Det var med stor glæde og fortrøstning, at Bertel Krarup, rektor på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, DKDM, for nylig i Berlingske læste sin navnebror Bertel Haarders programerklæring for sit virke som nytiltrådt kulturminister.

»Jeg vil være minister for talent-Danmark,« sagde Haarder og uddybede:

»Vi skal turde sige, at noget er bedre end noget andet, og at nogen er bedre end andre. Vi skal i særlig grad kæle for talenterne. Dér skal vi investere.«

Dét var lige vand på Bertel Krarups mølle, for, som han understreger, er hovedopgaven for et musikkonservatorium jo netop »at lutre og nære og udvikle talent.«

»Vi er født som talentudviklingsinstitution. Alt andet ville gøre det meningsløst at tale om os som en højere videregående kunstnerisk uddannelse,« siger han.

De seneste år er DKDMs fokus på talentudvikling imidlertid blevet yderligere skærpet.

Sideløbende med den traditionelle undervisning, som for en stor del består af eneundervisning, er der søsat flere nye initiativer, der skal ruste de studerende til den tiltagende internationale konkurrence.

»Den traditionelle én til én-undervisning er sindssygt vigtig i udviklingen af det instrumentale talent. Det er her, vi sætter retningen for de ikke bare 10.000, men snarere 15.000-20.000 øvetimer, det kræver at blive f.eks. violinist eller pianist på topniveau,« siger Bertel Krarup.

»Men det nytter ikke at spille fint i trygge rammer, hvis man bliver ramt af nerver, når man står over for en fyldt Tivolis Koncertsal eller – måske endnu vigtigere – skal konkurrere om en orkesterplads med flere end 100 andre både danske og internationale ansøgere..«

Derfor har DKDM det seneste år skruet kraftigt op for den mentale træning, som hele tiden er under udvikling.

Ud over traditionel coaching er der bl.a. indført såkaldte stuntkonkurrencer, hvor de studerende spiller for et dommerpanel af musikere fra f.eks. DR SymfoniOrkestret og Det Kongelige Kapel.

»Det foregår fuldstændigt som ved et rigtigt prøvespil, blot med den forskel at man bagefter får at vide, hvad man kunne have gjort bedre,« fortæller Bertel Krarup.

Kan spille og få kritik via videotransmission

Og for de helt store talenter har man netop indledt samarbejde med fire af verdens førende uddannelsesinstitutioner, New World Symphony og Cleveland Institute of Music i USA, Royal College of Music London og Shanghai Conservatory of Music.

»Projektet hedder GAT, Global Audition Training, og går ud på, at den studerende her og nu via superavanceret digitalt videotransmissionsudstyr kan spille for og få feedback fra nogle af verdens førende musikere.«

Et projekt som Global Audition Training er imidlertid noget af det, der kan komme i fare i takt med, at regeringens bebudede besparelser på to procent årligt slår igennem og får konsekvenser for niveauet på konservatoriet, frygter Bertel Krarup.

»Det handler ikke bare om, at det er et dyrt projekt, som vi kan blive nødt til at skære fra,« siger han.

»Det er også et spørgsmål om, at vi med en besparelse, der i løbet af de kommende fire år nærmer sig otte procent af vores samlede budget, med tiden risikerer at komme ned på et niveau, hvor de andre deltagere i projektet simpelthen ikke vil have os med mere.«

Bertel Krarup har hverken lyst til at klynke eller male fanden på væggen.

»Men som rektor ville jeg være et skarn, hvis jeg undlod at gøre opmærksom på, at man ikke kan gennemføre besparelser i den størrelsesorden, uden at det går ud over kerneydelserne,« siger han.

»Vi kan ikke opretholde en retorik, hvor vi siger, at vi skal være de allerbedste og sammenligne os med de bedste i udlandet, og samtidig kræve så store besparelser – det må bare ikke gå ud over kvaliteten. Det kan jeg simpelthen ikke love, at det ikke gør. Vi har et budget på knap 100 mio. kroner årligt, hvoraf godt halvdelen er bundet i faste udgifter som husleje, ejendomsskat og afskrivninger. Resten går primært til lønninger, og det er altså her, besparelserne skal findes. Det kan ikke undgå at ramme vores kerneområder, først og fremmest undervisningen, men også den kunstneriske udviklingsvirksomhed for vores professorer samt vores publikumsaktiviteter.«