Joakim Berg går på scenen i en kort læderjakke. De andre er også i sort. Sådan som de plejer. Og i deres sange løber også altid et mørke, en melankoli. Måske er det dét, der taler til så mange. Og så den vilde skønhed i deres stærkeste vers, melodier og arrangementer.
De åbner med »Mirage«, der også er første nummer på deres 11. album, »Tigerdrottningen«. De har været i gang »så sjukt länge«, som frontmand Berg siger det foran den udsolgte sal. De er vel efterhånden lige så store her i Danmark som hjemme i Sverige.
I aften blandes fans fra begge lande, der høres i hvert fald både svensk og dansk i salen under det 90 minutter korte sæt, hvor nye og ældre numre foldes ind i hinanden. Fra den nye »Skogarna« - der på typisk Kent-manér gør en nedstemt linje som »Jag kommer inte härifrån, kommer aldrig härifrån« til sing-along - over »Socker« og »Stoppa mig juni (lilla ego)« og frem mod »747« - den svævende, vidtstrakte lukker.
»Jag är melodifestivalen«
Under rejsen i bagkataloget står det klart, at sangene fra de nyere udspil fungerer bedst. Som den smukt svungne »999« eller den dansable »Petroleum« og den forrygende »La Belle Epoque«, hvor Sveriges psykologiske profil – og vel også Danmarks – tegnes op med linjer om aggression, bevidstløs underholdning, stress, apati.
»Jag röstar inte längre i valet/Jag är melodifestivalen/Jag är dom som går in i väggen«, lyder det fra Berg foran bandet, der måske ikke spiller for livet eller for at skabe den bedste koncert någonsin, men med skridsikker rutine.
Samme fornemmelse præger Jocke - det kalder vi Joakim Berg, som om vi kendte ham - der synes at have svært ved at finde noget interessant at sige til det ellers lydhøre publikum.
Kent i computeren
Eskilstuna-orkestrets stramt producerede sange mister også en smule prægnans og power i Vegas lydsystem. Men sangene sætter sig alligevel med deres skønhedssøgende mørke, og det samme gør den midalderens resignation, der farver 44-årige Bergs nyere vers.
»Alla våra ideal kommer fra ett rosa åttiotal«, synger vi sammen med ham et sted i en koncert, der måske ikke blev det totale triumftog eller en koncert, Kent vil huske særlig længe. Men den sidder stadig i kroppen her morgenen efter, hvor dette skrives. Med Kent i højttalerne.
- Kent, tirsdag i Store Vega
