Hvad hulen har Paul Simon og Sting med hinanden at gøre? Hvorfor er det lige de to, der har valgt at drage på fælles verdensturné? Spørgsmålet flimrede lidt i aftenskumringen på vej mod de erfarne herrers dobbeltkoncert i Sparkassen Fyn Arena tirsdag aften.
Svaret ligger nok et eller andet sted mellem god forretningsidé og gensidig beundring. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Paul Simon har betydet virkelig meget for Sting. Man kan høre det i den måde, han turnerer nogle af sine fraser og ikke mindst i hans bestræbelser på at skrive store velformede sange.
Om 73-årige Paul Simon har ligeså meget beundring for den ti år yngre brite, skal jeg lade stå usagt her. Men påfaldende var det da, at hvor Sting både talte åbent om sin begejstring for Paul Simon og rent faktisk brugte sin solotid på scenen til at spille Simon & Garfunkels »America«, så sagde Paul Simon hverken et ord om Sting eller brugte sin tid på scenen på at spille nogle af hans sange.
Det er en lille men sigende detalje. Men som sådan ændrede den ikke på, at konceptet med at lade de to sangere dele scene fungerede helt igennem blændede i størstedelen af den tre timer lange koncert. Og at det sjældent føltes som en virkelig lang aften, siger meget om, hvor godt og gennemmusikalsk selskab vi rent faktisk var i.
En strøm af musik
Koncerten var opdelt sådan, at Paul Simon og Sting spillede et par numre sammen i starten, slutningen og som overgange mellem deres to respektive sæt hver. Og det gav altså en forbilledlig vekselvirkning og diversitet til showets flow. For med hver deres vildt velspillende band på scenen var det en konstant strøm af mennesker, musikere og musikalske stilarter, toner og takter fra hele verden, der mødtes og blev spillet så fornemt frem.
Fra Paul Simons smukt forløste fusion af vestlig pop, sydafrikansk mbaquanga og kreolermusik på numre som »Graceland«, »The Boy In The Bubble« og »Diamonds On The Soles Of Her Shoes« til Stings signaturblanding af jamaicanske reggaerytmer og energisk new wave på mange af de forrygende gamle Police-numre, der denne aften stadig lød som det mest skelsættende i hans karriere.
Stærk vekselvirkning
Den gode synergi opstod dog mere i vekselvirkningen mellem de herrers soloudgydelser end i de stunder, hvor de stod sammen på scenen og sang hinandens sange. Her var det – især i koncerten første halvdel – som om, at den noget yngre og betydeligt højere Sting overmatchede Paul Simon, der forsvandt lidt i Stings kraftfulde vokal. Det blev bedre i løbet af koncerten, men det var ikke den åbenbaring at høre dem sammen, som der var lagt op til.
Men selvom Paul Simon måske ikke fysisk kunne følge med Sting, så var det stadig ham, der ramte dybest. Fra klassikere som den elegante »Fifty Ways To Leave Your Lover« til nye skud på stammen som den tude smukke »Dazzling Blue«; Simons sangskat er bare elementært mere rørende. Sangene er mindre i slaget, men større i deres virkning.
Lærte vi noget denne aften, var det, at det hos Sting forholder sig stik modsat. Den musikalsk blærerøvsfaktor er høj, det lyder tæske godt. Men han rammer sjældent sjælen ligeså rent som Paul Simon.
Men det er der - til Stings forsvar - trods alt ganske få, der gør.
Hvad: Sting & Paul Simon
Hvor: Sparekassen Fyn Arena, tirsdag
