Man ved, at man har det sjovt, når man danser til James Brown klokken halv tre om natten. Og så er det egentlig lige meget, hvor i verden man gør det.
Men natten til lørdag var rammerne alligevel lidt ud over det sædvanlige. Oppe på scenen stod stjerneproducer Mark Ronson og DJede. Blot 100 meter derfra tårnede det knap 500 år gamle Egeskov Slot sig op fra sin voldgrav. Rundt om svajede slotshavens gamle, smukke træer op mod den fynske nattehimmel. Mon de gamle grever dansede med fra hinsides?
Festen var kulminationen på ikke bare Ronsons DJ-set, men også Dag 1 i År 1 på Heartland Festival, der ud over musik fra ind- og udland slår sig op på live-samtaler mellem markante kulturpersonligheder, øko-gourmetmad baseret på lokale fynske råvarer og installationskunst. Og så altså ikke mindst den unikke historiske og naturskønne lokation.
Et af fredagens store slagnumre var en talk mellem den verdensberømte serbiske performancekunstner Marina Abramovic og den danske billedkunstner Tal R.
Det var umuligt at komme ind i det store pakkede telt, så mange af os måtte knibe øjne og ører sammen for at fange guldkornene ved et par opsatte skærme udenfor. Ikke de bedste rammer, men omvendt løftede samtalen sig aldrig derop, hvor man kunne have håbet. Men Abramovic var dog i det mindste et charmerende bekendtskab.
Sjovt nok var emnet for deres snak, hvordan man kan flygte fra normaliteten. De talte om det i forhold til deres kunstneriske praksis, men på sin vis er det også en linse, man kan lægge ned over selve festivaloplevelsen.
Det er de øjeblikke, vi søger. Det er derfor, vi tager på festival. Vi gør det for at opleve noget, der transcenderer hverdagen. For at drømme og blive inspireret. Hele den tankegang ligger dybt i Heartlands DNA.
Som et såret dyr i brunst
Hvor Abramovic og Tal R talte om at flygte fra normaliteten, lykkedes det på et mere konkret plan for en del af fredagens musiknavne.
Tag nu den amerikanske sanger og sangskriver Mark Kozelek, der indtog den billedskønne Lowland-scene under kunstnernavnet Sun Kil Moon. Sjældent har jeg oplevet en koncert svinge så vildt mellem deciderede what-the-fuck-øjeblikke, letbenet laissez-faire-attitude og sangskrivning af den slags, der rammer der, hvor det gør allermest ondt.
Den 49-årige amerikaner lignede med sine store far-jeans, skovmandsskjorte og høje tindinger en af den slags trailerpark-typer, der bliver ubehagelig, når han får for mange Budweisers.
Det ene øjeblik hyldede han den danske bokser Brian Nielsen og skældte jokende ud på fotograferne, det næste sang han de mest intense, personlige sange om tragedie og pludselig død. Med en brægende og monoton mandestemme, der lød som et såret dyr i brunst.
Knap så uforudsigelig var altid driftsikre Love Shop, der spillede et optændt og insisterende sæt senere på aftenen.
Lyden var ikke helt optimal, men bandet har så mange stærke sange, at det aldrig går helt galt. Og så slog det mig, at de også på deres måde synger sange om at transcendere det verdslige. Om noget større. Om kærlighed og drømme. »Love Goes On Forever« og »Alle Har En Drøm At Befri« var to af aftenens store slagnumre. Og som sådan flugtede deres sange perfekt med Heartland-ånden.
Aftenens hovednavn, de amerikanske veteraner i The Flaming Lips, endte dog med at favne det hele. I en regn af konfetti og kulørte balloner sparkede Oklahoma-bandet den sene aftenkoncert i gang med en af deres helt store signatursange »Race For The Prize« og holdt sig derefter til alle favoritterne.
Syrepop og spektakulært sceneshow
Det var i alle henseender den imødekommende, farveladeglade og publikums-pleasende version af The Flaming Lips, der var kommet forbi. For at uddele kosmiske kærlighedskrammere og åbne en portal ud af normaliteten med deres syrepop og spektakulære sceneshow. Lige dér realiserede de endelig det, som Abramovic og Tal R kun kunne sniksnakke om tidligere på aftenen.
I front stod frontmand Wayne Coyne omgivet af dansende fantasidyr under en oppustelig regnbue på skuldrene af en mand i gorilladragt med et slør af fluorescerende lysdioder og endelig dansende ud over publikum inde i en overdimensioneret badebold.
Og ja, gu’ var det gøglet. Men også berusende og afsindigt opløftende i mødet med musikken, der med evigt talentfulde Steven Drozd som dirigent aldrig blev reduceret til at spille andenviolin.
Bowies »Space Oddity« blev sendt flot af sted. Ordet »LOVE« bankede som et hjerteslag oppe på storskærmen. Det var stort og smukt og noget, der for alvor gav vinger til Heartlands latente hippiedrømme.
Hvem: Sun Kil Moon. Hvor: Lowland Stage, fredag.
Hvad: Love Shop. Hvor: Highland Stage, fredag.
Hvad: The Flaming Lips. Hvor: Lowland Stage, fredag.
Hvad: Mark Ronson (DJ-set). Hvor: Highland Stage, fredag.
