Søs Fenger kan forgylde en sang

Sangerinden Søs Fenger fik nok en gang vist, at hun er på hjemmebane i jazzens verden.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er 18 år siden, Søs Fenger udsendte sit første og eneste jazz-album, som i øvrigt fortsat er værd at lægge ører til. Og selv om sangerinden i den mellemliggende tid har været genremæssigt vidt omkring, er det altid godt at genhøre hende i jazzens verden.

Søs Fenger er ikke jazzvokalist i kraft af en masse improvisatoriske udflugter og krummelurer, men i kraft af sin evne til at fortolke, formidle og forevige jazzens store gamle sangskat.

Nød det

Og tydeligvis nød Søs Fenger at være tilbage på scenen i Copenhagen Jazz House, hvor hun da også var i det bedst tænkeligt selskab i form af pianisten Olivier Antunes, bassisten Lennart Ginman og trommeslageren Morten Lund. Det er folk, der kan mere end deres kram, både som akkompagnatører og solister. Ja, som trio i sig selv en stor oplevelse.

Men nu var det jo Søs Fenger, der som aftenens hovedsolist dykkede ned i den store og amerikanske sangbog. Og hvorfor kan man blive ved med at glæde sig over den? Jo, ganske enkelt fordi den langt hen ad vejen består af geniale melodier og geniale tekster i en højere enhed. Og som solist har man mulighed for både at sabotere og forgylde de hårdtprøvede sange. Og med sin umiskendelige, rene og poetiske stemme tegner Søs Fenger sig for forgyldningens ædle kunst.

Bunke af klassikere

Det blev til elegant-swingende udgaver af »The Man I Love« og »I'll Be Seeing You« og til herligt uptempo-jazz i de to Cole Porter-klassikere »Just One Of Those Things« og »It's All Right With Me«, og så fik balladerne »The Thrill Is Gone« og »You Go To My Head« al den inderlighed og troværdighed, men kunne ønske sig.

Aftenens helt unikke indslag blev dog Hank Williams' »Cold Cold Heart«. Her blev Søs Fenger blot akkompagneret af Lennart Ginman, der med sit på én gang sejt-rytmisk og melodiøse basspil lagde en fantastisk bund i den mesterlige country-klassiker, som sangerinden fortolkede og forgyldte, så selv det koldeste hjerte måtte smelte.