En broget tur til New Orleans

Den 74-årige sanger og pianist med kunstnernavnet Dr. John var på ingen måde smålig, da han førte sin enkelmelodiske musik ind i koncertsalens betænkelige lydunivers.

Den amerikanske sanger og pianist Dr. John, der søndag gæstede den københavnske jazzfestival, ses her ved sin optræden på Roskilde Festival 2012. Foto: Torben Christensen Fold sammen
Læs mere

Jazzen blev født i New Orleans. Sådan hedder det sig i hvert fald i musikartens mytologi. Det samme gjorde Malcolm John »Mac« Rebennack, og denne nu 74-årige sanger og pianist er med kunstnernavnet Dr. John blevet en på én gang markant og mytisk figur, der i udpræget grad personificerer den ægte New Orleans-musik.

Og dette specielle mix af blues, funk, jazz, zydeco og rock’n’roll medbragte Dr. John søndag aften i DR Koncertsalen, hvor det nok en gang forekom lidt uforståeligt, at man i denne eksklusive koncertsal skal opleve jammerlighed, når det handler om at formidle elektrisk forstærket musik.

I dette tilfælde betød det, at lydbilledet alt for ofte blev en swing-hæmmende rodebutik, og – ikke mindst – at alt for mange ord i doktorens vokalforedrag gik tabt.

Dr. John medbragte glimrende musikere i form af guitaristen Jamie Kime, bassisten Stu Brooks og trommeslageren Herlin Riley samt basunisten Sarah Morrow, der fungerede som kapelmester, og som lejlighedsvis kastede sig ud i solospil, der i hvert fald var effektfuldt.

Men manden med hatten, nakkefletningen og de mørke briller, som sad ved det ret så værtshus-klaver-klingende flygel, var selvfølgelig hovedperson, og han var bestemt ikke smålig.

Hen imod to timers musiceren med en lille snes værker fra det righoldige bagkatalog, og dertil kom der da også i stigende grad så meget balance i musikken, at et ganske solidt drive kunne indfinde sig.

Monotoni kunne dog ikke undgås i denne lydmur af enkelmelodisk musik, men til de indslag, der skilte sig lidt ud fra flokken, hørte en klassiker som »Saint James Infirmary«, der swingede af sted i et godt medium-tempo.

Dertil kom Leadbellys »Cotton Fields«, som, blot med Dr. Johns sang og klaverspil, var en fin introduktion til samme ophavsmands »Irene Goodnight«, der da virkeligt fik sig en herlig én på frakken. Og så var aftenens outsider en boogie-bearbejdning af Cole Porters »Love For Sale«.

Dr. John fik endvidere tid til lidt spil på et keyboard og til lidt blues på en guitar, men derudover holdt den tydeligvis gangbesværede kunstner sig til sin plads ved flyglet, hvor han da også – i kraft af sin rå stemme og sit håndelag – fastslog såvel personlighed som format.

Hvem: Dr. John & The Nite Trippers.

Hvor: DR Koncertsalen, søndag aften.