En violin til op mod 30 mio. kr. Hvilke himmelske lyde findes i sådan én? Jo, altså...
Nikolaj Znaider ønskede sig en ægte Guarneri del Gesù, en næsten 300 år gammel antikvitet, et af historiens mest berømte og kostbareste instrumenter.
Så han bad tre danske fonde om hjælp og fik ja. Den dansktalende violindivo skulle have et ordentligt værktøj til sine koncerter. Kulturligvis da.
Eller rettere: Fondene forærede den kostbare kasse til Det Kongelige Teater, der igen har lånt den til lykkelige Nikolaj på livstid. Den lykkelige skal til gengæld lægge de travle turnéveje forbi sit gamle land en gang imellem og give koncert.
En koncert som den på Gamle Scene mandag aften.
Ikke alle aftaler har måske været i hus. Planer om et arrangement med Det Kongelige Teaters orkester måtte droppes igen. Men dét er et halvt tusind tilhørere i dukketeatret nok ligeglade med den aften:
For de får toner for violin, klaver og og den dybe cello i stedet for. Toner med Nikolaj Znaider himself plus Saleem Abboud Ashkar fra Nazareth og Mathias Beyer-Karlshøj fra Ruhr.
Rygter om to prøver
De tre drenge har vist ikke haft for mange prøver sammen, dramatiske rygter siger sølle to. Så de skal først og fremmest sidde i hver sit sorte sæt tøj og... gennemføre. Forvent ikke den største kunst. Man bliver nu alligevel lidt imponeret.
Ikke så meget over violinen bag det hele. De kostbare toner lyder kun halvkønt i jævn forstand. Tonerne ender mærkeligt knækkede i Nikolajs vældige hænder.
Heller ikke imponeret over drengenes fællesskab. De kiggede på hinanden, men var sammen hver for sig.
Eller over aftenens første musik. Selv om Beethoven var kongen over alle kolerikere, så kan selv han knækkes. Vittige hunde hører i øvrigt finalens allerførste toner som et kært dyrs begejstring og kalder hele molevitten for Svinetrioen - dét er så en anden historie.
Okay... Drengen på de 35 år bløder nu op i Sjostakovitjs trio. Hvem har hørt den russiske sarkastiker så mild før. Velkommen til et overset værk.
Og det hele topper med nogle af Brahms bedste øjeblikke efter pausen. Med den tyste sats nummer to og den hymniske nummer tre.
Med melodier a la »Alle går rundt og forelsker sig«. Brahms musik er som gamle dage, som nervøs nostalgi over verden af i går - lidt ligesom sne gør selv den tristeste stad mærkeligt gammeldags.
Men altså: Det mest fantastiske ligger et andet sted. Nemlig at selv den unge palæstinenser og den ret fantastiske kvartetcellist bliver sært almindelige i Nikolajs selskab.
For hans spil virker hele tiden så elementært spændende. Znaider gør hele tiden noget overraskende, er hele tiden hurtig på aftrækkeren, virker på skift ufatteligt dominerende og kun lidt. Knægten har simpelthen stjernekvalitet. Og han kan sende alle på benene bagefter.
Med eller uden violin til de penge.
