatcher en lignende sejr, da hun i forbindelse med kulminestrejkerne i England i årene 1984-85 fik tvunget de altdominerende fagforeninger i knæ, ja, fik knækket deres magt og lukket de urentable miner, hvilket på længere sigt førte til privatisering af en række statsvirksomheder, bl.a. British Telekom, British Petrol (BP) og British Airways, og til en tiltrængt modernisering af den britiske industri – en begivenhed som britiske venstreorienterede endnu i dag ikke har kunnet tilgive hende. Mens således Labours nyvalgte leder, den katastrofale Jeremy Corbyn, regner terroristorganisationerne Hamas og Hizbollah blandt sine venner, er Thatcher for ham det store og onde dyr i åbenbaringen.

Alt dette og meget mere behandles og analyseres i storværket om Margaret Thatcher, »The Authorized Biography« af Charles Moore, den tidligere chefredaktør for det fremragende politiske tidsskrift The Spectator og senere for dagbladet The Daily Telegraph, planlagt til i alt tre bind. Det første, der dækker årene fra Thatchers fødsel i 1925 til 1981, udkom i 2013, kort tid efter at Thatcher var afgået ved døden, der af hendes modstandere skamløst blev fejret med optog og dans i gaderne. Det næste, der dækker årene 1982 til 1987, udkom i begyndelsen af oktober dette år, og det afsluttende bind er nu under udarbejdelse.

Det har taget Moore i alt 18 år at skrive de to udkomne bind, og han regner med endnu to år, inden det sidste bind er afsluttet. Altså et kæmpemæssigt arbejde, som han i 1997, som 41-årig, personligt blev bedt af Thatcher om at påtage sig. Dette har medført, at Moore har haft uhindret adgang til Thatchers privatarkiv inklusiv hendes enorme korrespondance. Denne direkte opfordring har naturligvis ført til en mistanke om, at Moore – konservativ af overbevisning, men uden tilknytning til et bestemt politisk parti – kunne være forudindtaget i sit emne. Men mistanken har vist sig ubegrundet. Anmeldelserne har været strålende – selvom det dog skinner igennem, at han på et personligt plan er yderst imponeret over Thatcher, som han naturligvis selv har interviewet et utal af gange. De første interviews med Mrs. Thatcher, som hun foretrak at blive kaldt, skal have været yderst formelle, indtil »jernladyen« tøede op. Til gengæld var de senere interviews, især efter at hun i 2000 var blevet diagnosticeret med Alzheimers, ofte yderst besværlige. Men opgaven har generelt været en formidabel udfordring. Moore har til det foreliggende bind alene interviewet i alt 286 personer og dette indtil flere gange og ofte har det været et kapløb med døden pga. de interviewede personers høje alder.

Hvem var nu »den sande Margaret Thatcher«, som Charles Moore vil præsentere os for? Det er helt klart hans formål at rykke venstrefløjens vrangbillede af hende som et iskoldt og beregnende magtmenneske, dirigeret af en benhård, ærkekonservativ ideologi, til rette. Således fremhæver han til stadighed hendes hengivenhed og kærlighed til ægtemanden Denis og børnene Mark og Carol, selvom det hyppige fravær fra børnene plagede hende: »Hun så sig selv som en perfekt hustru, men mangelfuld mor,« skriver Moore. Han skildrer hendes beskedne opvækst, som datter af en kolonialhandler og metodistisk lægprædikant, hendes kemistudium i Oxford og hendes skuffelse, da universitetet nægtede hende en æresdoktorgrad i 1985 pga. en række budgetnedskæringer inden for undervisningssektoren.

Thatcher elskede sit land uden reservation og nærede dyb respekt for dronningen, der i den upålidelige film »The Iron Lady« fra 2012 med Meryl Streep i titelrollen, fejlagtigt fremstilles som hendes modstander. Moore understreger, at hvis Thatcher kunne virke arrogant og reserveret, skyldtes det ikke mindst hendes position som kvinde i den mandsdominerede politiske verden. Men hun kunne undertiden pga. sin beskedne sociale baggrund også virke usikker og lod sig ofte lede af sine impulser. Hun lod sig gerne vejlede i personlige ting, som f.eks. make-up, tøj og den altid perfekte frisure, for at kunne fremstå som den elegante kvinde, et overklasseimage, som ikke var ægte, og hun kunne være yderst naiv, når det f.eks. gjaldt om at mestre de forskellige sexskandaler i hendes egen regering.

Nogle af de mest afslørende passager i Moores biografi handler om Thatchers forhold til mænd, hendes svaghed over for smiger. Således udtalte hun anerkendende om den socialistiske franske præsident Mitterrand: »Han ved, hvordan man behandler en kvinde.« Dette gjorde Ronald Reagan også, men her drejede det sig om et varmt venskab, der overlevede den amerikanske invasion af Commonwealth-øen Grenada i 1983, som Reagan havde undladt at orientere hende om i forvejen. »Er hun ikke fantastisk?« skal Reagan have hvisket til sine rådgivere, mens hun i telefonen skældte ham ud herfor.
Det var ligeledes Thatcher, der overbeviste den amerikanske præsident om, at Gorbatjov var en mand, man kunne stole på. Dette skete, efter at hun havde truffet ham i december 1984 på sit landsted Checquers og her – efter en ophedet samtale og voldsom kritik af den sovjetiske behandling af dissidenterne Andrei Sakharov og Anatoly Shcharansky – efter mødet og under et følgende besøg i Det hvide Hus lagde grunden til Reagans positive syn på Gorbatjov. Anderledes var Thatchers forhold til Tyskland. Kun modvilligt accepterede hun genforeningen af de to tyske stater. Ved en bestemt lejlighed trak hun Moore til side og hviskede: »Ved De hvad der er i vejen med Helmut Kohl?« »Det vidste jeg ikke,« skriver Moore. »Han er tysker!« Og sandt er det: Kohl var ingen charmetrold.

Forholdet mellem Thatcher, Reagan og Gorbatjov hører til biografiens mest spændende afsnit, og Moore undlader ikke at gøre opmærksom på, at deres for verdensfreden så afgørende møder fandt sted kort tid efter, at Thatcher under hendes partis årlige konference i Brighton i oktober 1984 på et hængende hår havde overlevet et bombeattentat rettet mod hende af IRA, der ellers kostede fem menneskeliv.