Introduktioner forpligter. »Jeg ved ikke om I ved hvem hun er, men hun er altså en af Englands pt. største stemmer«. Sådan blev det kun 19-årige britiske stjernefrø (med de skandinaviske aner – derfor det adapterede bolle-å i kunstnernavnet) Holly Lapsley Fletcher introduceret af scenekonferencieren.
Umiddelbart lod det dog ikke lige til, at flertallet af det solslikkende og semi-tømmermænds-ramte Heartland-publikum var helt opdateret på hvem den fremadstormende, men indledningsvis smånervøse popsangerinde fra York var. Og det kan man måske heller ikke fortænke dem i, da hun og hendes James Blake-klingende elektroniske smerte-pop, fortsat er lidt af en velbevaret hemmelighed på disse breddegrader. Men sådan forbliver det næppe længe. Ægte talent kan som bekendt ikke holdes nede.
Gennem det unge stortalents 45 minutter lange koncert fik den sympatiske yngling såmænd introduceret sig selv og sine vingeskudte elektropopsange om kærlighedens vanskelige væsen på ganske effektfuld og overbevisende manér.
Hun og hendes tre mand store band skulle dog lige ryste de værste debutantnerver og eftermiddagssøvnigheden af sig, før det for alvor blev rigtig godt.
Midnats-smertepop i middagssolen
Man kan så også argumentere for, at det måske var en lidt vanskelig tjans Låpsley, hvis melankolske og elektroniske smerte-pop virker skabt til at accelerere ud på nattens blå og små timer, havde fået tildelt. Kl. 15.00 midt i den bagende eftermiddagssol.
Temmelig fjernt fra de mørke og længselsfulde aftenstunder på det engelske teenageværelse, hvor de store og svære følelser Låpsley har tumlet med indeni givetvis er blevet omdannet til veldrejede popsange rige på desperation, tungsind og hjertesorg. Svære kår. Men hvis en sang er rigtig god, så bør den kunne brillere under hvilke som helst forhold. Og dele af Låpsleys katalog stod bestemt distancen.
Efter den lidt matte og usikre start virkede den sjælfulde »Painter« som et genuint wake-up-call for både band og publikum. Endnu mere knald på kom der lidt senere med boogiebassen i den varmblodede 70er-disco-pastiche »Operator (He Doesn’t Call Me)«, mens den masochistiske pop-banger »Hurt Me«, hvor sangerinden effektfuld manipulerede sin vokal fra lillepige-skrøbelig til frådende monster-olm, afslutningsvis fik selv den sol-sløveste del af publikum til t vippe med tæerne.
Men så var det desværre allerede forbi. Men vi kommer helt sikkert til at lære Låpsley meget bedre at kende i fremtiden.
Hvem: Låpsley
Hvor: Heartland Festival, lørdag.
Hør Låpsleys debutalbum »Long Way Home« her:
