Søs Fenger er tilbage i jazzland - heldigvis

Sangerinden Søs Fenger er nok engang taget på en tur til jazzland, hvor der er alt mulig grund til at glæde sig over såvel hendes stemme som hendes ledsagere. Læs Kjeld Frandsens anmeldelse her.

SØS FENGER MIDSUMMER NIGHTS. Den danske sangerinde Søs Fenger på scenen i Jazzhus Montmartre onsdag 19. juni 2013 Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen

Hun har været vidt omkring og er en relativt sjælden, men heldigvis tilbagevendende, gæst i jazzens verden. Og nu er hun her i hvert fald.

Og så gælder det jo bare om at nyde den smukke stemme, den sikre intonation og den sikre beherskelse af sprog, registre og volumen. Og så ikke mindst nyde, at der aldrig bliver tale om kold opvisning. Det handler jo bare om at synge nogle gode sange, så man lige bliver mindet om, hvor gode de er.

Altså - på én gang et universalt budskab og et personligt anliggende.
 
Kort sagt - Søs Fenger tilbringer tre midsommeraftener på scenen i Jazzhus Montmartre, og hun omgiver sig med folk, der kan det dér med jazz. Sangerinden har primært plukket sit repertoire hos kunstnere som Billie Holiday, Chet Baker og Ella Fitzgerald, hvilket igen vil sige værker fra den store amerikanske sangbog, som så lige får sig en opdatering.

Aftenen igennem lægger bassisten Lennart Ginman en sej og solid bund og er ofte som ene-akkompagnatør mand for at sætte tingene i gang, herunder den smukke »The Man I Love«, der godt kan klare at komme pænt op i tempo.

Og selv om det er overflødigt at sige, at den evigunge trommeslager Alex Riel altid er en fornøjelse at lægge ører til, så skal det siges.

Pianisten Olivier Antunes kan også kunsten at stjæle opmærksomheden, hvad enten han leverer et præludium til »You Go To My Head« eller skaber et råswingende festfyrværkeri i »Just One Of Those Things«. Og så kommer trompetisten og flygelhornisten Maj Berit Guassora hist og her ind med et yderst velformuleret og lyrisk spil, som er helt hendes eget, men alligevel relaterer til den af Søs Fenger anlagte stemning.

Og ja - helt klart, Søs Fenger er aftenens hovedperson, som udover den sikre og troværdige formidling af det engelsksprogede repertoire også lige har et par værker fra sit eget danske bagkatalog. »Den låste dør« er en fin sang om forbudt kærlighed, og ikke overraskende bliver der afrundet med klassikeren »Du er«, som Søs Fenger folder ud med en romantik og en melankoli, som Maj Berit Guassora i den grad indfanger i sit trompetspil. Så perfekt.

Hvad: Søs Fenger Midsummer Nights
Hvor: Jazzhus Montmartre, onsdag aften. Samme sted torsdag og fredag