Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Den umættelige appetit på søde ord

Nogle gange virker det som om EU bygger på idealer, gode viljer og ambitiøse planer smurt ud over kviksand. Det gælder ikke mindst samarbejdet med ulandene.

TEGNING: KAMILLA WICHMANN Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I dag er der møde i EUs Udenrigsråd og på dagsordnen står de strategiske prioriteringer for EUs udviklingssamarbejde. Det er et af de sjældne møder, hvor EU diskuterer udviklingsbistanden på ministerniveau, og den danske udviklingsminister, Christian Friis Bach, vil møde op med stærke ambitioner om at skabe en mere slagkraftig europæisk bistand. Selv om udviklingspolitikken ikke er en central brik i det danske EU-formandskab, vil han tale varmt for at EU-landene lever op til deres bistandsløfter.

Udviklingsbistanden fra EU og medlemslandene udgør ca. 55 procent af den samlede officielle bistand i verden, og den giver dermed EU mulighed for at øve afgørende indflydelse på det internationale udviklingssamarbejde. Og det er jo netop en af målsætningerne for etableringen af den fælles udenrigstjeneste at styrke EUs globale rolle. Ikke desto mindre lykkes det sjældent at skabe overensstemmelse mellem idealer og handlinger. Det er som om retorikken ofte er noget af det bedste, man kan finde på området, mens praksis halter voldsomt efter.

Tre konkrete eksempler kan give en fornemmelse af problemet. For syv år siden, i 2005, besluttede Ministerrådet at de 15 ’gamle’ medlemslande gradvis skulle øge deres udviklingsbistand således, at den i 2015 vil udgøre 0,7 procent af deres BNI, svarende til FN-beslutningen fra 1970erne om industrilandenes bistandsniveau. De tolv nye medlemsland,e der er trådt ind i EU efter 2002, skal ifølge Ministerrådet øge deres bistand til 0,33 procent i 2015.

I et historisk lys var Ministerrådets beslutning mildt sagt ambitiøs. Når kun fem lande, herunder Danmark, har magtet at leve op til FN-beslutningen over de seneste 30 år og når den gennemsnitlige bistandsprocent for EU-landene var 0,42 i 2005 hvilket oven i købet var historisk højt, ville det kræve en heroisk indsats at indfri Rådets ambitioner.

Situationen i dag bekræfter da også manglen på realisme. Med den hidtidige stigningstakt vil målet blive opfyldt i 2040. Skulle det ske allerede i 2015, ville det bl.a. kræve, at Letland, Bulgarien, Grækenland, Italien, Polen, Rumænien, Slovakiet, Estland, Ungarn, Malta, Østrig, Tjekkiet, Portugal og Slovenien tre- til seksdobler deres bistand. Selv uden den nuværende økonomiske krise synes det ganske urealistisk. En rapport fra Kommissionen i 2011 forudsiger, at medlemslandene vil yde halvdelen af målsætningen i 2015.

Et andet eksempel på den smukke retorik stammer fra 2007, hvor EU vedtog et Kodeks for Komplementaritet og Arbejdsdeling. Baggrunden er, at mange ulande samarbejder med rigtigt mange donorer som typisk hver især skal have opfyldt forskellige administrative og politiske krav. Kunne man derfor samle den enkelte donors aktiviteter i færre lande og færre sektorer og sørge for, at der er færre overlap mellem donorerne, ville det lette ulandenes koordinering af bistanden meget.

Det er en kendt udfordring i udviklingssamarbejdet, og da EU har mange års erfaring med at koordinere medlemslandenes politikker på andre områder, skulle man mene, at noget tilsvarende kunne lade sig gøre for udviklingsbistanden.

Det kniber imidlertid gevaldigt. Halvdelen af medlemslandene er gået ind i opgaven og der sker visse fremskridt i nogle ulande - f.eks. udarbejdes der fælles oversigter over, hvad de forskellige donorer laver. Men de afgørende valg af samarbejdslande og sektorer træffes fortsat i langt de fleste tilfælde på basis af politiske processer i donorlandene.

Nogle få lande, som Danmark, har lagt mange beføjelser ud på deres ambassader i ulandene hvilket letter koordineringen. Ikke desto mindre er det utænkeligt at EU skulle bestemme, hvilke lande og sektorer, Danmark yder bistand. Når selv et progressivt land som Danmark ikke vil lade sig styre, må EUs kodeks siges enten at være urealistisk eller - hvis man skal være optimistisk - at arbejde med den tidligere nævnte 2040-horisont.

Det tredje eksempel handler om den såkaldte politikohærens. Tanken her er at udviklingen i ulandene langtfra kun er bestemt af udviklingsbistand, men at den i allerhøjeste grad også påvirkes af alle mulige andre politikker, som de rige lande fører. Det kan være alt fra landbrugs- og fiskeripolitikker til bankpakker og immigrationspolitikker som typisk udformes med indenrigspolitiske mål for øje. Alligevel har de stor betydning for ulandenes økonomier.

Politikohærens er et princip om, at sådanne politikker ikke må skade ulandene eller undergrave, hvad udviklingspolitikken forsøger at opnå. Princippet blev skrevet ind allerede i Maastricht-traktaten i 1992, og siden da har det været et væsentligt anliggende, senest i Lissabon-traktaten. En række lande som England, Holland og Sverige har på forskellig vis også forsøgt at efterleve princippet, men det er EU, der har været dets største bannerfører, og EU-Kommissionen har bl.a. etableret en intern gruppe, der skal gennemgå nye politikker.

Det til trods har virkningerne på ulandene kun haft en meget begrænset indflydelse på EUs mange politikker. Ifølge en undersøgelse var det kun syv ud af 164 forslag til nye politikker i 2009-2011 der i et eller andet omfang blev undersøgt for deres konsekvenser for ulandene. Samtidig har nogle af de politikområder (f.eks. fiskeripolitikken) der har meget stor betydning for ulandene, levet et stort set upåvirket liv når det gælder politikohærens.

Den danske regering er begyndt at tale om emnet, men det er tydeligt, at den politiske vilje til at gøre noget her til lands endnu er overskuelig. Når udviklingsministeren i dag sikkert vil pege på betydningen af politikohærens, vil det ikke have bund i en engageret dansk indsats, og det gør det jo vanskeligt at overbevise kollegaerne om, at der skal lægges politisk pres bag princippet. Alt er således som det plejer: Ordene er søde, men handlingen halter.

Hvorfor er det nu sådan? Hvorfor afstemmes ordene ikke efter, hvad der er politisk muligt? Hvorfor tales der år efter år om principper og målsætninger som ikke har nogen gang på Jorden? Det er selvfølgelig ikke kun et fænomen i EU, men Unionen synes at lide meget under det.

En mulig forklaring er, at alle har en interesse i den smukke retorik, mens de, der ønsker at gennemføre den, ikke har den nødvendige politiske styrke til at gøre det. Forklaringen er bare ikke helt god, for hvorfor skulle de politisk svage blive ved med at tale om disse mål og principper, hvis de udmærket ved, at de ikke kommer videre med dem?

En anden forklaring kunne være, at det er et stort stykke teater der opføres til ære for offentligheden for at den skal tro, at der gøres noget for fattige mennesker. Den forklaring er også ret dårlig, for der investeres mange penge og meget tid i papirer og forhandlinger om politikohærens og arbejdsdeling, som jo ikke er de helt store kioskbaskere.

En tredje forklaring, som jeg hælder til, er, at alle i større eller mindre grad gerne vil gennemføre principperne og indfri idealerne, men at de forsvinder i ofte uhyre komplekse politikprocesser. I de fleste forhandlinger vil der være så mange politiske hensyn at tage, at især mindre umiddelbare og mere tværgående mål glider ud.

På den baggrund kan man spørge, om udviklingsbistandens støtter ikke burde genoverveje deres appetit på de søde ord? Måske der kunne opnås flere resultater ved at fokusere energien på det umiddelbart mulige.