Glædeligt genhør med Graceland

Paul Simon spillede fredag aften i Herning en generøs og velturneret koncert.

Paul Simon i Boxen Fold sammen
Læs mere
Foto: Andreas Beck
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er langt fra Herning til Sydafrika. Og endnu længere fra Sydafrika til Graceland. I hvert fald hvis man snurrer en globus. Men fredag aften i BOXEN i Herning viste den efterhånden 70-årige Paul Simon, at der alligevel ikke er så langt. Ikke så længe vi har musikken.

Anledningen til koncertbesøget var 25-årsjubilæet for udgivelsen af »Graceland« - en både kommerciel og kunstnerisk succes for Simon, der med albummet fik pustet nyt liv i en ellers skrantende karriere.

Pladen var et af de her særlige lykketræf, hvor ellers uforenelige størrelser mødes, og sød musik opstår. Sydafrikansk musik kurtiseret af vestlige poptraditioner. Resultatet var en livskraftig fusion renset for negative konnotationer. Næsten da. For da Paul Simon i 1985 rejste til Sydafrika for at indspille albummet med lokale musikere, overtrådte han samtidig det kulturelle boykot, som Vesten havde vedtaget i protest mod apartheidstyret. Det skabte en masse kontroverser, men til Simons forsvar må man bare sige, at »Graceland« endte med at være antitesen til alt, hvad apartheid-bevægelsen stod for. En grænseløs og dybt appellerende musik, der talte til både sjæl og legeme.

Viste rødderne

Første del af koncerten brugte Paul Simon dog på at vise sine rødder. Folk, country, blues og pop mødtes på »Kodachrome« og »50 Ways To Leave Your Lover«. Et par mindre interessante afstikkere til reggae blev det også til, inden vi fik en tur til sydstaterne i form af »Mystery Train« og lidt Chet Atkins. Stærkest var dog de underskønne »Hearts And Bones« og »Dazzling Blue«, der blev formidlet med elegant lethed af en underspillet cool Paul Simon og hans eminente hold musikere.

Efter godt en time overlod Simon og band scenen til Ladysmith Black Mambazo – den ni mand store sydafrikanske vokalgruppe, der også medvirkede på »Graceland«-indspilningerne. Et indslag der nok var dygtigt udført men også mere velment end decideret vellykket. Først da Simon stemte i på »Homeless« og »Diamonds On The Soles Of Her Shoes« og for alvor satte gang i »Graceland«-delen af koncerten, løftede begivenhederne sig til den smittende oplevelse, der var lagt op til.

Grænseløst godt selskab

Mange af de sydafrikanske musikere, der også var med på indspilningerne overtog nu instrumenterne, mens Paul Simon overlod scenen til den syngende trompetist Hugh Masekela, der leverede en hyldest til Nelson Mandela og siden en syret jazzfunk-jam om sydafrikanske minearbejdere. Fængslende og intenst. Og beundringsværdigt at Paul Simon satte andre musikere i scene på den måde.

Da det ordinære set sluttede med titelnummeret fulgt op af energibomben »You Can Call Me Al«, kunne publikum ikke længere sidde stille i sæderne og samlede sig i lykkelig fællesdans foran scenen. Paul Simon kvitterede for begejstringen og rundede en generøs aften af med en salvelsesfuldt håndfuld ekstranumre med »The Sound Of Silende« og »Still Crazy After All These Years« som de oplagte showstoppere efter knap tre timer i grænseløst godt selskab.