Underholdningsorkestret holdt gejsten oppe

Danmarks Underholdningsorkester gav sin anden koncert i rækken som frie fugle. Flere af fordums musikerne har trukket sig. Identiteten er den samme.

Dirigent Adam Fischer. Pressefoto. Fold sammen
Læs mere

Vores krop skifter celler ud én for én – men vores ydre forbliver i hovedtræk det samme livet langt.

Danmarks Underholdningsorkester ligner også i den forstand en levende størrelse:

Flere medlemmer fra tiden under DR arbejder andre steder nu. Kendte ansigter fra hovedstadens øvrige orkestre er kommet til. Men selve identiteten og det samlede udtryk har stort set ikke forandret sig.

Arrangementet søndag eftermiddag var musikernes nummer to som herrer i eget hus. En klassisk koncert mere følger senere på foråret. Jyderne kan snart høre dem spille rytmisk.

Og de bliver på en vis måde bedre for hver gang!

Den langsomme sats af Mozarts skønne »Prager«-symfoni lyser som det skønneste snedække i frost.

Zsófia Kálnay fra Ungarn synger hans »Ch’io mi scordi di te« med visuelt nærvær og masser af mørke i kulissen – og med dirigenten Adam Fischer selv ved klaveret!

Og den berømte Allegretto i Beethovens symfoni nummer syv fås ikke mere bevægende mange steder.

Hvis man sad i Konservatoriets Koncertsal den søndag, vil man stadig huske bratschgruppen. Vel landets bedste for tiden.

Ingen af grupperne går fri for små fejl og falske toner her og der. De aktive i Danmarks Underholdningsorkester er frivillige lidt endnu og spiller på deres hjerteblod alene.

Men det store billede ligner stadig ingen andre. Orkestret står stadig for både poesi og drama, for både det kendte og det overraskende, for både det fine og det såkaldt folkelige.

De holder gejsten. Vi andre holder vejret. Måtte den engagerede side af Folketinget holdet løfterne og sikre orkestrets overlevelse på sigt.

Hvem: Danmarks Underholdningsorkester. Hvad: Musik af Mozart og Beethoven. Hvor: Konservatoriets koncertsal, søndag.